Benny Alex |
18. juli 2011
Jesus var snarere en nazaria, en åndelig mester og en omvandrende helbreder og forkynder, svarer forfatteren Ben Alex
Spørgsmål:
Kære brevkasse
Var Jesus shaman?
Venlig hilsen
Camilla
Svar:
En shaman er en åndelig person, som kender den åndelige verden gennem personlig erfaring, og som kan ændre sin bevidsthedstilstand og rejse på flere åndelige planer og hente kraft fra forskellige åndelige virkeligheder – alt sammen med det formål at hjælpe mennesker, der har brug for healing og anden assistance fra den åndelige verden.
Jesus var en sådan person, og derfor kan man godt kalde ham en shaman.
Alligevel vil jeg ikke selv bruge ordet shaman om Jesus, fordi shamanen er en skikkelse, som hører til naturreligionerne. Det gjorde Jesus ikke.
Han var jøde, og han var forankret i den jødiske religion. Han sprængte ganske vist denne religion, men han var hverken åndemaner, medicinmand eller præst, sådan som en shaman traditionelt er.
Hans fokus var ikke at skabe en åndelig forbindelse mellem naturen og mennesket, eller mellem åndeverdenen og mennesket. Hans fokus var at afsløre sindets illusioner og vise, at den ældgamle jødiske religion havde vendt det hele på hovedet ved at gøre gudsnærvær til religion.
Han var imod religion, fordi religion spærrer for menneskets personlige forhold til Gud, og derfor er det tragikomisk, at man siden har lavet en religion i hans navn.
Han viste primært en vej til healing og forsoning ved at gå vejen selv – helt ind i døden, hvor han bar al verdens skyld. Og han ville, at hans efterfølgere skulle gå forsoningens vej på samme måde og forløse verden omkring dem fra lidelse.
Hvis vi skal bruge et fremmedord om ham, vil jeg hellere bruge ordet guru. En guru er en åndelig lærer, hvis fokus er at opløse det åndelige mørkes illusioner i sine disciple og overføre denne bevidsthed i dem, så de kan fortsætte hans arbejde ved selv at være lys og sprede lyset, han oplyste dem med.
Alligevel vil jeg heller ikke kalde Jesus en guru. Den mest rammende benævnelse, jeg kender, er nazaria, som kristendommen traditionelt oversætter med nazaræer.
Den almindelige opfattelse er, at han blev kaldt nazaræer, fordi han kom fra byen Nazaret. Men en nazaria var en åndelig mester, en omvandrende helbreder og forkynder, som indviede folk i de gamle mysterier og bragte dem lægedom.
Jesus indviede sine disciple i en indsigt om Gud, som religionen efter ham delvist har tabt: at vi er ét – ét med Gud og hinanden; at Gud søger os for at føre os hjem til ham, os selv og hinanden; og at det er muligt at leve livet i barmhjertighed over for alle, både venner og fjender. Når vi gør det – ja, så er der ingen fjender, ingen modmennesker, kun medmennesker.
Kærlig hilsen
Ben Alex
Åndelig vejleder, forfatter og panelist på religion.dk
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk