Send artiklen Islams dr. Phil vil genopbygge Egypten til din ven.
Islams dr. Phil vil genopbygge Egypten
Den berømte muslimske prædikant Amr Khaled holder her et seminar om den egyptiske ungdoms rolle og fremtid på Ain Shams-Universitetet i Kairo i marts 2011.
Mellemøstens mest indflydelsesrige tv-prædikant Amr Khaled appellerer især til kvinderne og de unge og kan få en vigtig betydning for dem i et nyt Egypten, vurderer ekspert
Da Danmark i 2006 befandt sig midt i krisen om Muhammed-tegningerne, var den egyptiske tv-stjerne Amr Khaled en af de centrale gæstetalere på den forsoningskonference, der blev afholdt i København, arrangeret af Dansk Institut for Internationale Studier og sponsoreret af Udenrigsministeriet. Her fremstod han som en stemme, der prøver at skabe forståelse mellem Øst og Vest ved at motivere unge muslimer til dialog.
Siden har der været ret stille omkring hans person her til lands. Men i dag anslås Amr Khaled at have seertal af Oprah-dimensioner til sine tv-shows i den arabiske verden, og han betragtes som en af de mest indflydelsesrige skikkelser. En visionær mand, der forkynder et såkaldt moderat islam i et moderne sprog, som med afsæt i hverdagen appellerer til især unge og kvinder.
Annonce
Derfor ses han også på Time Magazines' top 100 i 2007 over verdens mest betydningsfulde og nytænkende personer, ikke mindst på grund af den position han indtog under Muhammedkrisen, og fordi han åbent har talt al-Quaeda-bevægelsen imod og peget på et islam, der vil fredelig sameksistens.
Reformer i luften I forbindelse med revolutionen i Egypten er Khaled, efter ophold i London, vendt tilbage til sit hjemland, hvor han under Mubarak oplevede at blive forhindret i at tale bestemte steder og modarbejdet i projekter som Life Makers, et socialt selvhjælpskoncept, der via tv motiverede seerne til at være forandringsagenter ved for eksempel at opstarte uddannelses- og sundhedsprojekter lokalt:
”Man frygtede, at civilsamfundet ville blive aktivt eller opnå noget. Man vidste, at jeg ikke talte politik, men det jeg gjorde var fundamentalt politisk og demokratisk”, har Khaled udtalt.
Amr Khaled følte sig presset til at forlade landet, men med internettet og satellitkanalerne har medie-stjernen, der nemt kan fylde et fodboldstadium med sine fans, alligevel haft en talerstol, så han kunne fortsætte med sin programproduktion, sin hjemmeside og sin facebookprofil, der tæller cirka 3 millioner fans – og herigennem motivere mennesker til at skabe forandring. Han optræder nu med shows på nationalt TV, interviewer meningsdannere i processen, hvor et nyt Egypten søger sin form – og har meddelt i flere interviews og på sin arabisksprogede hjemmeside, at han selv overvejer at stille op til valget i Egypten til efteråret.
”Nu hvor han har frihed til at sige, hvad han vil, kan han blive tydeligere politisk, så det bliver interessant at se, hvilken betydning, han får”, siger den svenske religionsforsker Susanne Olsson, der har fulgt Khaled gennem 10 år. Hun har netop færdiggjort en bog om ham: ’Reclaiming Islam: The postislamist discourse of Amr Khaled’. Heri tolker hun Khaled som en del af den post-islamiske bevægelse, der lægger vægt på individets betydning for ændringer i samfundet.
”Hvis man reformerer individet, ændrer man også samfundet. Khaled taler derfor ind i hverdagen til den enkelte med afsæt i sin tolkning af Koranen og Hadith (muslimernes samling af overleverede leveregler, red.). Han prædiker etik; man skal være venlig, tage hensyn til andre, ikke leve korrumperet, hjælpe de fattige og så videre. På den måde kan man sige, at han allerede har vist, at han har et socialistisk touch. Og så er kernefamilien og kønnenes relationer vigtig for ham. At bevare familien er at bevare islam,” siger Olsson.
