”Jeg fravælger ikke familielivet. Jeg vælger ordenslivet, og de to ting kan ikke forenes. Jeg har valgt det, som er mest værdifuldt for mig – ikke for andre.”

Hun kalder ordenslivet for sin guldklump, samtidig med at hun ikke vil sige, at det ene er bedre end det andet. Hun har heller ikke fravalgt sine forældre eller anden allerede eksisterende familie, men hun har valgt at aflægge ordenens evige løfter om lydighed, fattigdom og kyskhed.

Der gik ti år fra Søster Anna Mirijam første gang fik tanken om at træde ind i en orden og til hun aflagde de evige løfter. Hun skulle først have en uddannelse og gennemgå de første fem års klosterliv. Det var ikke alle i hendes familie, som tog hendes beslutning lige positivt.

”Min mor havde store problemer med det. Hun syntes, det var synd, at hendes eneste barn ikke selv ville stifte familie.”

Søster Anna Mirijam har ikke altid vidst, at hun ville være søster.

”Da jeg var barn, ville jeg have en stor familie med mindst tolv børn. Et helt fodboldhold. Men jeg ville også have et godt job og tjene penge.”

På trods af barndomsdrømmen om storfamilien var det klosterlivet, hun som voksen følte sig kaldet til. Et valg hun ikke har fortrudt, men hun kan godt nogle gange savne at have en familie.

”Når man har en partner, har man et menneske tæt på, som man kan græde og grine med. Det giver jeg afkald på.”

Selvom søstrene i klostret kommer tæt ind på hinanden, så er de ikke bundet sammen på samme måde som i en familie, og Søster Anna Mirijam kan godt savne det fællesskab. Samtidig pointerer hun, at man giver afkald på noget uanset om man lever i en familie eller i et kloster.

”Jeg har i klosteret mulighed for og tid til at være sammen med Gud og lytte til ham. Når folk kommer for at snakke, har jeg brug for tid før og efter samtalen til at bede. Den tid har man ikke, hvis man har børn.”

Indimellem sker det, at nonner forlader deres orden efter mange år, fordi de føler, de har forandret sig eller fået et større ønske om familieliv, men Søster Anna Mirijam er ikke på vej ud, selvom hun oftere mærker en længsel efter familieliv, nu hvor hun er blevet ældre. Hun ser både fordelene og ulemperne ved familielivet, og det hjælper hende med at tackle afsavnet.

”Jeg glæder mig, når jeg ser familier med børn. Det er dejligt at se intakte familier i vores tid.”

Søster Anna Mirijam mener også, at der er en sammenhæng mellem kyskhedsløftet og at mange søstre engagerer sig med børn og unge.

”Vi er kvinder og har kvindelige egenskaber. Vi har brug for at være mødre.”

Vi har snakket en times tid, og Søster Anna Mirijam tilbyder at brænde en DVD til mig, som en studerende på Mediehøjskolen har lavet om klosteret på Nordvanggaard. Derefter giver hun mig en rundtur i klosterbygningerne, og jeg når at hilse på alle søstrene, inden jeg atter begiver mig ud i sommerregnen.