En af de mest kendte uafhængige afrikanske kirker – der på mange måder blev en forløber for de nu tusindvis af uafhængige afrikanske kirker – er Kimbanguistkirken, som blev grundlagt af Simon Kimbangu i 1921 i Belgisk Congo.

Kimbangu var oprindeligt tilknyttet den baptistiske mission i Belgisk Congo, men blev nægtet en missionærtjeneste, da han ikke kunne læse tilstrækkeligt godt.

Han tog tilbage til sin landsby Nkamba i 1918 under den store influenzaepidemi, hvor han modtog en vision og begyndte en helings- og bønnetjeneste.

Efter talrige mirakler, som endog efter sigende inkluderede dødeopvækkelser, grundlagde han i 1921 l’Eglise de Jésus-Christ sur la terre le prophéte Simon Kimbangu (Jesu Kristi Kirke på Jorden efter Profeten Simon Kimbangu).

De belgiske kolonimyndigheder fængslede Simon Kimbangu, som de idømte dødsstraf for at opfordre til oprør mod myndighederne. Dødsstraffen blev dog omstødt, men Simon Kimbangu forblev fængslet de næste 30 år indtil sin død i 1951. Modsat magthavernes intention betød forfølgelsen af Kimbanguistkirken at den blev spredt over hele det centrale Afrika, og efter Kimbangus død blev han som en afrikansk Jesus erklæret for ’opstået’ og ’nærværende i Ånden’ blandt de troende.
En ny type kristendom blev til
Kimbangusitkirken blev på trods af de synkretistiske tendenser anerkendt af Kirkernes Verdensråd i 1960’erne, og blev inspirationskilde for en ny type kristendom, African Initiated Churches (AIC), det vil sige kirker startet af afrikanere for andre afrikanere.

Disse kirker fokuserer i meget højere grad end de traditionelle missionskirker på afrikaneres hverdagsproblemer og tilbyder helbredelser, eksorcisme, profetisk vejledning, overgangsritualer og materielle velsignelser.

I løbet af 1970’erne og fremefter orienterede mange af disse uafhængige kirker sig i stigende grad mod den globale pentekostale kristendom, som i sin teologi og praksis formår at indgå ganske ubesværet i et afrikansk verdensbillede.

På den måde er flertallet af kirker, som er startet af afrikanere for andre afrikanere (AICs) blevet pentekostale kirker.

Et godt eksempel er Redeemed Christian Church of God (RCCG) fra Nigeria en internationalt arbejdende kirke startet i 1951. RCCG findes i dag i over 20 lande, hvor migranter har spredt kirken. Dette gælder også i Danmark, hvor der i København findes flere RCCG menigheder.

RCCG bruger flittigt elektroniske medier, og på YouTube findes mange prædikener og optagelser fra hovedkirken i Lagos, Nigeria. Her velsigner pastor Adeboye – også kaldet ’Daddy G.O.’ (det vil sige fader generalsekretær) – titusinder af mennesker en nytårsaften.

Karakteristisk nok centrerer velsignelsen sig om overvindelse af fjender, fattigdom og sygdom, hvilket er betegnende for nutidens uafhængige afrikanske kirker.

Afrikansk kristendom har således både dybe historiske rødder, inspiration fra moderne kristen verdensmission og den pentekostale bevægelse, og er aktiv i slipstrømmen af migration og global kapitalisme.

Dette har gjort, at den typiske kristne i dag netop er en sort kvinde i en af slumforstæderne til Lagos i Nigeria, med lav indkomst og en meget sparsom skolegang, borger i et flerreligiøst, politisk ustabilt og økonomisk tilbagestående afrikansk land.

Den form for kristendom, som hun praktiserer, er fokuseret på at afhjælpe de problemer, som hun og mange andre afrikanere hver dag slås med: kønsroller og familierelationer, økonomiske problemer og sygdom.

Det betyder en form for kristendom, som er centreret omkring Åndens rolle i den kristnes liv, hvor nøgleordene er omvendelse, befrielse og genoprettelse, og hvor erfaringen er lige så vigtig som dogmatikken.

Jonas Adelin Jørgensen er ekstern lektor på Teologisk Fakultet ved Københavns Universitet og generalsekretær i Dansk Missionsråd