F.M. Dostojevski: Brødrene Karamazov (1879-1880)

Har man en lang sommerferie foran sig, er den store russiske forfatter F.M. Dostojevskij (1821-1881) det oplagte valg. Flere af hans bøger er en slags kriminalromaner, hvor begivenhederne udspiller sig rundt omkring en stor forbrydelse, og fortællingen om brødrene Dmitrij, Ivan og Aleksej Karamazov er ingen undtagelse. Romanen regnes med rette da også for at være en af litteraturhistoriens hovedværker; et klassisk eksempel på den russiske roman.

Handlingen udspiller sig rundt om mordet på brødrenes libertiner af en far, som den iltre Dmitrij mistænkes for, og inden han måske frikendes har læseren igennem omtrent 900 sider stiftet bekendtskab med familien Karamazov og dens interne spændinger, femme fatalen Grushenka og brødrenes mulige halvbror, den svigefulde tjener Pavel. Det er en knaldroman af format, og alt sammen skildres i Dostojevskijs levende og letflydende prosa, som trods en masse fordomme er så let at selv store børn kan kapere den.

Sideløbende med bogens action er læseren også vidne til en lang række samtaler mellem hovedpersonerne, der omhandler filosofiske og især religiøse emner. Heri ligger bogens anden store styrke. Ivan er fritænker og ateist, mens Aleksej er en from klosternovice, og især imellem dem udspiller dramaet sig på et højere plan, i en diskussion og undersøgelse af kendte Dostojevskij-temaer: forbrydelse og straf, Guds eksistens, godt og ondt og moralens oprindelse. Til sidst viser det sig da også, at bogens to planer på uhyggelig vis er nøje sammenhængende.

Brødrene Karamazov er ligeledes hjemstedet for Ivans samtale med djævelen – som man finder spor af hos mange senere forfattere som Thomas Mann og George Bernanos – samt Ivans poem om storinkvisitorens samtale med den genkomne Kristus, hvori han affærdiger evangeliet som en trussel imod menneskets universelle lykke. Den kristne frihed er af det onde, fordi den forpligter.

William Faulkner: Det allerhelligste (1931)

William Faulkners (1896-1962) brandvarme kriminalroman Sanctuary blev efter hans eget udsagn kun skrevet for at skaffe ham smør på brødet, men da den udkom, blev den alligevel den store modernistiske forfatter og Nobelpristagers (1949) gennembrud både hos kritikere og publikum. Måske fordi den som få andre af hans værker forener hans særegne og ofte vanskeligt tilgængelige sprog og fortællestil med en historie, der er så modbydelig og gribende, at man suges ind i den.

Romanen udspiller sig i Faulkners fiktive univers Yoknapatawpha County – inspireret af den egn omkring Mississippi-floden hvor han levede det meste af sit liv – i de amerikanske Sydstater blandt hjemmebrændere, smågangstere, løsagtige kvinder, marginaliserede sorte, hykleriske bedsteborgere, samt ikke mindst overklassepigen Temple Drake. Hun er trods sin ungdom, skønhed og gode familie er fordærvet helt ud i det ekstreme, og da hun bliver voldtaget med en majskolbe af gangsteren Popeye, flygter hun sammen med ham til Memphis, imens den sorte Lee Goodwin hænges op på hans forbrydelser.

Det bliver nu den idealistiske advokat Horace Benbows mission et få den sorte mand frikendt, men det er en næsten umulig sag i en verden styret af bigotteri, hykleri og racehad. En verden hvor begivenhederne sættes i gang af vild passion, og ingen mennesker er helt sådan som de ser ud; hverken de såkaldt gode eller de såkaldt onde. Selv idealisten til sidst må erkende, at der ingen logisk sammenhæng er imellem forbrydelse og straf, at loven er nådesløs, og kærligheden det eneste, der er at håbe på, hvor trange kår den end har.

Den foruroligende roman er helt i Faulkners ånd en historie, hvor intet er klart og entydigt, og dermed et fuldendt eksempel på den genre man kalder for southern gothic. På den måde er den også en glimrende indgangsvinkel til Faulkners øvrige forfatterskab, hvor der faktisk viser sig en logisk sammenhæng imellem indsats og udbytte.

Graham Greene: Den menneskelige faktor (1978)

Er der nogen forfattere, der er kendt for at kombinere dyb refleksion over kristendommen med lettilgængelige kriminalromaner, så er det om nogen englænderen Graham Greene (1904-1991), hvis hele forfatterskab er præget af hans konversion til katolicismen i 1926 og en lang række dermed forbundne religiøse kriser.

Samtidig har Greene om nogen æren for at kriminalromanen blev en accepteret genre, fordi han var i stand til at tilføje filosofisk dybde og religiøs følsomhed til selv de værste personer. I det såkaldte Greeneland, hans helt eget univers, der findes alle steder og ingen steder, er beboet af diplomater, hemmelige agenter, præster, faldne kvinder og forbrydere, som alle bærer på skæbnesvangre hemmeligheder og dyb skyld, men som også alle er i stand vække og udvise medfølelse og barmhjertighed uanset hvor fordærvede de er.

Også den sene roman The human factor udspiller sig i dette mærkelige land, på et kontor i den engelske efterretningstjeneste og i tilbageblik i apartheidstyrets Sydafrika. Denne hemmelige og diplomatiske verden kendte Greene på første hånd fra sine erfaringer som udenrigskorrespondent og efterretningsagent. Og det er nok ikke noget tilfælde, at Greenes fremstilling er noget nær så fjernt fra Ian Flemings bøger om agent 007 – bøger som hovedpersonen Castles søn er helt vild med – som tænkes kan.

