Hylland-Eriksen ser etnicitet som: ’oplevede kulturforskelle som gøres relevante i interaktion’. På samme måde vil religion i det multireligiøse samfund være oplevede forskelle, som gøres relevante i interaktion – i nogle sammenhænge betones forskellene som problematiske, og i andre som berigende alt efter beskueren der ser.

Det klassiske kulturrelativistiske perspektiv er blevet udfordret de seneste årtier, blandt andet på baggrund af globaliseringsprocesser (såsom internet, internationalt tv-udbud, global masseturisme og migration), som har været med til at vise, at kulturer ikke er afgrænsede eller uforanderlige.

Vi lever i samfund, hvor forskellige kulturelle udtryk fra hele verden bruges i samspil med gammelkendte kulturelle udtryk.

Det gælder også religion, hvor danskernes religiøse praksis i alle de kilder, vi har til rådighed om danskernes religiøse historie, altid har været påvirket af religiøse traditioner og tanker fra andre områder i verden.

Den dominerende religiøse tradition i Danmark i dag er et resultat af religiøse traditioner og tanker, som blandt andet er udviklet i det nuværende Mellemøsten og Sydeuropa.

Eksempelvis var troen på én Gud, som kristne deler med blandt andet jøder og muslimer, før kristendommen nåede til Nordeuropa, en helt fremmed og uvirkelig tanke. I det perspektiv er alle samfund ‘multikulturelle,’ uanset om der er ’minoriteter’ eller ej.

Egentlige kulturforskelle kan eksistere, understreger Hylland-Eriksen. Sprog og religion er eksempler på sådanne forskelle. Problemet for Eriksen er, når disse kulturelle forskelle bruges til ’at tegne skarpe, entydige konturer om befolkningsgrupper’.

Det kan føre til, at ideologier bliver konstituerende for etniske forskelle.

Multikulturalister kan også have et statisk syn på kultur og religion
Den amerikanske antropolog Terence Turner argumenterer for, at multikulturalisterne med deres generaliserende og statiske syn på forskelle mellem ’kulturer’ kommer til at essentialisere synet på kultur (det vil sige, at de har et statisk syn på kultur) som værende noget en etnisk (eller religiøs) gruppe ’har’.

Den skaber et billede af ’kulturer’ som værende separate enheder, som udadtil er tydeligt forskellige fra hinanden, og indadtil hver især er homogene. Ligesom med Hylland-Eriksens ’ø-rige’ metafor. Dette skaber potentielt større råderum for de repræsentanter for ’kulturen’, som ønsker at undertrykke forskelle og skabe overensstemmelse mellem forskellige opfattelser indadtil.

Ved at se kultur som en gruppeidentitetsmarkør har multikulturalismen en tendens til at naturliggøre tilfældigt fastlåste grænser mellem grupper og er dermed med til at mindske mulighederne for kritisk analyse heraf.

En (mis)forstået kulturopfattelse kan føre til en politisering af kultur, som hentyder til opfattelsen af kultur som ideologisk værktøj eller som politisk redskab. En bestemt ideologi – i nedenstående eksempel norsk nationalisme - udstikker så at sige rammerne, og kulturen kan herefter udgøre en væsentlig legitimering i den politiske kamp for at udfylde disse rammer på den ’rigtige måde’.

Religion kan i høj grad også politiseres, og i forbindelse med religion bliver magt- og politiseringsaspektet et yderst væsentligt omdrejningspunkt. Grænsedragning mellem religiøse grupper får betydning i opbygningen af en os-og-dem-identitet.

Hvorvidt disse os/dem-identiteter fremhæves tydeligt, er afhængigt af den givne situation og ikke mindst det (magt)forhold, som eksisterer mellem to eller flere religiøse grupper.

Forholdet mellem religion og magt mærkes dog i særlig grad, når visse religiøse grupper oplever en egentlig religiøs stigmatisering på baggrund af et udpræget asymmetrisk magtforhold, der centreres omkring en stærkt markeret religiøs skillelinje i samfundet.

Det er altid mennesker, som dræber
Man kan gøre meget for at retfærdiggøre sine handlinger med henvisning til et højere mål, som eksempelvis den norske massemorder Breivik eller ved terrorangrebene i USA den 11. september 2001.

Det kan være religion (eller misbrug af samme), men det kan lige så vel være målet om et særligt etnisk ’rent’ samfund. Man kan kalde formålet, hvad man vil, men det er altid mennesker som dræber, og det er dem, som anklages i et retssamfund – ikke en religion eller ideologi.

En religion gør altså ikke noget i sig selv. Det er mennesker, som i sidste ende udfører eventuelle modbydelige handlinger, og det er dem der står til ansvar i et retssamfund.

Brian Arly Jacobsen er religionssociolog og panelist på religion.dk