Efterhånden blev vi så hudløse. En dag, da jeg gik på gaden, greb jeg mig selv i lettet at tænke, at ingen heldigvis kunne se, at jeg var gift med en muslimsk mand. Det føltes som dyb illoyalitet over for min mand, men jeg var mentalt udmattet.

Gradvist gjorde vi os stærkere, vi vænnede os til spørgsmålene og til et trist tilbageslag for integrationen. Det værste var det politiske anslag mod det frie samfund, som vi elskede.

Vores samfund er blevet mindre frit
I stedet for at anse angrebet på USA som en terrorhandling udført af en gruppe fanatikere, gjorde Præsident Bush det til et angreb på hele den vestlige verdens demokratier og værdier, derved skabte han den "dem og os" situation, som Osama Bin Laden ønskede sig.

Da Bush, Blair og Anders Fogh Rasmussen koblede angrebet i New York sammen med Irak, og en krig var nært forestående, på trods af at ikke en eneste iraker havde deltaget i angrebet den 11. september, kom jeg med mit politiske ståsted i krise.

Internt i partiet forsøgte jeg at mane til besindighed. Det lykkedes ikke. Så kastede jeg mig over et udadvendt anti-krigsarbejde, hvilket gjorde min situation hos De Konservative utålelig.

Da KU’erne på flere møder uhindret fik lov til at råbe ’terroristsympatisør’ og 'landsforræder' efter mig, forlod jeg i en iskold atmosfære det politiske arbejde.

Jeg var ulykkelig, fordi jeg ikke havde formået at formidle min overbevisning om, at krigen var forkert, og jeg var frygtelig bange for dens konsekvenser, ikke blot på vores irakiske families vegne, men fordi jeg vidste, at den krig ville blive uendelig, grufuld og ond, og også få en enorm negativ indflydelse på USA’s og dermed Vestens økonomi.

Den 20. marts 2003 havde Bush, Blair og Anders Fogh skabt et politisk scenarie, som muliggjorde invasionen, og krigen var en realitet. Forløbet kender vi alle.

Jeg tror ikke, at angrebet på USA den 11. september og følgerne deraf endnu er færdiganalyseret, jeg tror ikke, at vi endnu har set alle konsekvenserne af selve angrebet og den efterfølgende politiske håndtering fra vores ledere.

Vores samfund er blevet mindre frit, meget mere overvåget, vi bruger årligt milliarder på kampen mod terror, og der er gravet dybere grøfter mellem Vesten og Mellemøsten.

Kampen mod terror bør naturligvis have meget høj prioritet, efterretningstjenesterne har gjort en stor indsats og forhindret angreb, men har vi i Vesten til fulde forstået, at flertallet af ofrene for terroren, på trods af angrebene i USA, London, Madrid og Bali, ikke faldt her?

Vi slap en tiger løs på det irakiske folk, som allerede var helt i knæ på grund af Saddam Husseins styre og FN-sanktionerne. Al Quada kunne uhæmmet i årevis udøve sin terror i Irak, resultatet er millioner af dræbte irakere, både som resultat af krigshandlingerne og terroren.

Hvis krigen havde nogen berettigelse overhovedet, så forsvandt den sidste rest den dag, vi så billederne fra Abu Ghraib. Den dag stod de værdier, som vi har baseret vores demokratiske samfund på, lige så nøgne tilbage, som de ydmygede fanger, der kravlede hætteklædte rundt på gulvet; holdt i snor af en grinende, rundhovedet amerikansk kvinde.

Der er ofre både i Vesten og i Mellemøsten
Der går en lige linie fra den 11. september over Abu Ghraib til terrorangrebet på Utøya-øen i Norge den 22. juli i år. Hvis den linie skal brydes, kræver det en indsats af os alle sammen, en indsats hvor vi inkluderer i stedet for at ekskludere, hvor vi siger tydeligt stop til de politiske ledere, som falder for fristelsen og trækker 'frygtkortet' i debatten om vores samfundsindretning, og hvor vi forstår og respekterer, at ofrene for terror ikke alene faldt i vores gader, men i høj grad også i Mellemøsten.

Den 11. september bør vores tanker gå til alle de familier, som sidder og mindes foran tomme stole, hvad enten de befinder sig på Manhattan, i Norge eller i Bagdad.

Lone Skov Al Awssi er debattør og panelist på religion.dk