“At erkende Guds eksistens var som at møde en gammel ven”

Min største åndelige oplevelse var, da jeg lærte om den vediske filosofi, skriver forfatter Leif Asmark Jensen 

UFO'er og svævende glas
Jeg har haft mange åndelige oplevelser, men alligevel er der ingen tvivl om, hvad den største var. Det var ikke de gange, hvor jeg med mange års mellemrum har set UFO’er, selv om de hver gang var meget overraskende og mystiske.

Heller ikke deltagelse i spiritistiske seancer, hvor glas på mystisk vis svævede hen over borde og skrev beskeder fra åndepersoner, eller regressioner med pludselige glimt af scener, som jeg aldrig har oplevet i dette liv.

Jeg blev betragtet af en smilende, kosmisk person
Ikke engang min første direkte erkendelse og oplevelse af Guds eksistens vil jeg kalde for min største åndelige oplevelse. Det var på en stjerneklar aften på en ørkenvej i Arizona, hvor jeg i mange timer håbefuldt ventede på en, der turde samle en vildfremmed blaffer op.

Således overladt til mig selv, naturen omkring mig og skæbnen, hvad bedre havde jeg at gøre end at fortsætte med at overveje livet og dets mening?

Forud for denne periode var jeg mere og mere kommet i tvivl om min indgroede ateisme. Den aften endte jeg med at måtte indrømme over for mig selv, at Gud måtte findes.

Hvad kunne forklaringen ellers være på de utrolige naturoplevelser og underlige sammentræf, som var hændt mig i månederne forinden? Det var en meget varm oplevelse af pludseligt at blive betragtet af en venligt bifaldende, nærmest smilende, kosmisk person. Nærmest som at møde en gammel ven.

Fra da af havde jeg mange åndelige oplevelser. Jeg fik en følelse af formål med eksistensen, som jeg ikke havde haft før. Jeg opdagede bønnens kraft og lærte, at man kan få alt, hvis man beder om det og samtidigt har fuld tro på, at man faktisk får det. En stor åndelig oplevelse, men heller ikke den største.

Vi er ikke disse kroppe
Den kom først et par år senere. Min søster og jeg tilbragte en dag sammen med at plante træer til et læhegn og sludre om alt muligt. På et tidspunkt bemærkede jeg, at jeg troede på reinkarnation. Det havde vi aldrig talt om før, men den dag gjorde vi det.

Mindre end to uger efter stødte hun på åben gade ind i en munk, der solgte hende en bog, ”Smagen af en anden verden.” Det var en bog fra Hare Krishna, som jeg intet kendte til. Bogen var skrevet af A.C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada, der diskuterede Bhagavad-gitas og Vedaernes filosofi. Min søster forstod det ikke. Men der stod noget om reinkarnation, så bogen gik videre til mig.

Jeg blev med det samme slået af den vediske filosofi. Ikke på nogen dramatisk måde – blot af den klare logik. Lige fra allerførste kapitel gav Prabhupada ikke kun fine rationelle svar på livets spørgsmål, men også den nødvendige viden til at erkende, at: Vi er ikke disse kroppe.

At vi ikke er kroppen, men snarere den uforanderlige iagttager inde i den foranderlige krop, burde i virkeligheden være indlysende for alle. At forvisse sig om dette er såre enkelt og Bhagavad-gitas første lære: kroppen ændrer sig hele tiden fra barndom til ungdom til alderdom, men JEG, personen indeni, er altid den samme.

Jeg ændrer mig ikke, selv om der stofligt set er tale om helt forskellige kroppe på livets forskellige stadier. Ergo er jeg ikke kroppen, men må være et uforanderligt væsen, der opholder sig i kroppen. Ergo må jeg også leve på den anden side af døden.

Jeg er Herrens naturlige tjener
Måske lyder det enkelt, men dette var min største åndelige oplevelse. Denne ligefremme erkendelse (der paradoksalt nok undslipper de fleste, på samme måde som man ikke ser skoven for bare træer) var størst, fordi den er solid og tilgængelig, så snart jeg tænker over forskellen på, hvem jeg er, og hvad min krop er.

Man kan med det samme observere, at verden består af mere end materie, af evig bevidsthed og personlighed. Herfra er erkendelsen af Guds eksistens ikke langt væk. Den store helhed, som jeg er en lille bevidst og personlig del af, må også være bevidst og personlig (hvordan skulle jeg ellers kunne være det?).

Gud og jeg må af natur være ens, bortset fra, at jeg er lille, og Han er umådelig. Vi er begge bevidste personer. At erkende Gud er med det samme at mærke Hans allestedsnærværende eksistens. Han er Herren, og jeg er Hans naturlige tjener. Min nøgle til lykke er at overlade min skæbne til Ham og leve for at tilfredsstille Ham.

Det var min største åndelige oplevelse, som jeg til min store forundring fortsat står midt i.

Leif Asmark Jensen er Hare Krishna-medlem, forfatter og panelist på religion.dk.