For eksempel fik jeg i år gennem Guds barmhjertighed mulighed for at udøve en af Profetens egne madtraditioner; brydning af fasten ved solnedgang med kamelmælk og dadler.

Dadler kan man få overalt i Danmark, men desværre (endnu) ikke kamelmælk. Ad omveje er det dog alligevel lykkedes mig at sikre mig et par friskmalkede liter, og det meste af ramadanen kan jeg derfor bryde min faste med tre dadler og et glas af denne sunde drik.

Og selv om jeg ikke plejer at gøre det, så har jeg i år prøvet at gøre en dyd ud af at spise før-solopgangs-måltidet (suhur); oftest bliver det bare til et glas vand og resterne fra fastebrudsmåltidet.

Jeg ser mindre TV i ramadanen end jeg plejer, men ellers forløber min hverdag som den altid har gjort det med arbejde og studier.

Ramadanen handler ikke om denne verdens glæder
Taknemmelighed og tillid til Allah spiller en stor rolle for mig i ramadanen, og jeg bruger en del af min vågne tid om natten på at reflektere over de ting, Allah den Ophøjede, har lært mig.

Det er mit håb, at både ikke-religiøse såvel som religiøse danskere kan blive inspireret af ramadanen og den muslimske spiritualitet. Man kan drage en parallel til den gammeldags jul, som egentligt også var en tid med gavmildhed, gæstfrihed og overbærenhed, men nu oftest ender som shoppingfestival med afsluttende ædegilde og gavefråds.

Sådanne materialistiske tendenser har jeg også set blandt muslimer, men det tiltrækker mig ikke. Ramadanen handler om åndelighed, og ikke om denne verdens glæder.

En måned med intensiv religiøs og åndelig bevidsthed er en tiltrængt pause for sjælen i denne verden, og det ville være sundt for det danske samfund, hvis vi alle stod af ræset en gang imellem og fokuserede på andet end finanskrise og politik.

I Ramadanen ihukommer jeg Allah og Hans budskab i genskæret fra et stearinlys, eller i smilet fra en medborger, eller gennem glæden ved at invitere og give, eller gennem læsningen af Koranen. I ramadanen er helvedes porte lukket, siges det. Og det kan man mærke, både inde i sig selv og i andre, men kun hvis man har et åbent sind og en søgende hensigt derom.

Frem for alt er ramadanen en tid for håb om barmhjertighed og forsoning, og kan man tilgive hinanden, bør man gøre det.

Safia Aoude
Fofatter, debattør og panelist på religion.dk