Kan man date? Khaled, 43, fremstår i sine designede jakkesæt og med sin venligt jokende stil som en dynamisk mand, der får folk til at føle, at han taler ind i deres liv. Han har en økonomisk uddannelse, en ph.d.-grad fra London, han spiller fodbold, tjekker facebook, og hans bedste venner er hans kone, hans børn og alle de fans, der bakker ham op i arbejdet for et fornyet Islam, har han sagt.
”Det interessante er Khaleds tolkningsstrategi. Han vil gerne vise, at Islam er en moderne religion, der også passer med en nutidig livsstil, men han tager altid afsæt i traditionen og i eksempler med profeten Muhammed. Som alle ideologer fremhæver han visse eksempler for at tydeliggøre, hvad der ifølge ham er sand islam. Når nogen for eksempel taler for at begrænse kvinders udfoldelse på arbejdsmarkedet og lige rettigheder, siger Amr Khaled, at den slags er falsk Islam. Han henviser til eksempler, hvor Muhammeds hustruer indtager aktive roller: Khadija, profetens første hustru, der friede til ham, Aysha, den yngste, der deltog i planlægning og erobring af Mekka. Han bruger også Muhammed som eksempel på, at en mand skal være et godt forbillede for sine børn, ikke en der kun er aktiv uden for hjemmet”, siger Susanne Olsson.
”Jeg tror, han kan få en vigtig betydning for kvinderne og for de unge, uanset om han bliver valgt, alene gennem sin medieoptræden. Når andre imamer prædiker afholdenhed og helt undgår at forholde sig til en moderne livsstil, laver Khaled programmer, der diskuterer, hvordan man som ung muslim kan date ved at tage forskellige hensyn omkring påklædning, mødested og så videre”.
På en udsat post Susanne Olsson understreger, at Khaleds formidlende position kræver en særlig styrke:
”Han står i et brændpunkt, hvor han ønsker udvikling og sameksistens, også med kristne og jøder, men hvor han fra den ene side, under henvisning til hans økonomiske uddannelse, kritiseres af rettroende muslimer for ikke at være teologisk velfunderet nok, mens han i Vesten møder modstandere, der ser ham som fortaler for en religion, som de finder mistænkelig”.
I forbindelse med Khaleds deltagelse i 2006 på konferencen om Muhammed-tegningerne blev han boykottet af en række islamiske organisationer, herunder Islamisk Trossamfund, der mente, at han ikke havde sat sig godt nok ind i debatten, og at hans appel om dialog og gensidig forståelse var misvisende.
På blandt andet den danske blog Uriasposten er Amr Khaled, med henvisning til et interview på YouTube, blevet kritiseret for at sige, at muslimerne skal ”infiltrere” Europa. Kritikerne er bekymrede for, at han vil modarbejde ytringsfriheden. At hans stil er en skinmanøvre for at indføre Sharia, islamisk lov, i Vesten.
”Det er ikke anderledes, end hvad enhver Billy Graham (kristen, amerikansk prædikant, red.) ville gøre. Khaled taler ind i en situation, hvor han prøver at opmuntre et mindretal, nemlig de europæiske muslimer, der måske ikke altid føler sig forstået. Han siger til dem: Vær gode ambassadører for islam i stedet for at lade jer provokere, så skal I nok med tiden få indflydelse og blive anerkendt. Han taler imod ekstremisme i alle afskygninger, på den måde mener jeg, hans udtalelser om, at Vesten har gjort ytringsfriheden til sin Koran, skal forstås”, siger Olsson.
”Khaled taler for et samfund, hvor både det materielle og det åndelige medtænkes. Han er bange for, at hvis man glemmer den åndelige dimension, så går det ad helvede til. Både her og hinsides. Men selvom han taler i et religiøst sprog, er han mere på linje med sekulære politiske kandidater som ElBaradei end med det Muslimske Broderskab."
I forbindelse med den stadige usikkerhed efter revolutionen har Khaled da også opfordret både til økonomisk/materiel bevidsthed, men Egypten må have en drøm, hvis de unge ikke skal skuffes i deres håb om en bedre fremtid, siger han på dette videoklip: