“Mit normale liv varede ikke længe”

Når jeg tænker tilbage på mit liv – som, jeg engang troede, ville blive normalt, ligesom alle andre gør – deler jeg det ind i tre faser. En af dem er den mest traumatiske, der har efterladt dybe sår, som aldrig er holdt op med at gøre ondt og smerte: da min niårige søn Ali blev dræbt af terrorister.

Den første fase omfatter min identitet og min familie. Jeg er født i Mellemøsten og har boet der det meste af mit liv. Gud var god ved mig. Jeg blev gift og fik fire børn: Mohammad, Ali, Ayah og Adyan. Lykken lyste ud af deres øjne, når vi var sammen, når de gik i skole, og når de legede.

Mit normale liv varede dog ikke længe. 2007 markerede begyndelsen på anden fase af mit liv; her skulle mit liv ændres for altid. Ali blev myrdet, fordi han var på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt, under et terrorist angreb.

Jeg mistede bevidstheden, lige da jeg hørte nyheden, og derefter løb jeg skrigende ud på gaden. Det føltes som om, jeg var faldet ned i fortvivlelsens afgrund. Det føltes som om, jeg befandt mig i et stort, sort hul.

Jeg blev selv terrorist
Efter hændelsen holdt jeg mine børn fanget i huset. De fik ikke lov til at forlade deres værelser, fordi jeg var bange for, at de også ville blive dræbt. Mærkeligt nok, følte jeg, at jeg også var blevet til en terrorist, der tvang mine små fanger til at gøre, som jeg ville.

Efter jeg havde opført mig paranoidt et stykke tid, blev jeg bedt om at søge professionel hjælp, og jeg begyndte fast at gå til en psykiater, som forsøgte at få lidt liv tilbage i min følelsesløse krop og sjæl.