Det forekommer mig at der netop i muslimske miljøer er rigtig mange både dommere og bødler!
Vi har set det mange gange - f.eks. æresdrab - og sidst her i forbindelse med valget: brugen af vold ligger lige under overfladen, og det går ikke kun ud over valgplakater. Forståelsen af "frihed for Loke såvel som for Thor" er for mig at se ikke eksisterende i islam.
Det fremhæves jo netop at disse "diskrete" muslimer ikke tør (?) træde frem.
Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Flere muslimer bruger islam til selvudvikling til din ven.
Flere muslimer bruger islam til selvudvikling
En del muslimer vælger, fravælger og kombinerer lige så lystigt deres trospraksis som deres ikke-muslimske naboer i Danmark, skriver religionsforsker Birgitte Schepelern Johansen.
- Colourbox.com
Læs også
Emneord for denne artikel
Ny forskning viser, at mange vestlige storby-muslimer blander elementer fra islam med individuelle former, skriver religionsforsker Birgitte Schepelern Johansen
Et tilbagevendende træk i mange beskrivelser af religion i moderne samfund er, at religion er blevet et individuelt anliggende: At vi vælger, fravælger og kombinerer religiøse forestillinger og praksisser efter forgodtbefindende og som det nu passer i vores liv.
Religionsfrihed og religionsmangfoldighed går hånd i hånd
Denne udvikling er sket i takt med, at de religiøse institutioner har mistet autoritet som overordnet referenceramme for folks liv. Og den anden vej rundt: det, at der eksisterer flere valgmuligheder, bidrager til at stille spørgsmålstegn ved kravet om at være den ultimative sandhed, som ligger i mange religioner – ikke mindst de monoteistiske af slagsen.
Hvad sker der med praktiseringen af islam i mødet med sådan en kontekst? Ny forskning peger på, at en del muslimer i Danmark vælger, fravælger og kombinerer lige så lystigt, som deres ikke-muslimske naboer.
Du kan tro hvad du vil, så længe det ikke bryder loven eller forstyrrer den offentlige orden. Dette er den grundlæggende tanke i mange vestlige samfunds indstilling til religion, der ofte også er indskrevet i den lovgivning, der regulerer forholdet mellem staten og dens borgere.
Annonce
Et samfund, der bekræfter religionsfrihed som en væsentlig frihedsrettighed, er samtidig et samfund, der potentielt har åbnet døren for mange forskellige måder at være religiøs på.
Man kan være religiøs på en sådan måde, at det regulerer store dele af ens liv. Man kan være religiøs ’til lejligheden,’ ved særlige højtider, i krisesituationer eller når det er socialt påkrævet.
Religionsfrihed og religionsmangfoldighed går hånd i hånd
Denne udvikling er sket i takt med, at de religiøse institutioner har mistet autoritet som overordnet referenceramme for folks liv. Og den anden vej rundt: det, at der eksisterer flere valgmuligheder, bidrager til at stille spørgsmålstegn ved kravet om at være den ultimative sandhed, som ligger i mange religioner – ikke mindst de monoteistiske af slagsen.
Hvad sker der med praktiseringen af islam i mødet med sådan en kontekst? Ny forskning peger på, at en del muslimer i Danmark vælger, fravælger og kombinerer lige så lystigt, som deres ikke-muslimske naboer.
Du kan tro hvad du vil, så længe det ikke bryder loven eller forstyrrer den offentlige orden. Dette er den grundlæggende tanke i mange vestlige samfunds indstilling til religion, der ofte også er indskrevet i den lovgivning, der regulerer forholdet mellem staten og dens borgere.
Man kan være religiøs på en sådan måde, at det regulerer store dele af ens liv. Man kan være religiøs ’til lejligheden,’ ved særlige højtider, i krisesituationer eller når det er socialt påkrævet.
Man kan helt frasige sig religion som et aktivt standpunkt eller simpelthen bare være ligeglad. Denne udvikling begrædes af nogle som udtryk for tab af tradition og sammenhæng, mens den af andre ses som et udtryk for et positivt fremskridt.
Under alle omstændigheder synes religionsfrihed og religionsmangfoldighed at betinge og forstærke hinanden.
Islamiske dogmer kombineres med personlig udvikling
Hvad betyder det for muslimer at skulle leve inden for disse rammer? Ikke sjældent besvares dette spørgsmål som følger: at det medfører konflikt, fordi islam grundlæggende har et problem både med den religiøse frihed og pluralisme (fordi islam er den universelle sandhed) og den privatiserede religion (fordi islam indebærer en samfundsform, ikke kun personlig tro).
Idéen om islams uforenelighed med det moderne demokrati, ikke mindst fordi demokratiet insisterer på personlige frihedsrettigheder, er en af de mest sejlivede fortællinger i vestlig politik.
Denne udlægning er ganske givet rigtig i nogle situationer. Der er muslimer, der opfatter vestlige frihedsidealer som problematiske og som en trussel mod islams sandhed.
Der er muslimer, der reagerer mod de mange valgmuligheder ved at søge at fastholde og forstærke deres religiøse traditioner. Og hvad enten denne opfattelse af religion skyldes pres og udgrænsning fra majoritetssamfundet, eller at islam er uforeneligt med demokrati, så skaber det nogle gange sammenstød og konflikter – dermed også synlighed.
