Martin skrev:
Når det kommer til ting, kristne korrekt tilgang emnet på udkig efter stærke beviser, men accepterer, at nogle sager kan være uden for vores nuværende forståelse. Faktisk har mange troende videnskabsmænd været på forkant med den videnskabelige virksomhed og teste beviser ved hjælp af grundige metoder og teknikker. De nye ateister tror, at empirisk videnskab er den eneste vej til at forstå virkeligheden. Men det er forkert, fordi selve begrebet "scientism" (den opfattelse, at videnskaben er den eneste måde at få viden) er ikke i sig selv underlagt nogen videnskabeligt eksperiment, og i sidste ende destillerer til en tro. Tro, langt fra at være en "irrationel tro i mangel af beviser," er en beslutning om at regne som sande noget, der ikke er synlig. Scientism er et metafysisk koncept. Således nye ateister kræver tro af en eller anden, selv om det ikke er på Gud. Scientism er selv-gendrive, og bør derfor ikke blive troet. Scientism kan opsummeres som den overbevisning, at "empirisk videnskab er den eneste måde at være sikker på noget." Selvfølgelig kan vi vel så spørge, "Hvad var det videnskabelige eksperiment, fastslået, at empirisk videnskab er den eneste måde at være sikker om noget? "
Der er ingen der siger, at den videnskabelige metode der er den
eneste måde at forstå verden på. Det er dog imidlertid den som har fungeret suverænt bedst og har vist sig at være suverænt mest troværdig og holdbar. Den har givet os svar på så ufatteligt mange ting som vi ikke anede en dyt om for bare få hundrede år siden (det var i øvrigt dengang den religiøse inkvisition sikrede ufattelige lidelser, tortur og levende afbrænding til dem der tillod sig at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden i det kristne verdenssyn og komme med videnskabelige alternativer).
Du kan ganske enkelt ikke sammenligne ateisters såkaldte ”tro” på videnskab med din egen tro på Gud, det er meningsløst. Det er en klassisk anskuelse fra religiøse, at de de andre også har en tro, troen på videnskab, men det er en fejlagtig konstatering.
Ateister betragter videnskaben som en effektiv og troværdig metode til at finde ud af, hvordan verden er skruet sammen, men er samtidig fuldstændigt åbne over for, at videnskaben kan tage fejl, og at videnskaben ikke ved alt. Det inkluderer Guds eksistens – her kan videnskaben tage fejl og det kan være noget som videnskaben endnu ikke ved.
Du kan ikke snakke om at ”tro” på videnskab – videnskaben har forklaringer, som man kan betragte som mere eller mindre sandsynlige – og når der kommer en ny og bedre forklaring, så kaster man den gamle bort.
Troende derimod, er fastlåste i forestillingen om, at der må findes en Gud, og at deres respektive hellige skrifter indeholder en eller anden form for sandhed. Var det ikke tilfældet, var både Biblens troværdighed og troen på Gud blevet bortkastet og glemt for mange år siden. Men troen og skrifterne bliver der holdt stædigt fast i, til trods for det åbenlyse fravær af beviser for deres sandfærdighed.
Og det adskiller just tro fra videnskab – er man parat til at bortkaste ens gamle verdenssyn og de gamle forklaringer, så snart nogle nye og åbenlyst bedre indfinder sig?
Det kan da godt være at der findes sandheder om dette univers, som videnskaben aldrig kan opdage. Men én ting er helt sikkert; du kan heller ikke finde disse svar i diverse gamle religiøse skrifter.
Jeg har set rigelige beviser for at Jorden kredser om solen, til at jeg uden at blinke kan sige ”det mener jeg helt bestemt må være rigtigt”. Strengt taget er det selvfølgelig kun en ”teori” baseret på menneskeskabte videnskabelige metoder. Men hvor i Biblen er det lige at vi får nogle rigtigt gode beviser for, at Jorden er i centrum at Universet?
Martin skrev:
En ironisk træk ved den nye ateisme er sin stærke tro på underlegenhed ved at have tro. De nye ateister fejlagtigt omdefinere "tro" som en "irrationel tro i mangel af beviser." Denne forvanskning af arten af tro er absurd, for tro er ikke primært en stærk tro på noget, men snarere grund af kristne tro er at tro på nogen gud. A.W. Tozer sagde: "Tro hviler på Guds karakter, ikke på demonstration af laboratoriet eller logik." Når man har tro på karakter af en person, f.eks en mor eller en fly pilot, man ikke længere behøver at være skeptisk eller kræver stærke beviser med hensyn til eventuelle tjeneste, han eller hun gør.
