Hvad sker der, når profeten tager fejl?

I 1960'erne forudså de endnu engang, at jorden ville gå under. Denne gang omkring 1975. I dag hævder Jehovas Vidner stadig, at dommedag er nær, dog uden at give noget bestemt tidspunkt.

Aum Shinrikyo
En anden dommedagsbevægelse, der har fået megen medieopmærksomhed, er Aum Shinrikyo. Aum Shinrikyo opstod i Japan i 1984.

Religionen blev stiftet af den karismatiske leder Shoko Asahara. Asahara forudså, at Japan ville styret i havet i 1990. Da dette ikke skete, forudså han, at jorden ville gå under i 2003. For at fremskynde dommedag aktiverede bevægelsen en række giftgas angreb i Tokyos undergrundsbane i 1995.

Asahara blev anholdt og sigtet for terrorisme, og det viste sig, at bevægelsen yderligere stod bag en række mord og kidnapninger. Asaharas blev dømt til døden, men bevægelsen lever stadig videre - nu under navnet Aleph - og de troende mener stadig, at Asahara er deres frelser og det ”fuldendte væsen”.

LÆS OGSÅ: 7 morderiske dommedagsreligioner

Som disse eksempler har vist, betyder fejlslagne profetier ikke nødvendigvis religionernes sammenbrud.

Når profetien fejler
I begyndelsen af 1950'erne satte en række amerikanske samfundsforskere sig for at undersøge, hvad der sker, når profetierne fejler. Deres teori var, at profeterne vil genfortolke begivenhederne, begynde at missionere og komme endnu stærkere ud på den anden side.

Forskerne gik undercover og infiltrerede en amerikansk ufo-religion, der havde forudsagt jordens snarlige undergang. Da dommedag ikke kom, gik religionen ikke i opløsning, men forklarede begivenheden med, at de troende havde frelst menneskeheden på grund af deres stærke tro. Derefter begyndte de at missionere og forsøgte at overbevise omverdenen om sandheden af deres trosforestillinger.

I bogen ”When Prophecy Fails” forklarede forskerne fænomenet med, hvad de kaldte ”kognitiv dissonans”, det vil sige en mental uoverensstemmelse. De klargjorde det med et jordnært eksempel:

En ryger ved, at rygning er yderst sundhedsskadeligt, men ikke desto mindre fortsætter mange ufortrødent, selvom de, som alle andre, ønsker at leve et langt liv. Ifølge teorien er der en mental uoverensstemmelse mellem at ville leve længe og samtidigt gøre noget, som forkorter ens liv.

For at mindske uoverensstemmelsen kan rygeren holde op med at ryge, sige til sig selv, at rygning ikke forårsager lungekræft eller rationalisere, at de færreste rygere bliver syge og næsten ingen dør.

Ifølge forskerne gør det samme sig gældende, når en profet udstikker en profeti, som ikke går i opfyldelse. Tilhængerne vil i så tilfælde opleve en mental uoverensstemmelse mellem deres trosforestillinger og deres manglende opfyldelse.

Men i stedet for at vende religionen ryggen, vil tilhængerne, ifølge denne teori, forklare sig ud af uoverensstemmelsen, for eksempel, som i tilfældet med Harold Camping, ved, at man konkluderer, at begivenheden indtraf på et andet plan. Samtidig vil de intensivere missioneringen - ligesom ufo-religionen - ud fra rationalet, at hvis flere begynder at tro, så må det jo være sandt.

Teorien om kognitiv dissonans har vundet hævd i religionsforskningen, men det er ikke alle, der har været lige imponeret. En af dem, som har kritiseret teorien, er Simon Dein, antropolog og psykiater. Det, som Dein er mest kritisk omkring, er ideen om, at fejlslagne profetier automatisk fører til, at tilhængerne begynder at missionere.

Han fremhæver, at ofte går religionerne ganske enkelt i opløsning, og hvis de ikke gør, er missionering blot en af mange muligheder, tilhængerne står overfor. Andre gange vil de isolere sig fra omverdenen og til tider udstikke nye profetier.

Læs Deins kritik her.