Det multireligiøse samfund fordrer mere dialog

Blot fordi man er fortaler for et multireligiøst samfund, betyder det ikke, at man er ligeglad med nationale værdier, mener næstformand i Det Mellemkirkelige Råd, Paul Verner Skærved

- Johnny Wichmann/Scanpix Denmark

Læs også

flexblock

Tema

Synspunkt

Religionsdialog

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

1 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Paul Verner Skærved | 8. august 2011

"Hvad er det, islamkritikerne ønsker at opnå? Had og konflikt eller fredelig sameksistens?" spørger Paul Verner Skærved, medlem af Kristen-Muslimsk Kontaktgruppe og næstformand i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Er det naivt at lytte til hinanden?
Vi har oplevet en række terrorangreb i de senere år og senest den helt forfærdelige katastrofe i Norge. Hvad der undrer mig i denne sammenhæng, er, at havde det været en muslim, så havde der ikke været ende på fordømmelserne.

Nu var det så en nordmand, og vi får jævnfør Sørine Gotfredsens kronik (om terroraktionen i Norge og det multikurelle samfunds udfordringer, red.) så også en række fordømmelser af muslimerne i tilgift til den almindelige forfærdelse og afstandtagen.

Det bunder altså dybt, dette had, mener Sørine Gotfredsen, og hun giver os, der accepterer det multikulturelle samfund, en stor del af skylden for hadet og desperationen. På grund af vores blåøjede naivitet.

Lidt den samme anklage mødte jeg for nogle måneder siden hos de islamkritiske forfatttere Karen Jespersen og Ralf Pittelkow på en af deres salgsrejser og deres felttog mod muslimer.

Annonce

Vær på vagt, lød det. Man kan ikke tro på muslimers gode vilje på grund af deres religiøse baggrund.

På mit spørgsmål, om en dialog dog ikke var ønskelig eller mulig, om ikke vi skulle tale sammen og lytte til deres ønsker om en stormoské, og i det hele taget mødes og lytte til hinanden, var svaret, at jeg var naiv.

Man kunne ikke leve sammen med den slags folk i fordragelighed, fordi deres religion og kultur og moskéer ville være arnesteder for mulig uro og terror.

Det er gengivet efter hukommelsen, men svarer ganske godt til, hvad andre udtrykker på samme fløj.

Assimilation kan medføre identitetstab
Og her er vi så lige midt i spørgsmålet om det multireligiøse samfund: Er det en trussel eller en berigelse? Er et lykkeligt multikulturelt og multireligiøst samfund en utopi?

I det hele taget, kan religioner og kulturer leve side om side uden voldelige konflikter? Er et multikulturelt og multireligiøst samfund lig med et religiøst og kulturelt identitetstab?

En illustration til spørgsmålet om identitetstab er et møde jeg havde i London med en svensker. Han havde svensk navn, men var ikke særligt svensk af udseende.

Han viste sig at være græsk indvandrer i Sverige, nu svensk statsborger. Det ville han leve op til og være rigtig svensk. Han havde skiftet navn, nationalitet, kirkesamfund og sprog.

Græsk ville han ikke længere tale, og Grækenland ville han aldrig besøge, for nu var han svensk. Og det sørgelige for mig at opleve, var at han var ophørt med at eksistere som person. Han virkede hvidskuret, totalt uden personlighed og menneskelighed. Den kulturelle identitet var vasket bort.

Sørgeligere kunne det ikke være, og det er ikke den vej, vi skal gå. Vi skal holde fast i vor kulturelle arv, vor nationale identitet og i vor religiøse tradition og livsopfattelse.

Hvorfor tror Sørine Gotfredsen, at mennesker, der accepterer, at det multireligiøse og multikulturelle samfund er begyndt at aftegne sig som en realitet (omend nok et stykke ud i fremtiden) skulle være ligeglade med vore folkelige og nationale værdier?

Blot fordi vi går ind i et samarbejde med andre kulturelle og religiøse grupper, respekterer dem og forsøger at nå til en forståelse og et fælles grundlag. Det er jo dem, vi øser af og lever på.

Og mit eksempel med den afnationaliserede græker er en del af mit svar.

Vi skal også holde fast i vore egne værdier
Vi må naturligvis også acceptere, at vore nye medborgere, samtidig med at tilpasse sig livet i Danmark, prøver at bevare skikke , kulturer, tro og sprog - alt det, der har dannet dem - præcist som vore danske udvandrere tilstræber i deres kulturelle foreninger og menigheder samtidig med at være loyale borgere i deres nye lande.

I samtalen med hinanden forsøger vi i dialoggrupper at nærme os hinanden og forstå hinandens forskelligheder og være fælles om det vi kan. Og det kræver en indsats fra begge parter.

Det samme gælder religionsfrihed. Tænk sig, om den religiøse udfordring kunne få danskerne til at gå mere i kirke og dermed forstå hvad religion betyder.

På samme måde ville det kulturelle møde ikke tage skade af, at mange danskere besindede sig på folkelige værdier og begyndte at synge danske sange igen.