Men der er også muslimer, hvis forhold til religion ikke tager form af en opposition eller konflikt, og som hverken er særligt religiøst aktive, organiserede eller højtråbende.
Et aktuelt forskningsprojekt på Københavns Universitet udført af ph.d studerende Nadia Jeldtoft har fokus på netop disse muslimer, der ellers har haft en tendens til at være usynlige både for forskere og for medierne.
Projektet, der handler om religiøsitet blandt ikke-organiserede muslimer i storbymiljøer i Danmark og Tyskland peger på, at en del muslimer lever på en måde, der mest af alt ligner det, man kender fra studier af religiøsitet og spiritualitet blandt andre, ikke-muslimske europæere.
Disse muslimer fortæller om en religiøsitet, der ikke er knyttet op på dogmer og streng overholdelse af bestemte regler eller praksisser, men som snarere har fokus på den enkeltes behov og muligheder.
Religion bliver dermed noget, man forholder sig til, som det nu kan lade sig praktisk gøre i forhold til ens øvrige liv. Nogle gange kan det fylde meget, andre gange lidt, men i alle tilfælde er det religiøse oftest et indre personligt anliggende.
Nogle muslimer blander uproblematisk elementer fra islam med praksisser som meditation og healing, hvorved nye individuelle former opstår. Og måske vigtigst så betragter mange religion som noget, der støtter ens egen personlige udvikling.
Man beder snarere, fordi det gør én gladere, mere rolig eller mere effektiv til sit arbejde, end fordi det står i Koranen, eller fordi man skal underkaste sig Guds vilje.
Den væsentligste målestok for værdien af en handling bliver, at man selv får noget ud af det. Om man så vil tage dette som udtryk for en velkommen frigørelse fra religiøse dogmer eller som en indtræden i modernitetens effektive trædemølle, vil jeg lade op til den enkelte at vurdere.
Birgitte Schepelern er religionsforsker på Københavs Universitet
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
Trådet overblik | Fladt overblik
Læs artiklen bag debatten her: Flere muslimer bruger islam til selvudvikling
grosboel skrev:
Det er en af de mest latterlige kommentar jeg har læst til at sætte muslimer og islam i dårlig lys. Demokrati, valg, frihed er også en del af islam.
Kan dig og din type ikke finde bedre argumenter efterhånden. Man kan sikkert finde mange folk fra de andre trosretning som gør det samme, som du beskylder muslimer for.
Det forekommer mig at der netop i muslimske miljøer er rigtig mange både dommere og bødler!
Vi...
Vi...
Det er en af de mest latterlige kommentar jeg har læst til at sætte muslimer og islam i dårlig lys. Demokrati, valg, frihed er også en del af islam.
Kan dig og din type ikke finde bedre argumenter efterhånden. Man kan sikkert finde mange folk fra de andre trosretning som gør det samme, som du beskylder muslimer for.
Læs artiklen bag debatten her: Flere muslimer bruger islam til selvudvikling
MTZ. skrev:
Kan dig og din type ikke finde bedre "argumenter" efterhånden. Din "tybe" kunne sagtens stille den sætning i omvendt karakter. Islam betyder underkastelse på arabisk.
En muslim er altså en person, som totalt underkaster sig Allahs vilje og lov,som den er åbenbaret for muslimernes profet Muhammed. Ifølge islam er alle ting i universet, både narturlove, himmelrummet og jordens levende væsener underlagt Allahs vilje. Mennesker er forpligtede på at leve efter hans lov(se sura 30:30), men da Allah også har givet mennesket fri vilje, bliver ingen af ham tvunget til at leve som muslim. Det er der islam også giver et "valg" om du vil være muslim eller ej(følgerne kommer så bagefter) eller om du vil vælge et frit liv, baseret på Demokratiet, valg og frihed. Muslimer hævder, at total underkastelse under Allahs vilje uundgåeligt vil resultere i et perfekt samfund. At være muslim er nemlig ikke et individualistisk projekt, men en fælles kamp for at etablere Allahs vilje på jorden i form af den universelle og overnationale islamiske umma(de troendes fællesskab i islam) Alle muslimske troende, uandset hvor i verden de bor, er en del af denne umma. Det er altså muligt for muslimer at leve, så de realiserer det gode i verden, og det er også deres pligt som Allahs slaver eller tjenere.
http://www.abnsat.com/abnnew/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=vi...
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/014-loyalty-to-non-muslim-governmen...
http://www.thereligionofpeace.com/Pages/Myths-of-Islam.htm#democracy
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/021-democracy.htm
http://www.politicalislam.com/blog/islam-and-democracy/
Islam og demokrati.
Spørgsmålet om, hvorvidt islam og demokrati overhovedet er forenelige størrelser, er ofte fremme i debatten. Kan der nogensinde findes en demokratisk form for islam, eller er islam en ideologi, der står i direkte modsætning til alle vestlige, demokratiske værdier og livanskuelser?
