Vikingetidens religion er kampen for orden mellem guder og jætter. Læs om den her

Nordisk religion betegner den religion, der fandtes i de nordiske lande fra cirka 900-1100 – i perioden, der betegnes vikingetiden - før kristendommen for alvor slog igennem i Norden.

Man ved i dag meget lidt om det religiøse landskab i Norden før denne tid, da de fleste beskrivelser er sporadiske kildeoptegnelser fra klassiske forfattere.

Kilder til vikingetidens religion finder man derimod både i udgravninger, i runeindskrifter og i forskellige tekster, forfattet af folk udefra.

To af de væsentligste kilder til den nordiske religionspraksis er den arabiske diplomat Ibn Fadlan, der beskriver en begravelsesceremoni omkrig 920 og den tyske, kristne munk, Adam af Bremen, der i det 11. århundrede beretter om de hedenske vildmænd i Uppsala.

En anden kildetype er de såkaldte 'skjaldedigte', som er poetiske, men også ofte indforståede fortællinger om Nordens folk.

Den vigtigste og mest fyldestgørende kilde til den nordiske religion er dog islændingen Snorre Sturlassons to værker 'Edda' og 'Heimskringla'.

Værkerne er skrevet i første halvdel af 1200-tallet og er inspireret af skjaldedigtene og forskellige udaterede fortællinger om guder og helte i Norden, som samlet kaldes 'Den ældre Edda'.

Snorres Edda beskriver blandt andet forløbet fra Jordens skabelse til dens undergang, 'Ragnarok'. Heimskringla er heroverfor en historisk optegnelse over de norske konger.

Herudover nævnes flere guder og helte i de islandske slægtssagaer.

Det nordiske verdensbillede
I 'Gylfaginning', som er den første del af Snorres Edda og 'Völuspá' (Vølvens Spådom), som er det mest kendte digt i Den ældre Edda, beskrives, hvordan verden bliver skabt og er indrettet.

Verden skabes
I begyndelsen er der bare et tomt rum eller gab, 'Ginnungagap', en nordlig isverden og en sydlig ildverden.

Da isen og ilden mødes, opstår et urvæsen, manden 'Ymir' og en stor ko, 'Audhumla'.

Ymir får næring fra Audhumlas yver, og Audhumla får næring ved at slikke på en salt klippe.

Frem af klippen springer en mand, Buri, som får en søn, Borr ('manden'), som med jætten Bestla ('kvinden') får Odin, Vile og Ve.

'Aserne', som disse første væsner hedder, dræber Ymir og skaber ud af hans krop verden i Ginnungagap.

Ymirs pandeskal bliver til himlen, hans knogler bliver klipper, og blodet bliver til vandløb og havet.

Derefter finder Odin, Vile og Ve to træstammer på stranden, som de vækker til live og skaber de første mennesker, Ask og Embla af.

Mytiske tidsaldre
Efterhånden kommer flere væsner til. De tre væsentligste urvæsner er aserne, ledet af Odin, vanerne, som er frugtbarheds-guddomme i familie med alfer og jætterne, som beskrives som onde eller kaos-søgende væsner.

I det, man kan kalde den mytiske fortid ordnes verden, og fred og idyl opretholdes.

Samtidig bekriger aserne vanerne i den første krig i verden, og jætterne og aserne ligger i konstant konflikt.

Den idylliske fortid slutter, da Balder, den smukkeste af aserne dræbes.

Dette er begyndelsen på den mytiske nutid. I fremtiden lurer imidlertid verdens undergang, Ragnarok, hvor verden, mennesker og de fleste aser, vaner og jætter går til grunde for at lade verden opstå på ny.

Verdens indretning
Man kan for overblikket se den nordiske religions forståelse af verdens indretning som en slags skive med ringe, hvor det store verdenstræ, 'Yggdrasill' i centrum forbinder hele verden med et omfattende gren- og rodnet.

Træets krone favner hele himlen, og rødderne har forbindelse til underverdenen.

Ved træets midte lever guderne, aserne i deres bolig, Asgård. Herefter kommer Midgård, som er menneskenes verden.

Udenom Midgård ligger Udgård, hvor jætterne bor, og yderst ligger det store verdenshav, som er omkranset af en enorm slange, Midgårdsormen.

Under træet findes dødsriget, Hel, ligesom det er under træet, fantastiske væsner som alfer og dværge bor.

LÆS OGSÅ: "De klassiske religioner: Nordiske guder på den flade jord"