Hvordan kan man leve i nuet?

Med venlig hilsen
Iben Thranholm
Teolog, journalist og panelist på religion.dk


Svar 2:

Kære Benjamin

Jeg tænker, det er en vigtig gave til vor tid, når der tales så meget om nuets kraft. Som kristen kan du tage imod denne gave med tak.

Talen om det kristne håb har en stor plads i kirken, netop som du siger.
Men kristendommen bygger ikke kun på en enkelt grundsten. Den bygger på tre. Disse tre er tro, håb og kærlighed, og de rummer livet i dets totalitet – fortid, fremtid og nutid.

Troen er bagud-orienteret. Den handler om det, som er sket, det som er færdigt og fuldbragt, det som er en objektiv og urokkelig sandhed: at Jesus døde for at sætte os fri fra mørkets magt.

Håbet er fremad-orienteret. Det handler om noget, som endnu ikke er sket – det vi håber på og har tillid til skal ske engang i fremtiden: sjælens evige frelse som følge af Jesu stedfortrædende død.

Ud over disse to dimensioner findes der en tredje: kærligheden.
Kærlighed er hverken fortid eller fremtid, og derfor er kærligheden den ypperlige vej, for den er virkelig her og nu. Fortid og fremtid er uvirkelige størrelser, for de eksisterer ikke, de er kun abstraktioner i tanken. Ingen har oplevet fortiden bortset fra i erindringen, men da er det ikke oplevelse, men genoplevelse.

Og genoplevelse er en illusion, for den er en blanding af noget, som skete, og vores betingede fortolkning af det, som skete. Ingen har oplevet fremtiden, for så snart den sker, er den ikke længere fremtid, men nutid.

Kærligheden er den ypperlige eller jomfruelige vej, for kærlighed kan kun eksistere et eneste sted: i nuet, her i dette øjeblik. At beskæftige sig med fortid og fremtid trækker os altid bort fra nuet.

Det kan du se ved den kendsgerning, at jo mere du beskæftiger dig med fortiden, for eksempel med den kristne tro som en lære om syndernes forladelse, des mere fjerner du dig fra kærligheden her og nu. Du bliver forsandtholdende, dømmende, udelukkende og rigid og kan kun strække din kærlighed til dem, som har samme opfattelse som dig selv.

Og jo mere du beskæftiger dig med fremtiden, des mere virkelighedsfjern og eksklusiv bliver du. Der må være en balance, og denne balance finder du i det levende nu, hvor tro og håb bliver til mod og tillid, der opløses i kærlighedens nærvær.

Jeg holder af følgende lille citat fra Kierkegaards bog om Gjentagelsen. Her opererer Kierkegaard med fortiden (erindringen), fremtiden (håbet) og nuet (som han kalder “gentagelsen”):

...“Den, der blot vil håbe, han er fej. Og den, der blot vil erindre, han er vellystig. Men den, der vil gentagelsen, han er en mand, og jo fyndigere han er sig gentagelsen bevidst, desto dybere menneske er han. Men den, der ikke fatter, at livet er en gentagelse, og at dette er livets skønhed, han har dømt sig selv... Thi håbet er en vinkende frugt, der ikke mætter; erindringen er en kummerlig tærepenge, der heller ikke mætter; men gentagelsen er det daglige brød, der mætter med velsignelse.”

Med venlig hilsen
Ben Alex
Åndelig vejleder, forfatter og panelist på religion.dk