I så fald burde troende være bedøvende ligeglade med ateisters religionskritik, eftersom ateisternes argumentation ud fra videnskabelige spilleregler ville være ligegyldig for de troende.
Men det er jo ikke tilfældigt at en mand som William Lane Craig insisterer på at argumentere for Guds eksistens ud fra videnskabelige koncepter og teorier, som f.eks. den famøse fintuning. Den dag der eventuelt opdages et bevis for Guds eksistens ville troende jo ikke være ligeglade og sige ”vores tro handler ikke om beviser eller videnskabelige forsøg, så dette bevis er underordnet for vores tro” - næh der ville blive et ramaskrig blandt religiøse verden over.
Martin skrev:
Men man spørger sig selv hvorfor, hvis de virkelig tror, at Gud ikke eksisterer, de tilbringer deres liv at forsøge at modbevise hans eksistens. Har en mand tilbringe et helt liv at forsøge at modbevise eksistensen af enhjørninger eller alfer? Selvfølgelig ikke, fordi han ved, de ikke eksisterer, og ville ikke genere.
De fleste ateister bruger ikke hele deres liv på at modbevise Guds eksistens. De, vi, argumenterer ud fra det faktum, at der simpelthen ikke findes beviser for Guds eksistens. Ateister er åbne over for, at der muligvis en dag vil findes et bevis for Guds eksistens, men opfatter det dog samtidigt for overordentligt usandsynligt at dette vil ske.
Og hvorfor så kritisere og argumentere i mod religion og troen på Gud, når folk med tro på alfer og enhjørninger går fri, spørger du?
Fordi folk som tror på enhjørninger og alfer almindeligvis ikke bruger deres tro som grundlag for at indoktrinere deres børn med et forvrænget verdensbillede og en skræmmende forestilling om at man kommer lige lukt i helvede hvis ikke man gør hvad Gud har sagt.
De påstår ikke at deres tro giver dem moralske og etiske kvaliteter, som ateister umuligt kan have – og at ateister derfor er en flok umoralske, hykleriske og overfladiske banditter som ville stjæle og voldtage som det passede dem, hvis ikke det var fordi retssamfundet forhindrede dem i det.
De bruger ikke deres tro til at fordømme andres livssyn, moralske, sociale og kulturelle holdninger. De bruger ikke deres tro som grundlag for at misbillige homoseksualitet, sex udenfor ægteskab og hvad der ellers gives dødsstraf for i det gamle testamente.
De modarbejder ikke brugen af kondomer til trods for, at det forsager yderligere udbredelse af HIV – og gør det ikke fordi der et sted i en bog de har læst, står noget som kan tolkes som at Gud er i mod prævention.
De bruger ikke deres tro som et regelsæt som skal følges, og som udløser tortur og dødsstraf til de mennesker som ikke retter sig efter Guds ord.
De bruger ikke deres tro som argumentation mod videnskabelige opdagelser og teorier, de påstår ikke at verden blev skabt af en enhjørning for 6000 år siden eller at alfer umuligt kan være udviklede gennem ”tilfældig” evolution og derfor nødvendigvis må være intelligent designede, og de forsøger ikke på at belære deres børn om disse dybt fejlagtige antagelser og de beskytter ikke deres børn mod hvad den etablerede videnskab har at sige.
Og man kunne blive ved. Det er bestemt ikke alle religiøse som antager nogen af de ovenstående holdninger, men der er nok der gør det, til at det gør religion til et stort problem. Mennesker der tror på alfer og enhjørninger har bare ikke den slags holdninger eller tendenser.
Religion bliver ganske enkelt brugt så agressivt og negativt verden over, at det er fuldstændigt rimeligt at påpege hvor, irrationel, uvidenskabelig og ulogisk troen på Gud er, og fuldstændigt rimeligt at forlange en eller anden form for beviser eller rimelig argumentation for, hvorfor det er fornuftigt at tro på Gud,
Det er fuldstændigt rimeligt at kritisere de mennesker, som forsøger at påberåbe sig nogen som helst rettigheder på baggrund af deres tro på en fantasiskabning ved navn Gud.