Pinsefest gik fra fisk til fuser i medierne

Jesu fødsel og opstandelse kan stadig få nyheder på forsiden. Men kirkens fødsel og Helligåndens komme bringes nu typisk på bagsiden, ryger helt ud af spalterne som i Ekstra Bladet eller bliver pist væk som i Weekendavisen, der i stedet brugte fem spalter på en reportage fra et muslimsk møde med kritik af Darwin.

En fed undskyldning for at se mere tv
Pinsen skal, som det lød i en reklame for TV2 Zulu i pinsen, slet ikke længere ses som en religiøs højtid, men som ferietid og en fed undskyldning for at være hjemme og se mere tv.

Sådan lyder medielogikken anno 2011. Her handler det ikke om at gøre seerne klogere eller at bidrage til dannelsen. Nej, det drejer sig om at få folk til at hænge på – i hvert fald indtil næste reklameblok.

Kirkefolk kan i første omgang ånde lettet op. Ingen behøver at surmule over kulmulens medieflop. Ingen – eller næsten ingen – omtale betyder, at der heller ikke er nogen nævneværdig kritik.

I en tid, hvor alt fra kirkelukninger til konflikter i menighedsråd kan skabe ballade og give ridser i troværdighedens pæne lak, kan det føles som en sand lettelse, når pinsefesten bare kan fejres i fred og ro rundt omkring i sognene.

Men derefter må bekymringen alligevel melde sig. For radio og tv og alle mulige andre tilbud i det moderne samfund har i løbet af nogle generationer i stor stil fået rigtig mange mennesker til at holde op med at komme regelmæssigt i kirke. I stedet for at komme ud af stuerne og op af stolene, så bliver de hjemme med deres mobiltelefoner og ser samtidig mere tv.

Engang gik det i praksis fint, fordi mediefladerne var fulde af kirkeligt indhold. Man kunne da sagtens sidde hjemme og tænke på kirken, frem for at sidde i kirken og tænke på hjemmet. Men hvad vil der ske, når de medier, der sætter dagsordenen, dømmer kirken næsten ude som i denne pinse til fordel for konflikter ude i den store verden, hjemlige, politiske diskussioner fra Christiansborg eller det lokkende annoncetillæg fra ejendomsmægleren?

Hvor opstår og hvordan vedligeholdes de vigtige forbindelser mellem folk og kirke i et mediesamfund, hvor medierne ikke finder kirken interessant eller væsentlig nok til at bruge ordentlig spalteplads eller prioriteret sendetid på?
Ligegyldigheden og glemslen truer.

Champagne og en ny pinsefisk
Bevares, der er undtagelser, som kirkefolk klart vil opfatte som lyspunkter. TV2 Lorry havde for eksempel været til gospelgudstjeneste i Hedehusene i pinsen og bragte at langt indslag om højtiden som kirkens fødselsdag og om Helligånden, der ifølge speakeren ligesom gospelmusikken kan skabe samhørighed og forståelse på tværs af barrierer.

Fyens Stiftstidende kunne også optimistisk berette om, hvordan flere kirker i Odense slår sig sammen om at fejre pinsen i det fri med champagne og kransekage:

”Vi kalder pinsen kirkens fødselsdag, fordi det var her, at Jesu disciple oplevede, at Helligånden kom over dem og gav dem frimodighed til på alle sprog at fortælle om alt det, Jesus havde gjort og sagt,” udtalte den lokale sognepræst Peter Grane og fortsatte ifølge den fynske avis:

”Kirken fylder 1981 år plus minus seks år. Sådan må det være - lidt afhængig af hvordan man regner det ud.”

Men undtagelserne bekræfter reglen og hovedtendensen: For uanset, hvordan man regner på sendetider og spalteplads, så kom kirken samlet set ikke markant ud over medie- og nyhedsrampen med pinsebudskaberne i år.

Public service-mediet DR transmitterede godt nok pænt og pligtskyldigt fra pinsegudstjenester i Hvalsø og Skæring. Det stadig faste søndagsprogram ”Mennesker og tro” havde også husket pinsen og talte med kunstner Peter Brandes om, at ”Helligånden, eller det som også pinsen står for, er stærkest til stede, når det ikke er til stede”.

Men blandt de landsdækkende aviser var det kun Kristeligt Dagblad, der bragte en lang, ledende artikel om pinsens indhold. Og der skal formentlig mere end et glas champagne eller en ny pinsefisk til for at ændre på den medietilstand til næste år.

For de fleste medier vil nu engang have underholdning, konflikter og historier, der både er aktuelle og lette for de fleste at forstå. Det er den udfordring og den medievirkelighed, som enhver kirke i dagens Danmark må forholde sig til.

Morten Thomsen Højsgaard er generalsekretær i Bibelselskabet og tidligere forsker i religion og medier ved Københavns Universitet