Paven burde tage sig sammen og erklære Islam krig, intet håb!

Så fik vi straks islam bragt på banen igen!!
I kirkens historie har islam været militær-magt og politisk magt, - men kirkens historie i Nordafrika kan også være til inspiration.
For islam har også i mange århundreder lukket sig selv inde i forbud mod nytolkning, forbud mod kritik - og strenge straffe for frafald, apostasi..
Nu er der i Europa for første gang rigtig mange muslimer, der lever i reel religionsfrihed. Selv om vi ser tilflugt til egen kulturel og religiøs identitet, så er der her det, som muslimske lærde i århundreder har frygtet mest: Åndelig frihed. Forskansningen i ghettoer er ikke absolut. Uddannelsen og politisk debat ikke begrænset af muslimsk totalitet.
Ikke engang i den muslimske verden lykkes det at lukke af. Tyrkiets forsøg på at underlægge netadgangen censur vil ikke kunne lykkes.
Lige nu er der muligheden for at lade muslimer opleve andre åndelige muligheder end islams lukkede doktriner.
Det er den åndelige styrke, som Morten Kvist skriver om her.
Se det som alle tiders mulighed!

Vis verden hvad i står for, og på hvem i tror på - Jesus Kristus...

Vi kender Jesu lignelse om at bygge på sand eller fast grund. Luther sagde at kirkens tradition ikke er fast grund. Skriften alene er klippegrunden for kristi kirke på jorden.
Så kom oplysningstiden, hvor man i videnskabens navn satte spørgsmålstegn ved Skriftens historiske overleveringer. Ja det endte med, at man i videnskabens navn satte spørgsmålstegn ved overleveringerne om Jesus. Angrebene på kirkens grundlag: skriften kulminerede i Rudolf Bultmann forkastelse af skriftens historiske autoritet i videnskabens navn.
Eftersom Gud og hver mand ved at kristendommens omdrejningspunkt er en historisk person, så er kristendommen i dag frit svævende uden sin klippegrund i folks omdømme.
Men kirken kan ikke hænge i den fri luft ret længe, før den falder til jorden med et brag og splintres i sekteriske fraktioner.

B.K. skrev:

Er det ikke lidt underligt at bruge en lignelse hvor det forslås at bygge på klippegrund, man får et solidt hus, men dør af sult, intet kan jo gro eller leve der, man kunne næsten få den opfattelse at den gode jesusmand sagde.

" Smut mens tid er."

Det er som om kirken, hvad navn den så har, sætter lighedstegn mellem religion og kultur.
Dermed er allerede skabt et uløseligt problem. Spørgsmålet i dag er, om kristendommen som religion skal finde sin rolle som respekteret i samfundet. Det lader sig ikke gøre. Vi har i flere år levet i et multikulturelt samfund med mange religioner, som alle vil afspejles i kulturen med den respekt, som de hver især påberåber sig.
Jeg har før skrevet om forholdet mellem åndelighed og religion.
Det åndelige er det individuelle forhold til det, man bygger sit spirituelle håb på. Religion er, når dette sættes i system i organisationer, som gerne vil hævde deres respekt i højere grad end de tilsvarende andre organisationer i det multikulturelle.
Dette er en evig krig, som kun bliver værre af, at der gives køb på det åndelige til fordel for at opnå "regeringsmagten" som mest styrende religion i kulturen.
Og det er for sent. Altså hvis man ser på det gennem politisk/religiøse briller.
Flere og flere hviler i deres egen åndelige forholden sig til tilværelsens krav .
Og religionerne bliver mere og mere krigsmaskiner, der kæmper om herredømmet og den generelle respekt i en kultur, som man helst ser problem"ren" styret af ens egen livssyn.
Hvorfor skulle kristendommen have sin respekt tilbage? Og hvordan skulle den få det? Det vi kalder kultur har ingen fortjeneste i, at en bestemt religion kan pynte sig mere end en anden.
Faktisk er det lynende ligegyldigt. Det vigtige er ikke religionen. Det vigtige er at mennesker OGSÅ forholder sig åndeligt til deres eksistens.
Vi har over de sidste par generationer udviklet en folkekarakter, som mest er præget af narcissisme og forbrug. Det har med en kristen vending været dansen om gulvkalven.
Er det denne udvikling kristendommen nu ser sit svigt i og vil rette op på?
Hvis det er det, sp er det som sagt for sent. For udbudet på de åndelige hylder har i samme tid øget voldsomt.
Opgaven er i højere grad at satse på fredelig sameksistens. Og det gøres ikke ved at gøre grænserne mellem de forskellige måder at tænke på stærkere. Det gøres ved hvad man kunne kalde åndeligt tværfagligt samarbejde.

det er næsten til at brække sig over at høre en præst kalde kristendom for en mysteriekult, for mysticisme hører falske religioner, som budhisme, hinduisme og lignende til.
den ene sande Gud (Bibelens Gud) har aldrig kaldt nogen til at dyrke det mystiske, Han skabte os i sit billede, med ånd sjæl og legeme. Han har altså givet os den hellige sunde fornuft, som Bibelen (Guds ord) hele vejen taler til. Paulus overbeviste ikke sine tilhørere igennem brug af mystik, men ved at argumentere ud fra Guds ord. Han beviste ud fra skrifterne, at Jesus er Kristus. Det samme i Esajas 1,18: når der her i den danske oversættelse står lad os gå i rette med hinanden, er grundtekstens betydning "lad os resonere sammen (lad os tale fornuftigt sammen) Den, der læser Bibelen, som værende Guds ord vil finde en klar linje igennem det hele, og se at der er logik og fornuftig sammenhæng i det hele. Gud er ikke mystiker - Han er overnaturlig, men han ønsker at vi skal tro Ham, fordi det er logisk og sandt det Han siger.

