Biskop Niels Henrik Arendt skriver at kristendommen radikaliserer mange af buddene for eksempel ved ikke bare at forlange næstekærlighed, men kærlighed endda til fjenden.

I kristendommen tales der om næstekærlighed og kærlighed til fjenden, men man kan ikke påstå at kristendommen forlanger næstekærlighed og langt mindre kærlighed til fjenden. De kristne går firmodigt i krig mod fjenden i fjendens eget land uden at det i kristen henseende har konsekvenser for disse kristne, og hvis en kristen ikke kan leve op til buddet om næstekærlighed har det heller ingen konsekvenser for frelse ved Guds nåde for den der tror på Paulus’ påstand om Jesu stedfortrædende korsdød. Troende kristne har ikke flere etiske dilemmaer i hverdagen end ikke troende kristne.

Kristendommens etik er ikke blevet skærper indefra, men som en følgevirkning af den menneskelige udvikling. Vi der lever i et kristent samfund må takke Gud for at de kristne ikke fik tildelt den politiske magt så kirkefædrene kunne fastholde menigheden i stramme tøjer med bål og brand.

Enten lever biskoppen i en ønsketænkt forestilling eller også har han til hensigt at sælge kristendommen under falsk reklame ligesom supermarkeder sælger almindelig leverpostej som delikatesse til forhøjet priser.

Ja Stryhn leverpostej bliver til slagterens hjemmelavede luksus når den sælges i små delikate portioner.

Megen viden er blevet tvunget ind på inkvisitionens smalle fordummende sti og retfærdiggjort af magtsyge kirkefædres stupide forhold til sandheden.
Hele universet skulle tvinges til at dreje sig om hvad inkvisitionen fandt passende.
Hvis ikke din næste elsker din sandhed, så tving næsten til at æde den samtidig med at næsten betaler dyrt for det. Fællesskabet giver jo dividende.