For muslimer vil det altid suverænt være Allah, der fastsætter loven(sura 5:44), og menneskene er forpligtede til at håndhæve hans lov. I demokratiet er det derimod mennesket, der både lovgiver og håndhæver loven ud fra sine egne ideer og politiske præferencer. Et demokrati amderkender flertallets vilje, mens en islamisk stat kun anderkender Allahs vilje, som den er åbenbaret i koranen og hadith. Suveræniteten, magten og autoriteten i den islamiske stat tilhørder hverken regenten eller folket, men udelukkende Allah. I demokratiet er der to parter individet/folket på den ene side regeringen og den anden. I Islam er der tre parter: individet/folket og regeringen på den ene side og Allah på den anden. Der kan kun være én suveræn part i islam, og det er Allah. Derfor vil der aldrig kunne indføres demokrati i den form, vi kender det i Vesten, i et islamisk samfund. Islam er og bliver et teokrati, hvor Allah Styrer suverænt. Alligevel er der elementer af demokrati i islam. I tanken om kalifatet, som er den oprindelige styrefrom i islam, der begyndte med de retledte kaliffer umiddelbart efter Muhammeds Død, der er flere ting, der kan minde om demokrati: Folkets valg af kaliffen, folkets ret, og pligt til at afsætte en kalif, der ikke regerer i overenstemmelese med islam, og ikke mindst begreberne shura(samråd) og idjma (konsensus)(se sura 3:159;42:38). Liberale muslimer mener , at sura begrebet indbefatter en form for repræsentativt demokrati, hvor man vælger et råd, som så skal vælge og rådgive kaliffen. Mere radikale, traditionalistiske muslimer mener, at shura udelukkende betyder rådgivning af kaliffen, som derudover ubetinget skal adlydes, så længe han regerer i overenstemmelse med sharialoven. Shura er altså ikke nødvendigvis demokratisk funderet, og idjma har gennem det meste af islams historie været begrænset til de retslærde, mens folkelig konsensus har betydet mindre. Mange moderne muslimer hævder, at demokratiets idealer også er den oprindelige islam idealer, og grunden til, at så mange muslimske lande ikke er demokratiske, er historisk, politisk, kulturel eller økonomisk, men ikke nødvendigvis religiøs. undertrykkelse i islamiske lande skyldes ikke islam, hævder de, men hovedsageligt en række korrupte regimer, som sidder for fast i sadlen. De mener, at shuraprinsippet netop er kilden til demokratisk etik i islam. Mange vestlige samfundsforskere er dog meget lidt sikre på, at kalifat, shura og demokrati, når det kommer til stykket, har ret meget med hinanden at gøre. Islams overherredømme er universelt (nonterritorialt), transcendentalt, udeleligt og absolut. Allah er den suveræne lovergiver, og kaliffen skal håndhæve denne lov, også selv om den går imod demokratiske principper. Al magt er et tillidshverv fra Allah, og selv om regenten er valgt af folket, er hans primære ansvar atid overfor Allah.
Islam i Vesten er på jagt efter sin nye identitet, siger man. Der er efterhånden kommet mange muslimr til Europa, og deres forskellige holdninger på somme måde som et politisk system de har kulturelle baggrunde der til at præge mødet med den europæiske mainstreamkultur og kristendommen. De muslimer, der lever i Vesten, kan (meget) groft inddeles i fire grupper.
1.Traditionalisterne. som ser Koranen, sunna (Muahmmads sædvane) og sharialoven som helt fundamentale. Denne gruppe ønsker og tillader ingen udvikling eller fornyelse af islam overhovedet. De udøver streng, traditional religiøs praksis og engagerer sig hverken politisk, kulturelt eller socialt i de nye samfund, de nu lever i.
2.Islamisterne, som ønsker at etablere en rent islamisk stat og på længere sigt genoprette kalfatet i den form, det havde under de første kaliffer( fx gruppen Hizb ut Tahrir). De engagerer sig politisk for at opnå mest mulig magt og autoritet, men yderligere engagement i samfundet anses for forrræderi mod islam.
3.Reformisterne, som lægger vægt på fornuften i (ny) fortolkning af koranen og hadith, som de mener skal kunne anvendes overalt i verden og til alle tider. De engagerer sig aktivt i deres nye samfunds sociale, økonomiske og politiske udvikling.
4.Sekulær liberalisterne, som er strækt influeret af vestlig tankegang og støtter indførelse af sekulære sociale og politiske organisationer. De ønsker en fuldstændig tilpasning til det samfund, de lever i, og engagerer sig på alle områder i den nyre kultur. Dette afspejles blandt andet i deres påklædning, som oftes er vestlig. De anser ikke koranen og sunnaen for autoritativ for deres levemåde og har heller ikke samme reliøse praksis.
Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.
Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.
Mange moderne, reformvenlige muslimer mener faktisk, at det er muligt for muslimer at fastholde koranen profetiske lære og samtidig se den europæiske virkelighed i øjnene. De mener, at islam er en verdensreligion, der kan efterleves i enhver kultur, også i et moderne demokratisk samfund(naivt). Koranen kan ikke påtvinges ét enkelt kulturelt perspektiv, hævder de, men kan udmærket tolkes ind i alle de eksisterende kulturer, hvor islam efterhåden er repræsenteret. Soheib Bencheikh, doktor i religions videnskab og Marseilles tidligere stormufti mener oven i købet, at islam bedst kan genvinde sin oprindelige status, når den er minoritær, fordi den da ofte går fra at være statsligt anliggende til at være et personligt valg.