Der har aldrig været en fælles europæisk enhedskultur. Tænk på 1500-tallets religionskrige mellem katolikker og protestanter. Den store forskel mellem middelalderlige bystater og nationalstater, mellem Paven og Kejseren.

Den tidl. ærkebiskop (1981-2005) af Paris, Jean Marie Lustiger, skriver i “L'Europe à venir” 2010, (Fremtidens Europa), at “europæerne er nødt til at opfinde en ny måde at leve deres enhed i mangfoldighed på ved at genfinde den åndelige evne til åbenhed og forståelse, som den kristne tro har givet dem, og som deres histories tragedier ikke har kunnet kvæle og som overlever i de verdslige drømme om frihed, lighed og broderskab”.

“Vi skal mobilisere alle ressourcer mht. fornuft, tro, respekt og tilgivelse for ikke at lade det “fælles europæiske hus” blive forandret til Helsingør Slot”.

Med “Helsingør Slot/Kronborg” hentyder Lustiger til Shakespeares Hamlet, magtens tragedie.

http://en.wikipedia.org/wiki/Jean-Marie_Lustiger

Valgmeninghedspræst Morten Kvist rejser spørgsmålet: "Hvorfra skal (kirkens præster og andre troende) få den autoritet, som er i stand til at overbevise andre mennesker?"

Præsten giver samtidig selv et svar der lyder:

"Den(autoritet)fås kun ved, at præster og andre lader troen forme deres liv - altså Jesu tro, ikke deres egen – og lægger øret til kilderne igen."

Det er jo rigtigt, når der tages i betragtning at den "guddommelige autoritet", det er talsmanden Helligånden, som Jesus lovede sine tros-efterfølgere skulle komme og være talsmand i den enkelte troendes liv, når han forlod dem.

Lad os da prøve at lægge øret til, hvad Jesus sagde til sine første disciple, der lød:

"Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være I jer...
Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham."(Joh.14:15-17; 21)

Ingen tvivl om, at dersom kirken, præstene og enhver troende har ladet sin tro "forme sit liv" ud fra ovenstående ord givet af Jesus Kristus, da ville frygt og uvished for fremtiden ikke plage et sådan menneskebarn. Hvorfor? fordi den troende igen kan lægge øre til hvad Jesus har sagt og regne med det han siger og som lyder:

"Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke som verden giver. Jeres hjerte forfærdes ikke og være ikke modløst!
I hørte, at jeg sagde til jer: 'Jeg går bort, og jeg kommer til jer igen.' Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen.
Og nu har jeg sagt jer det, før det sker, for at I skal tro, når det er sket." (Joh.14:27-29)

Men sandheden er jo også som valgmenighedspræst her i artiklen skriver:
"Kirken får kun sin autoritet tilbage, hvis præster og andre lader troen forme deres liv - altså Jesu tro, ikke deres egen - og lægger øre til kilderne igen".

- Bemærk samtidig disse alvorlige og tankevækkende ord som Jesus også har sagt.

"Men når menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?"

Frode Laursen

Stausholm skrev:



@Stausholm
Dersom du havde læst hvad Jesus siger inden han bringer lignelsen, ville du kunne forstå den dybe mening med den. Her citatet fra Luk.6:46-49, hvor Jesus siger:

"Men hvorfor kalder I mig 'Herre, Herre!' når I ikke gør, hvad jeg siger?
Enhver, der kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem - hven han ligner, skal jeg vise jer.

Han ligner en mand, der ville bygge et hus og gravede i dybden og lagde grundvolden på klippegrund; da der så kom oversvømmelse, og vandstrømmen styrtede mod det hus, kunne den ikke rokke det; thi det var bygget godt.

Men den, som hører og ikke handler efter det(Jesus har sagt), han ligner en mand, der byggede et hus lige på jorden uden at lægge grundvold; og vandstrømmen styrtede imod det, og straks faldt det sammen, og dette hus' sammenbrud blev stort."

Denne lignelse fortalt af Jesus står i tæt relation til det som Valgmeninghedspræst Morten Kvist her i sin artikel berører - nemlig, at "det kristne pulsslag kan stadig høres".

Men hvorfor og af hvilken grund? Jo, netop fordi der i et frafalden og vantro folk dog stadig findes mænd og kvinder, som tror på hvad Jesus her siger og ønsker at handle efter det.
Derfor er der håb for os og vort folk, men samtidg sandt som Morten Kvist så alvorligt skriver, at "Kirken får kun sin autoritet tilbage, hvis præster og andre lader troen forme deres liv - altså Jesu tro, ikke deres egen - og lægger øret til kilderne igen".

- Land, land, land, hør Herrens ord !