“Statskirker er den vigende bagtrop i Europa”

Dem der var uenige med statens ret til at have en kirke, og til at kræve loyalitet af befolkningen mod denne kirke, blev betragtet som farlige fjender af staten. I det 17. og 18. århundrede var trangen til at slippe for statens indblanding i religiøst liv derfor afgørende for mange udvandrere til Amerika.

Som et resultat var de protestantiske statskirkers selvforståelse stadig ved begyndelsen af det 20. århundrede, at de skulle vedligeholde og korrigere nationernes tros- og kirkeliv. De protestantiske kirker argumenterede for, at Guds ord, i form af Bibelen, ville have en effekt også på samfundsliv og individuel etik.

Specielt i reformerte former for kristendom, inspireret af Jean Calvin, blev det fremhævet, at forvandlingen af samfundet var målet. I de lutherske lande opstod der forskellige former for vækkelsesbevægelser, først og fremmest pietisme. Pietismen blev en af de mange rødder til moderniteten, som i det 20. århundrede fik store konsekvenser for kristendommen i Europa.

Selv om statskirkerne ved begyndelsen af det 20. århundrede stadig var magtfulde institutioner, var de underlagt en statsmyndighed, som i stigende grad vendte sig mod andre institutioner i moderniseringen af samfundet: skolevæsen, retsvæsen og sundhedsvæsen. Denne generelle protestantiske udvikling i Europa genkendes nemt i vores egen danske kontekst, hvor folkekirken gennem det seneste århundrede i stigende grad er blevet kørt ud på et sidespor i forhold til opbygningen af velfærdsstaten.

Det protestantiske Europa efter kolonitidens ophør: tro og fornuft
I Europa var pietismen ikke den eneste konsekvens af oplysningstiden. Oplysningstidens krav til mennesket om at ’turde vide’ sandheden om sig selv udviklede sig blandt intellektuelle til en diskussion om forholdet mellem tro og fornuft. Denne diskussion blev almindelig også udenfor eliten i det 19. århundrede, og formede sig som et angreb på kristendommen for at være ahistorisk, barnlig eller en projektion.

I det 20. århundrede bidrog denne kritik yderligere til den manglende selvtillid blandt europæiske kristne til at være autentiske vidner om Kristus og kristendommen - missionærer – blandt mennesker udenfor Europa.

I mødet med aggressive former for sekularisme eller fundamentalistisk videnskabelighed blev kristendommen erklæret for enten at være udelukkende privat eller også for at være usand. De europæiske protestantiske kristne forsvarede sig ved enten at blive traditionalistiske eller liberale.

Liberale former for europæisk kristen forsvarede kristendommen ved at forsøge at vise, hvordan kristendommen var forenelig med det moderne samfunds værdier, mens traditionaliserne fremhævede Bibelen som eneste rettesnor for tro og liv.

Så hvor kristendommen spredte sig udenfor Europa, og antog nye og kreative former, så blev den i sin etablerede protestantiske statskirkelige form i Europa i løbet af det 20. århundrede mere og mere en vigende bagtrop i et stadigt mere sekulariseret samfund.

Nutidens Europa: Nedgang eller forandring?
Religionssociologer har derfor ivrigt diskuteret, hvorvidt kristendommen var under afvikling i Europa, og hvorvidt denne proces hang sammen med modernitetens forandringer af menneskers livsverden og den tiltagende sekularisering eller religiøse indifference.

I denne diskussion er det interessant, at mange andre steder udenfor Europa i de seneste årtier har oplevet modernisering, uden at religionen af den grund er forsvundet ud af menneskers hverdagsliv. Europa, som oplever en stadig nedgang i antallet af medlemmer i de traditionelle kirker og religiøse samfund, ser med andre ord ud til at ”være undtagelsen, ikke reglen,” er det derfor blevet konkluderet.

Samtidigt viser undersøgelser – fx European Value Survey – at den individuelle religiøsitet i Europa paradoksalt nok ikke er for nedadgående, men er blevet mere diffus og individualistisk.

Ved begyndelsen af det 21. århundrede ser det derfor ud til, at den protestantiske statskirkelighed er ved at være et overstået kapitel i den europæiske kristendoms historie.

Det er ikke længere statskirkerne, som vedligeholder og korrigerer europæernes tros- og kirkeliv, men kristendommen er blevet én blandt flere andre religiøse inspirationskilder, som eksisterer i en stadig brydning med et sekulariseret europæisk politisk system.

Europæerne er ikke holdt op med at tro, men deres tro er blevet mere diffus, individuel og synkretistisk, og de traditionelle protestantiske kirker har intet eller meget lidt at tilbyde i denne situation.

Jonas Adelin Jørgensen er ekstern lektor i teologi ved KøbenhavnsUniversitet, generalsekretær i Dansk Missionsråd, ulønnet sognepræst ved Nazaret Kirke på Østerbro
 og panelistpå religion.dk.