Mohammed Talbi, islamisk historiker, mener endog, at den islamiske tradition bliver blandt unge muslimer, fordi man i den grad er bange for at rokke ved religionen. Nye tider stiller nye sprøgsmål- også til religionen. De nutidige forhold kræver en ny og kritisk fortolkning, mener han. Og en sådan kritisk nytolkning kan sagtens ske i koranens ånd, fordi dens tekst har en etisk bærekraft, som gør den værdifuld i alle mellemmenneskelige forhold i et moderne samfund. Muslimer gør både islam sig mere skade end gavn, hævder han, ved ukritisk at overføre klassisk, traditionelle islamfortolkninger til en nutidig europæisk kultur uden at tage hensyn til tiders og sæders skiften. Euroislam betyder ikke, at man skal gå på kompromis med islamiske principper eller tilpasse islam til vestlige værdier, men at man tolker islams kilder ind i den europæiske virkelighed, man nu engang lever i. Euroislam praktiseres af unge anden og trediegenerations muslimer, der er født i vesteuropæiske lande. Mange af disse unge muslimer er gået fra den kulturbunde islamtolkning, som ikke længere er relevant for dem, fordi de lever så fjernt fra den kultur, deres forældere eller bedsteforældere voksede op i. De har i stedet antaget en tolkning af islam, der stemmer overens med deres nye levevilkår i et moderne sekulært Europa. Disse unge er ofte kritiske over for forældergenerationers livsstil og udforder islams traditioner for at finde frem til en mere autentisk form for islam. For dem er islam også i grad et valg, end det var for deres forældere, der oftest var underlagt et massivt socialt pres for at antage islam. Og for dermed forhåbtlig vil de unge muslimer vende sig væk fra islam og konverter til kristendommen.
Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.
1 Johannesbrev 5,13
Stillet sprøgsmål og svar herunder om islam.Engelsk.
http://www.gotquestions.org/Muslim-questions.html
http://www.jesusormuhammad.org/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=...
Nu hvor jeg skriver under etik.dk vil jeg gerne snakke lidt om kristen etik.
Kristen etik er en slags indre norm, en moralsk standard eller praksis for menneskers liv. Den er ikke resultat af lovgivning, som vi kender fra det GT, men et resultat af kærlighed og taknemlighed til Gud, som frelste alle mennesker ved at ofre sin søn (Ef 2,8-10)
Kærligheden kan kaldes en form for meta-etik,dvs, den hovedregel, der ligger bag al kristen etik. Næstekærlighedsbudet kræver af, at vi sætter ramme om menneskets liv, som tilgodeser både lige værdighed. Som krisen har man pligt til at hjælpe dem, der har brug for hjælp (se fx lignelsen om den barmhjertige samariander i (Luk 10,25-37) Et kristen samfund bør altid tilgodese de svageste, for i dem møder mennesker selveste Kristus; Alt, hvad i har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har i gjort mod mig; siger han (Matt 25,40 se også Luk 9,48) Kristendommen sætter fokus på det enkelte menneskes værdi, som det har i kraft af, at det er skabt i Guds billede. Alle mennesker har derfor samme værdi uanset deres sociale status (Gal 3,28)
Det mest radikale uddtryk for kristen etik findes i kravet om, at man skal elske selv sinde fjender (Luk 6,27-28). Jesus' lighedstegn mellem den syndige handling og tanken om den syndige handling er lige så radikal (jf Bjergprædikenen, Matt5-7). Mange kritiserer derfor den etik for at være umulig at efterleve i praksis, men selv et uopnådeligt mål indikerer, hvilken retning man skal gå. Den kristen etik er primært en sindelagsetik, hvor det afgørende er intentionen bag enhver handling. Intet menneske kan frasige sig arvesynden, som gør det prinsipielt umuligt at blive fuldkommen. Hvad der betyder noget for en kristen, er ønsket om at leve efter Guds vilje og ihærdigt forsøg på at opfylde dette. Det er pocessen, der er vigtig her, ikke resultatet. Kærlighed er lovens opfyldelse, siger paulus(Gal 5,14; Rom 13,8), og kærlihed er altid en proces, der er i gang mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og Gud. Selv Moselovens 613 bud, som Gud i sin tid gav mennesket som en livsvejledning, munder også ud i ét bud, det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud og elsk hinanden!
Mv Martin
Demokrati, valg, frihed er også en del af islam.
Kan dig og din type ikke finde bedre "argumenter" efterhånden. Din "tybe" kunne sagtens stille den sætning i omvendt karakter. Islam betyder underkastelse på arabisk.