Om det bliver et lykkeligt samfund, det vi i fælleskab skal danne, ja, det kan vi arbejde for. Vi kan holde fast i vore værdier, dele dem med hinanden og samtale ud fra dem. Så er der vel en mulighed for at opnå det.

Vi skal kunne leve sammen
For mig er det multireligiøse samfund hverken en trussel eller en utopi, men det er et samfund lidt som det amerikanske, hvor forskellige mennesker kan finde ud af at leve sammen i respekt for hinanden.

Og de forskellige mennesker og kulturer findes jo allerede i vort samfund. Jeg har selv oplevet sådanne samfund, og man lærer faktisk ikke så lidt om sig selv og sine egne værdier ved at møde andres og respektere dem.

De temmelig voldsomme islamkritikere, vi møder forskellige steder, skelner jo ikke særlig nøje mellem muslimer og islamister. Hvad angår det multikulturelle, er det heller ikke entydigt.

En tredjedel af vore kristne indvandrere har i al fald andre traditioner end vi har. Gælder undsigelsen af det multikulturelle også dem?

Hvad vil Sørine Gotfredsen og de andre islamkritikere egentlig opnå? Ønsker man konflikt, had eller sameksistens, for slet ikke at tale om venskab og samhørighed?

Hævder man, at vi ikke kan leve sammen med islam og muslimerne uden konflikt (hvad vi er nogle, både muslimer og kristne, der prøver at undgå), hvad vil man så? Hvilke våben vil man gribe til?

Muslimerne er her midt iblandt os. De ønsker heller ikke konflikt og had, selv om det hævdes. Skulle vi ikke kunne tale sammen på en anstændig måde uden at såre hinanden?

Overveje og drøfte, hvad vi er enige om og uenige om, og leve sammen og ikke kun ved siden af hinanden. Det gør vi jo også andre steder i samfundet.

For mig at se er der ikke andre måder. I sin kronik anfægter Sørine Gotfredsen idéen om, at det gode menneske kan skabe det gode multikulturelle samfund, hvis man, som jeg, går ind for dialog. Men det kan jeg slet ikke føle mig ramt af. Måske fordi jeg ikke nødvendigvis tror på det gode menneske. Men vi skal jo også kunne leve sammen.

Paul Verner Skærved
Pensioneret studielektor, medlem af Kristen-Muslimsk Kontaktgruppe og næstformand i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

1 indlæg det seneste døgn

Læserdebat

Trådet overblik | Fladt overblik

Forudsætningen for fred

Karenerfaren, publiceret d.08/08 14:09 (for 10 mnd. siden)

Læs artiklen bag debatten her: Det multireligiøse samfund fordrer mere dialog

Sørine må svare for sig selv; men det er mit indtryk, at hvad hun ønskede var alene ærlighed.
Historisk set har mødet mellem islam og kristendom været præget af store konflikter. Hvis det "fælles samfund", der er ønskeligt i den nuværende situation i Danmark/Europa, skal blive fredeligt, så må dialogen føre til en form for samfund, der ikke har en slags kalifat som ideal.Om ikke andet så alene af den grund, at demokrati, personlig frihed, reel religionsfrihed o.s.v. har sat sig dybt i europæerne. Det kan ikke forventes, at alle europæere, trods det multi-kulturelle ideal, vil indstille sig på at opgive disse værdier - for det samfund, som de dog med en vis ret kalder "deres". Hvor skal en europæer flygte hen, hvis vi får sharia her? Til USA? USA modtager kun enkelte af de muslimske dissidenter, som har måttet flygte fra Europa.
Det fælles samfund må altså kunne forventes at fungere uden krav om at have sharia som fælles lovgivningsgrundlag. F.eks. også uden en blasfemi-lovgivning, der skal skærme religionen islam (og dermed dens "skriftkloge") fra enhver kritik. En sådan findes i, så vidt jeg ved, alle lande med muslimsk flertal.
Der har, historisk set, ikke været eksempler på at islamisk teologi af betydning har kunnet afskrive kravet om, at islam skal være samfundets øverste instans. Det er den afgørende grund til den seriøse kritik af multikulturalismen. Tariq Ramadans forsøg virker ikke overbevisende nok - og de mange muslimer, som helst vil leve i et sekulært samfund, har endnu ikke gjort sig gældende med vægt.
Det er spændende at se, om de vil kunne gøre det i Nordafrika!
Og endnu mere spændende om de vil i Europa.
Det skræmmende eksempel med den totalt assimilerede græker i Sverige har jo sit modstykke i danske statsborgere, som ønsker taliban-politik i Danmark.
Dialogen er det gode modstykke til Sørines beske realisme - hvis/når den fører til en almindelig tryghed over for de latente krav om en sharia-styret samfundsorden.
Så i stedet for vrede mod Sørine er der brug for eksempler på at "enigheden" i det mindste omfatter religionsfrihed i samfundet, praktiseret ikke kun af majoritets-befolkningen, men også af den herboende muslimske kultur.

Del Link

1 indlæg det seneste døgn