I korte træk: Mistanken om en mulig dobbeltagent i efterretningstjenestens afrikanske sektion sætter Castle i et svært dilemma, hvor han må vælge hvem han skylder sin loyalitet: arbejdet, den mistænkte kollega Davis, hans sydafrikanske hustru Sarah, eller den sovjetiske agent Carson, der hjalp Sarah ud af apartheidstyrets kløer. Bogens omdrejningspunkt er Castles refleksioner over loyalitetens væsen og medlidenheden, alt imens han selv balancerer på randen af et sammenbrud, i en alt for kompliceret verden.

Greene var det meste af sit liv selv plaget af voldsomme anfægtelser religiøse såvel som menneskelige. Er der virkelig en lære, der kan uddrages af forfatterskabet, så er det ikke, en entydig afgørelse af, hvad der er godt og ondt, men en erkendelse af, at skal mennesket overleve i deres tvetydige verden, så gør det kun ved at være tro mod sig selv – med bevidstheden om at være fortabt som synder, og derpå genrejst ved Guds retfærdighed.

Gerorges Simenon: Maigret og mordet ved vejkrydset (1931)

Den belgiske forfatter Georges Simenon (1903-1989) skrev rigtige krimier for rigtige krimilæsere i et imponerende tempo – 75 romaner og 28 noveller alene om Maigret imellem 1931 og 1972 – og på overfladen er hans bøger da heller ikke andet end pulp fiction. Alligevel er det ét eller andet ved hans plots og ikke mindst hans tykke kriminalkommissær, Jules Maigret, der hæver hans bøger op over det gennemsnitlige og gør dem til sande klassikere.

Maigret og mordet ved vejkrydset er én af de første Maigret-krimier og udspiller sig i modsætning til hovedparten af de øvrige ikke i et Paris oplyst af gadelygter og hyggelige caféer, hvor Maigret kan få slukket sin tørst med et af de utallige glas øl, han med sin berømte pibe i hånden konsumerer i alle fortællingerne. De tre enkers korsvej ligger nemlig ved en snusket forstad til Paris og her bor en forsikringsmand og en mekaniker sammen med deres koner, og her bor den danske adelsmand Carl Andersen sammen med en ung, vamp af en kvinde, Else, som måske-måske ikke er hans søster. Det er i danskernes garage, at liget af den jødiske diamanthandler Isaac Goldberg findes, og sætter en intrige i gang, der handler om smugling, utroskab og mord.

Simenon var opvokset i en streng katolsk familie, han var konservativ, antikommunist og antisemit og flirtede med nazisterne under den tyske besættelse af Frankrig. I overensstemmelse hermed bærer hans bøger da også præg af vis moralisme; det lykkes altid Maigret at få fingre i forbryderen – med guillotinen som næste stop. På denne måde bliver den tykke kommissær herre over liv og død, over rigtigt og forkert, og det er ikke helt ved siden af, når krimieksperten Bo Tao Michaëlis sammenligner ham med den gammeltestamentlige straffegud.

Men hvorfor så medtage ham på en liste over krimier med ”kristent” fortegn? Fordi der også er en anden side af Maigret. Han er blandt de mest menneskelige af litteraturens detektiver, hvis gode hjerte ofte løber af med ham, så forbryderne får lov til at slippe udenom. Så længe Maigret kan mærke at deres skyld ikke stikker dybere end deres forbrydelse.

Om dette er tilfældet i Maigret og mordet ved vejkrydset skal her lades usagt. Men heri får det kristne en endnu større rolle, da en af de mistænkte, den danske adelsmand Carl Andersen, er overbevist protestant. Og er villig til at gå endog meget langt for at lade Guds ord høres og slå rod i menneskene, så deres skyld kan blive sonet, og de kan genopstå til nyt liv. I denne fine lille fortælling om skyld og uskyld er kristendommen i dansk aftapning plottets brændstof og griber igen og igen forstyrrende ind i handlingen – til Maigrets store fortrydelse.

Friedrich Dürrenmatt: Dommeren og hans bøddel (1950-1951)

Schweizeren Friedrich Dürrenmatt (1921-1990) var søn af en reformert præst, og han hverken kunne eller ville i sit forfatterskab sige sig fri fra den arv. Og selvom han mest beskæftigede sig med moderne teater og satire, så nåede han også at få nedfældet et par krimier hvori han på eminent vis formår undersøge og udtrykke basal kristen lærdom.

I Dommeren og hans bøddel er det den absolutte forskel på det gode og det onde, der bliver undersøgt, imens følger vi kampen mellem de to venner og dødsfjender, den gammeldags kommissær Hans Bärlach og den ”videnskabelige” mesterforbryder Richard Gastmann, hen over liget af den unge politimand Schmied. I deres ungdom indgik de to et skæbnesvangert væddemål, om hvorvidt det er muligt at begå den perfekte forbrydelse, den der aldrig kan afsløres og derfor går ustraffet hen. Diskussionen handler i bund og grund om to vidt forskellige menneskesyn.

I romanen har de to hver især brugt et langt liv på at bevise, at den anden tog fejl, og Bärlach er nu tilmed dødssyg af kræft inden de to skal udkæmpe den afgørende kamp. Til at gøre dette benytter de sig af en række intetanende, men måske ikke helt uskyldige aktører, der lader sig manipulere af de to gamle mænd, edderkopper i hvert deres spind.

De reformerte kan deres Bibel på fingrene, og der er vist ikke megen tvivl om at Dürrenmatt som basis for plottet i denne fortælling har skelet ikke så lidt til diskussionen mellem Gud Satan i Jobs Bog, og hvad der sker, når de sådan indgår en uhellig alliance. Men ikke nok med det. Den meget overraskende slutning mere end antyder også, at ligesom enhver dommer har sin bøddel, så risikerer den som dømmer også at gøre sin næste til denne bøddel.