En muslim er altså en person, som totalt underkaster sig Allahs vilje og lov,som den er åbenbaret for muslimernes profet Muhammed. Ifølge islam er alle ting i universet, både narturlove, himmelrummet og jordens levende væsener underlagt Allahs vilje. Mennesker er forpligtede på at leve efter hans lov(se sura 30:30), men da Allah også har givet mennesket fri vilje, bliver ingen af ham tvunget til at leve som muslim. Det er der islam også giver et "valg" om du vil være muslim eller ej(følgerne kommer så bagefter) eller om du vil vælge et frit liv, baseret på Demokratiet, valg og frihed. Muslimer hævder, at total underkastelse under Allahs vilje uundgåeligt vil resultere i et perfekt samfund. At være muslim er nemlig ikke et individualistisk projekt, men en fælles kamp for at etablere Allahs vilje på jorden i form af den universelle og overnationale islamiske umma(de troendes fællesskab i islam) Alle muslimske troende, uandset hvor i verden de bor, er en del af denne umma. Det er altså muligt for muslimer at leve, så de realiserer det gode i verden, og det er også deres pligt som Allahs slaver eller tjenere.
http://www.abnsat.com/abnnew/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=vi...
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/014-loyalty-to-non-muslim-governmen...
http://www.thereligionofpeace.com/Pages/Myths-of-Islam.htm#democracy
http://www.thereligionofpeace.com/Quran/021-democracy.htm
http://www.politicalislam.com/blog/islam-and-democracy/
Islam og demokrati.
Spørgsmålet om, hvorvidt islam og demokrati overhovedet er forenelige størrelser, er ofte fremme i debatten. Kan der nogensinde findes en demokratisk form for islam, eller er islam en ideologi, der står i direkte modsætning til alle vestlige, demokratiske værdier og livanskuelser?
For muslimer vil det altid suverænt være Allah, der fastsætter loven(sura 5:44), og menneskene er forpligtede til at håndhæve hans lov. I demokratiet er det derimod mennesket, der både lovgiver og håndhæver loven ud fra sine egne ideer og politiske præferencer. Et demokrati amderkender flertallets vilje, mens en islamisk stat kun anderkender Allahs vilje, som den er åbenbaret i koranen og hadith. Suveræniteten, magten og autoriteten i den islamiske stat tilhørder hverken regenten eller folket, men udelukkende Allah. I demokratiet er der to parter individet/folket på den ene side regeringen og den anden. I Islam er der tre parter: individet/folket og regeringen på den ene side og Allah på den anden. Der kan kun være én suveræn part i islam, og det er Allah. Derfor vil der aldrig kunne indføres demokrati i den form, vi kender det i Vesten, i et islamisk samfund. Islam er og bliver et teokrati, hvor Allah Styrer suverænt. Alligevel er der elementer af demokrati i islam. I tanken om kalifatet, som er den oprindelige styrefrom i islam, der begyndte med de retledte kaliffer umiddelbart efter Muhammeds Død, der er flere ting, der kan minde om demokrati: Folkets valg af kaliffen, folkets ret, og pligt til at afsætte en kalif, der ikke regerer i overenstemmelese med islam, og ikke mindst begreberne shura(samråd) og idjma (konsensus)(se sura 3:159;42:38). Liberale muslimer mener , at sura begrebet indbefatter en form for repræsentativt demokrati, hvor man vælger et råd, som så skal vælge og rådgive kaliffen. Mere radikale, traditionalistiske muslimer mener, at shura udelukkende betyder rådgivning af kaliffen, som derudover ubetinget skal adlydes, så længe han regerer i overenstemmelse med sharialoven. Shura er altså ikke nødvendigvis demokratisk funderet, og idjma har gennem det meste af islams historie været begrænset til de retslærde, mens folkelig konsensus har betydet mindre. Mange moderne muslimer hævder, at demokratiets idealer også er den oprindelige islam idealer, og grunden til, at så mange muslimske lande ikke er demokratiske, er historisk, politisk, kulturel eller økonomisk, men ikke nødvendigvis religiøs. undertrykkelse i islamiske lande skyldes ikke islam, hævder de, men hovedsageligt en række korrupte regimer, som sidder for fast i sadlen. De mener, at shuraprinsippet netop er kilden til demokratisk etik i islam. Mange vestlige samfundsforskere er dog meget lidt sikre på, at kalifat, shura og demokrati, når det kommer til stykket, har ret meget med hinanden at gøre. Islams overherredømme er universelt (nonterritorialt), transcendentalt, udeleligt og absolut. Allah er den suveræne lovergiver, og kaliffen skal håndhæve denne lov, også selv om den går imod demokratiske principper. Al magt er et tillidshverv fra Allah, og selv om regenten er valgt af folket, er hans primære ansvar atid overfor Allah.
Islam i Vesten er på jagt efter sin nye identitet, siger man. Der er efterhånden kommet mange muslimr til Europa, og deres forskellige holdninger på somme måde som et politisk system de har kulturelle baggrunde der til at præge mødet med den europæiske mainstreamkultur og kristendommen. De muslimer, der lever i Vesten, kan (meget) groft inddeles i fire grupper.
1.Traditionalisterne. som ser Koranen, sunna (Muahmmads sædvane) og sharialoven som helt fundamentale. Denne gruppe ønsker og tillader ingen udvikling eller fornyelse af islam overhovedet. De udøver streng, traditional religiøs praksis og engagerer sig hverken politisk, kulturelt eller socialt i de nye samfund, de nu lever i.
2.Islamisterne, som ønsker at etablere en rent islamisk stat og på længere sigt genoprette kalfatet i den form, det havde under de første kaliffer( fx gruppen Hizb ut Tahrir). De engagerer sig politisk for at opnå mest mulig magt og autoritet, men yderligere engagement i samfundet anses for forrræderi mod islam.
3.Reformisterne, som lægger vægt på fornuften i (ny) fortolkning af koranen og hadith, som de mener skal kunne anvendes overalt i verden og til alle tider. De engagerer sig aktivt i deres nye samfunds sociale, økonomiske og politiske udvikling.
4.Sekulær liberalisterne, som er strækt influeret af vestlig tankegang og støtter indførelse af sekulære sociale og politiske organisationer. De ønsker en fuldstændig tilpasning til det samfund, de lever i, og engagerer sig på alle områder i den nyre kultur. Dette afspejles blandt andet i deres påklædning, som oftes er vestlig. De anser ikke koranen og sunnaen for autoritativ for deres levemåde og har heller ikke samme reliøse praksis.
Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.
Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.
Mange moderne, reformvenlige muslimer mener faktisk, at det er muligt for muslimer at fastholde koranen profetiske lære og samtidig se den europæiske virkelighed i øjnene. De mener, at islam er en verdensreligion, der kan efterleves i enhver kultur, også i et moderne demokratisk samfund(naivt). Koranen kan ikke påtvinges ét enkelt kulturelt perspektiv, hævder de, men kan udmærket tolkes ind i alle de eksisterende kulturer, hvor islam efterhåden er repræsenteret. Soheib Bencheikh, doktor i religions videnskab og Marseilles tidligere stormufti mener oven i købet, at islam bedst kan genvinde sin oprindelige status, når den er minoritær, fordi den da ofte går fra at være statsligt anliggende til at være et personligt valg.
Mohammed Talbi, islamisk historiker, mener endog, at den islamiske tradition bliver blandt unge muslimer, fordi man i den grad er bange for at rokke ved religionen. Nye tider stiller nye sprøgsmål- også til religionen. De nutidige forhold kræver en ny og kritisk fortolkning, mener han. Og en sådan kritisk nytolkning kan sagtens ske i koranens ånd, fordi dens tekst har en etisk bærekraft, som gør den værdifuld i alle mellemmenneskelige forhold i et moderne samfund. Muslimer gør både islam sig mere skade end gavn, hævder han, ved ukritisk at overføre klassisk, traditionelle islamfortolkninger til en nutidig europæisk kultur uden at tage hensyn til tiders og sæders skiften. Euroislam betyder ikke, at man skal gå på kompromis med islamiske principper eller tilpasse islam til vestlige værdier, men at man tolker islams kilder ind i den europæiske virkelighed, man nu engang lever i. Euroislam praktiseres af unge anden og trediegenerations muslimer, der er født i vesteuropæiske lande. Mange af disse unge muslimer er gået fra den kulturbunde islamtolkning, som ikke længere er relevant for dem, fordi de lever så fjernt fra den kultur, deres forældere eller bedsteforældere voksede op i. De har i stedet antaget en tolkning af islam, der stemmer overens med deres nye levevilkår i et moderne sekulært Europa. Disse unge er ofte kritiske over for forældergenerationers livsstil og udforder islams traditioner for at finde frem til en mere autentisk form for islam. For dem er islam også i grad et valg, end det var for deres forældere, der oftest var underlagt et massivt socialt pres for at antage islam. Og for dermed forhåbtlig vil de unge muslimer vende sig væk fra islam og konverter til kristendommen.
Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.
1 Johannesbrev 5,13
Stillet sprøgsmål og svar herunder om islam.Engelsk.
http://www.gotquestions.org/Muslim-questions.html
http://www.jesusormuhammad.org/index.php?option=com_hwdvideoshare&task=...
Nu hvor jeg skriver under etik.dk vil jeg gerne snakke lidt om kristen etik.
Kristen etik er en slags indre norm, en moralsk standard eller praksis for menneskers liv. Den er ikke resultat af lovgivning, som vi kender fra det GT, men et resultat af kærlighed og taknemlighed til Gud, som frelste alle mennesker ved at ofre sin søn (Ef 2,8-10)
Kærligheden kan kaldes en form for meta-etik,dvs, den hovedregel, der ligger bag al kristen etik. Næstekærlighedsbudet kræver af, at vi sætter ramme om menneskets liv, som tilgodeser både lige værdighed. Som krisen har man pligt til at hjælpe dem, der har brug for hjælp (se fx lignelsen om den barmhjertige samariander i (Luk 10,25-37) Et kristen samfund bør altid tilgodese de svageste, for i dem møder mennesker selveste Kristus; Alt, hvad i har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har i gjort mod mig; siger han (Matt 25,40 se også Luk 9,48) Kristendommen sætter fokus på det enkelte menneskes værdi, som det har i kraft af, at det er skabt i Guds billede. Alle mennesker har derfor samme værdi uanset deres sociale status (Gal 3,28)
Det mest radikale uddtryk for kristen etik findes i kravet om, at man skal elske selv sinde fjender (Luk 6,27-28). Jesus' lighedstegn mellem den syndige handling og tanken om den syndige handling er lige så radikal (jf Bjergprædikenen, Matt5-7). Mange kritiserer derfor den etik for at være umulig at efterleve i praksis, men selv et uopnådeligt mål indikerer, hvilken retning man skal gå. Den kristen etik er primært en sindelagsetik, hvor det afgørende er intentionen bag enhver handling. Intet menneske kan frasige sig arvesynden, som gør det prinsipielt umuligt at blive fuldkommen. Hvad der betyder noget for en kristen, er ønsket om at leve efter Guds vilje og ihærdigt forsøg på at opfylde dette. Det er pocessen, der er vigtig her, ikke resultatet. Kærlighed er lovens opfyldelse, siger paulus(Gal 5,14; Rom 13,8), og kærlihed er altid en proces, der er i gang mellem mennesker indbyrdes og mellem mennesker og Gud. Selv Moselovens 613 bud, som Gud i sin tid gav mennesket som en livsvejledning, munder også ud i ét bud, det dobbelte kærlighedsbud: Elsk Gud og elsk hinanden!
