“Det moderne menneske mangler nærvær”

Benediktinerinderne af den hellige Lioba i Danmark havde 75-års jubilæum sidste år. De fleste af nonnerne i klosteret er efterhånden for gamle til at have et normalt job uden for klosterets mure. Men de, der er i stand til det, har opgaver udadtil, de udfører i dagtimerne.

IT-søster med Mac
”Jeg er IT-søster her. Det er mig, der holder hjemmesiden ved lige og hjælper de andre, når de ikke kan finde ud af deres pc’er. Selv bruger jeg Mac. Den går ikke ned,” siger søster Benedikte med et skævt smil.

Priorinden hed oprindeligt Susanne Nielsen og blev uddannet sygeplejerske. Hun voksede op med en protestantisk baggrund, men fik et kald til at blive nonne. Den kommende nonne var tiltrukket af spiritualiteten og fællesskabets store betydning hos Lioba-søstrene og klostertilværelsens regelbundne liv kombineret med muligheden for at hjælpe andre mennesker. Samtidigt kunne hun bedre identificere sig med det katolske syn på sakramenterne. Hun blev leder af sygeplejen på det plejehjem, der var tilknyttet klosteret i 1982. I 1997 blev hun valgt til priorinde.

Kunsten giver sprog
Det dobbelte fokus på det interne fællesskab i klosteret samt rettetheden ud mod omverdenen er kendetegnende for Benediktinerindernes klosterorden. Man må være omstillingsparat, hvis man vil være til rådighed for tidens behov. Endvidere har gudstjenestefejringen, tidebønner og lectio divina (hellig eller spirituel læsning, red.) en central placering, og man lægger stor vægt på liturgi og nadverfejring.

Vi har fået love til at overvære Vesper, den traditionelle tidebøn med korsang, der i dag finder sted klokken halv fem. Den er en af de 6 daglige korbønner, de praktiserer i klosteret. De ti søstre og en novice synger vekselsang.

Syv mosaikker med motiver fra skabelsen af Maja Lisa Engelhardt pryder kirkerummet. Mosaikkerne har haft en uforudset sidegevinst, idet de har tiltrukket massevis af nysgerrige gæster, siden de blev specialfremstillet til klostret i anledning af jubilæet sidste år.

”Mosaikkerne er et fantastisk eksempel på det, kirkekunst kan: At tryllebinde folk, vække til eftertanke. Pludselig begynder folk at stille spørgsmål og får sat ord på noget af det, de normalt mangler ord for. Og så opstår samtalerne,” fortæller søster Benedikte begejstret.

Kunstværkerne blev indviet med røgelse, som man har tradition for at gøre med ikoner i den katolske kirke, og samarbejdet med kunstneren har siden resulteret i et varmt venskab mellem kunstneren og klosteret.

Hver søndag kommer 175-200 mennesker til messe i klosterkirken. Søster Benedikte mener, noget af populariteten skyldes, at det er en af de få katolske kirker med en dansk præst.

Danskheden er i det hele taget noget, der præger klosteret. Kirkerummets indretning bærer præg af dansk design. Selv det gyldne krucifiks med den sejrende Kristus er umiskendeligt skandinavisk i al sin enkelhed. Det er alt sammen en del af søstrenes bestræbelse på at være et dansk kloster.

En oase i storbyen
I klausuren, klosterets indre, ligger atrium, en lille firkantet klosterhave med figentræer, blomster, bænke og en lille dam med et springvand.

”Lyden af vand dæmper FCK-fansenes larmen,” fortæller søsteren med et smil og henviser til KB-hallen ikke langt fra klosteret. Haven er omhyggeligt indrettet, så der er blomster hele året.

Klostret er kendt for at have åbne døre, fortæller priorinden. Folk på gaden kommer forbi til en snak. Både narkomanen, den hjemløse og folk, der har hørt om mosaikkerne. I klosteret oplever de en oase i storbyen.

”Før diskuterede vi, hvordan vi i klosteret kunne komme ud til folk på gaden – men nu kommer de til os i stedet.”

”Det, mennesker i dag har allermest brug for, er nærvær og stilhed. Evnen til at falde til ro. Folk har svært ved at være 100 procent til stede. De multitasker og er mentalt altid på vej et andet sted hen. Som kloster kan vi hjælpe folk ved at være en oase. Vi kan vise, at der er alternativer til det hektiske liv," siger priorinden.

"Mennesker i dag tør ikke være alene med sig selv. Der skal hele tiden være noget, der forstyrrer. Det kan være for eksempel musik eller underholdning. Her i klosteret har vi fire computere. Men vi er meget opmærksomme på, hvordan vi bruger dem. Som informationskilder – ikke som underholdning eller distraktion.”

Søsteren tror på devisen ”Alt er tilladt, men ikke alt er sundt” og efterlyser en generel samfundsdebat i Danmark:

”Mennesker i dag spørger 'Hvem er jeg?,' men de har ikke meget at bygge på. Mennesket har ikke kun brug for frihed, men også for gode normer, værdier og rammer.”

”Bekymringer kan man ikke brug til noget”
For godt 30 år siden var der 28 søstre i klosteret. For tiden er der ti – hvoraf den ene er en søster, man har fået lov til at låne fra et kloster i Indien - og en novice. Det lader ikke til at bekymre priorinden synderligt.

”Folk spørger altid om, om jeg ikke er bekymret for fremtiden og klosterets fortsatte eksistens. Men det er jo altid gået op og ned for klostrene. Og se bare her – det, at vi har kunnet 'importere' en indisk søster, har været meget berigende for os! Bekymringer kan man ikke bruge til noget.”