“Tree of Life griber sammenhængen mellem mennesket og universet”

Vi går mere op i vores egne behov
At slægtskabet mellem os og alt det, der ikke rigtig bundfælder, når vi står foran valget mellem at beskytte naturen eller opfylde selv vores allermest trivielle behov.

Tænk en gang at være født med plads på første række i "The Greatest Show in the Universe" og så misse det, fordi man står i kø ved fadølsbaren. Tænk at have fået så meget og så ende ud med at skabe en kultur af selvretfærdighed, hvor vi lader andre mennesker gå til grunde, fordi vi vil have mere og mere af alt det, som vi allerede har for meget af.

Tænk en gang, hvis vi begynder for alvor at leve med universets og livets historie som en del af vores fælles baggrund og lod det være med til at bestemme, hvordan vi skal forvalte ansvaret for hinanden?

"Tree of Life" er et mesterværk
Det er spørgsmål som disse, der rumler omkring i sindet efter at have set Terrence Malick guldpalmevindende "Tree of Life." En film, der ikke så meget er en film som et impressionistisk kunstværk, der vil gribe sammenhængen mellem mennesket og universet.

En majestætisk, storladen, pompøs film, der veksler mellem at vise glimt af universets skabelse, livets udvikling og den tindrende skønhed, der gennemsyrer alting, og så fortæller en historie om en far, der kæmper med at løfte ansvaret for sine børn på en anstændig måde.

"Tree of Life" vil rumme det hele. Fra eksploderende stjerner til tilgivelsen mellem to mennesker. Det mest overraskende er nok, at det virker. Det er en film med megen patos, og nogle scener strækker sig langt ud over, hvad man normalt vil acceptere.

Men det er netop Malicks insisteren på at lade universet få sin plads i menneskets liv, at give det tid og rum til at udfolde sig inden i os og ikke kun som kulisse, der griber og begrunder, hvordan moderskikkelsen som en stemme fra den visdom, der er indbygget i skabelsen, kan hviske buddene: ”Elsk, elsk hvert et blad. Tilgiv. Håb."

"Tree of Life" stiller et simpelt spørgsmål, som de fleste af os bruger hele livet på at besvare: Er opgaven at leve indfældet i et univers, der i al sin magt og vælde på en gang truer med at knuse os og samtidig er der, vi henter livet fra dag til dag?

Eller er opgaven at skabe vores egen historie under brug af de ressourcer, som vi er så heldige, ligger frit tilgængelige foran os? Kan vi lære noget af den fortælling, som vi ubestrideligt er en del af, eller er der ingen fortælling, men bare en tilfælidg fordeling af molekyler i tid og rum?

Nogle vil utvivlsomt finde slutscenen, hvor filmens mange dramaer mødes i forløsning, irriterende. Hvorfor skal Malick give os svaret på alle sine spørgsmål? Hvorfor må der ikke være plads til fortolkning?

Jeg tror grunden er, at "Tree of Life" er noget så sjældent som en kunstværk, der inddrager universet i vores liv – og et kunstværk, der vover at give et bud på, hvad det er, som vi mister, når vi lukker os om os selv. Et kunstværk, der anerkender den ufattelige historie vi er vokset ud af, og giver et bud på, hvilken rolle den bør spille i vores egen historie.

Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Københavns Universitet