Mv Martin
Mennesker bruger religioner til selvudvikling
Christian Budde, publiceret d.02/09 09:54 (for 9 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Flere muslimer bruger islam til selvudvikling
Der er visse ting, der er basale i en religion, og som man skal tro på, for at man kan sige, at man er tilhænger af denne religion. Et par eksempler:
Kristendom: En af de mest fundamentale ting i kristendommen er troen på Jesu opstandelse fra de døde. Hvis du ikke tror på opstandelsen, kan du ikke kalde dig kristen. Det kan godt være, at du tror på næstekærlighed og mange andre gode ting fra evangelierne, men fravælger nogen ting, som du synes er for utrolige, eller som du bare ikke synes om. Dette gør dig ikke til kristen. Du kan godt være et kærligt og godt menneske for det, men ikke et kristent menneske.
Islam: En af de mest basale ting i islam er dets navn. Islam = underkastelse. Hvis du ikke underkaster dig, er du ikke muslim. Du kan vælge en masse gode ting ud fra Koranen - og fravælge dem, du ikke synes om. Det gør dig ikke til muslim. For at være muslim skal du underkaste dig. Det siger intet om, om du er et godt eller dårligt menneske, kun om du er muslim eller ej.
Mange moderne mennesker vælger og vrager blandt religionernes filosofiske indhold til at udvikle sig selv og laver herved deres egne hjemmestrikkede "religioner". De sætter dermed fokus på sig selv, og dette er i stærk modsætning til en religiøs gudetro, hvor fokus netop er væk fra egoet og hen mod guden og almenheden / næsten.
Kristendom: En af de mest fundamentale ting i kristendommen er troen på Jesu opstandelse fra de døde. Hvis du ikke tror på opstandelsen, kan du ikke kalde dig kristen. Det kan godt være, at du tror på næstekærlighed og mange andre gode ting fra evangelierne, men fravælger nogen ting, som du synes er for utrolige, eller som du bare ikke synes om. Dette gør dig ikke til kristen. Du kan godt være et kærligt og godt menneske for det, men ikke et kristent menneske.
Islam: En af de mest basale ting i islam er dets navn. Islam = underkastelse. Hvis du ikke underkaster dig, er du ikke muslim. Du kan vælge en masse gode ting ud fra Koranen - og fravælge dem, du ikke synes om. Det gør dig ikke til muslim. For at være muslim skal du underkaste dig. Det siger intet om, om du er et godt eller dårligt menneske, kun om du er muslim eller ej.
Mange moderne mennesker vælger og vrager blandt religionernes filosofiske indhold til at udvikle sig selv og laver herved deres egne hjemmestrikkede "religioner". De sætter dermed fokus på sig selv, og dette er i stærk modsætning til en religiøs gudetro, hvor fokus netop er væk fra egoet og hen mod guden og almenheden / næsten.
Læs artiklen bag debatten her: Flere muslimer bruger islam til selvudvikling
Christian Budde skrev:
Kunne ikke give dig mere ret i dette. At kalde sig kristen er at tro og opnå den frelse som Jesus siger selv, at den, som tror på ham, har evigt liv(Joh 3,16). Heraf kan man udlede, at frelsen frem for alt ligger i troen. Gode gerninger er ikke nok til at sikre sig evigt liv i Guds rige, men hvem som helst, der bekender Kristus som Herre, har allerede sikret sig det. Frelsen er nemlig i kristendommen en gave fra Gud.(Ef 2,8-9). Paulus kalder evangeliet for "Guds kraft til frelse til enhver, som tror" (Rom 1,16) Det betyder dog ikke, at man blot kan sige, at man tror, og derefter gøre, hvad der passer én(Matt 7,21f). Hvis man tror helt og fuldt på Kristi frelsegerning, gør denne tro den troende til et helt nyt menneske, som ud fra Jesus' eksempel vil prøve at leve, som han gjorde(se Ef 2,10). Inspireret af troen på Kristus vil en kristen af sig selv gøre gerninger, der er Kristus værdig. Jakobsbrevet siger tydeligt, at troen uden gerninger er død, dvs. ufrugtbar: en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.(Jak 2,17-26). Kristne gør gode gerninger, fordi de elsker Gud og er taknemmelige for, hvad han har gjort for dem- ikke fordi de frygter, hvad han vil gøre mod dem efter døden og ved dommedag.
Moseloven i det Gamle Testamente havde gang på gang vist sig at være ude af stand til at gøre mennesker retfærdige over for Gud. Det Gamle Testamente er fyldt med fortællinger om, hvordan mennesker overtræder Loven. Loven afslører mennesket som en synder, hver gang den bliver overtrådt. Derfor vælger Gud selv at træde ind i historien ved sin søn, Jesus Kristus, for at frelse mennesker: Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævlens gerninger:(1 Joh 3,8). Paulus udtrykker det således: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barneskår:(Gal 4,4-5; se også Ef 1,4-5). Den treenige Gud lader Jesus inkarnere i verden for at gøre det, som Loven ikke kunne, nemlig:frelse det fortabte:(Luk 19,10). Det har altid været Guds hensigt, at vi skal være hos ham som hans børn. Gud kan ikke være i syndens nærhed, fordi han er fuldkommen hellig, derfor må synden, som mennesket har båret med sig siden Adam og Evas syndefald i Paradiset, fjernes fra mennesket. Jesus kommer altså for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Han kommer for at gøre det muligt for mennesker igen at være i den hellige Guds nærhed: Kristus er enden på loven: siger Paulus(Rom 10,4; se også 7,1-4) og begyndelsen på nådens virke i mennesker. Kristus ånd åbner mennesker for kærligheden, og loven skrives nu i deres hjerter, så den på en måde bliver en del af dem selv og ikke længere en lov, der blot står på nogle sider i en bog. Jesus ophæver ikke loven, han opfylder den derimod én gang for alle med sit offer på korset. I Lukasevangeliet kommer forsoningstanken bl.a. til udtryk ved, at engang, rives itu i et øjeblik, Jesus dør på korset(Luk 23,45). Ved Jesus´ død åbnes adgangen billedlig talt til det allerhelligste, hvor Gud selv er til stede, så mennesker kan få adgang til ham.
Vh Martin
Dette gør dig ikke til kristen
Kunne ikke give dig mere ret i dette. At kalde sig kristen er at tro og opnå den frelse som Jesus siger selv, at den, som tror på ham, har evigt liv(Joh 3,16). Heraf kan man udlede, at frelsen frem for alt ligger i troen. Gode gerninger er ikke nok til at sikre sig evigt liv i Guds rige, men hvem som helst, der bekender Kristus som Herre, har allerede sikret sig det. Frelsen er nemlig i kristendommen en gave fra Gud.(Ef 2,8-9). Paulus kalder evangeliet for "Guds kraft til frelse til enhver, som tror" (Rom 1,16) Det betyder dog ikke, at man blot kan sige, at man tror, og derefter gøre, hvad der passer én(Matt 7,21f). Hvis man tror helt og fuldt på Kristi frelsegerning, gør denne tro den troende til et helt nyt menneske, som ud fra Jesus' eksempel vil prøve at leve, som han gjorde(se Ef 2,10). Inspireret af troen på Kristus vil en kristen af sig selv gøre gerninger, der er Kristus værdig. Jakobsbrevet siger tydeligt, at troen uden gerninger er død, dvs. ufrugtbar: en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt.(Jak 2,17-26). Kristne gør gode gerninger, fordi de elsker Gud og er taknemmelige for, hvad han har gjort for dem- ikke fordi de frygter, hvad han vil gøre mod dem efter døden og ved dommedag.
Moseloven i det Gamle Testamente havde gang på gang vist sig at være ude af stand til at gøre mennesker retfærdige over for Gud. Det Gamle Testamente er fyldt med fortællinger om, hvordan mennesker overtræder Loven. Loven afslører mennesket som en synder, hver gang den bliver overtrådt. Derfor vælger Gud selv at træde ind i historien ved sin søn, Jesus Kristus, for at frelse mennesker: Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævlens gerninger:(1 Joh 3,8). Paulus udtrykker det således: Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barneskår:(Gal 4,4-5; se også Ef 1,4-5). Den treenige Gud lader Jesus inkarnere i verden for at gøre det, som Loven ikke kunne, nemlig:frelse det fortabte:(Luk 19,10). Det har altid været Guds hensigt, at vi skal være hos ham som hans børn. Gud kan ikke være i syndens nærhed, fordi han er fuldkommen hellig, derfor må synden, som mennesket har båret med sig siden Adam og Evas syndefald i Paradiset, fjernes fra mennesket. Jesus kommer altså for at genoprette forholdet mellem Gud og mennesker. Han kommer for at gøre det muligt for mennesker igen at være i den hellige Guds nærhed: Kristus er enden på loven: siger Paulus(Rom 10,4; se også 7,1-4) og begyndelsen på nådens virke i mennesker. Kristus ånd åbner mennesker for kærligheden, og loven skrives nu i deres hjerter, så den på en måde bliver en del af dem selv og ikke længere en lov, der blot står på nogle sider i en bog. Jesus ophæver ikke loven, han opfylder den derimod én gang for alle med sit offer på korset. I Lukasevangeliet kommer forsoningstanken bl.a. til udtryk ved, at engang, rives itu i et øjeblik, Jesus dør på korset(Luk 23,45). Ved Jesus´ død åbnes adgangen billedlig talt til det allerhelligste, hvor Gud selv er til stede, så mennesker kan få adgang til ham.
Vh Martin
flexblock
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
