På en helt almindelig lørdag, den 10. september 2011, med skyfrit vejr afholdte Muslimer i Dialog i al stilhed et dialogmøde med overskriften "Din stemme - din indflydelse" i samarbejde med Nydansk Ungdomsråd i Medborgerhuset ved Nørre Allé.

Der var inviteret religiøse personer, folketingspolitikere og gadeplansarbejdere som talere til arrangementet. Mens enkelte islamiske ekstremister uddelte handouts med budskabet om, at demokrati og det at stemme er ’haraam’ (forbudt) udenfor, var der inde i medborgerhuset et livlig arrangement i gang som startede med en ung islamisk lærd, Waseem Hussein, der argumenteret ud fra Koranen og islamisk historie om, at det at bevidne og aktiv deltage i samfundet er en muslimsk pligt.

Det var befriende at høre ham et efter et nedbryde de argumenter, som Hizb ut Tahrir og andre ekstremistiske foreninger bruger med deres koranvers. ’Lovgivningen tilhører Allah’ var en af dem. For det første sagde Waseem Hussain, at disse ord er oversat forkert, og de betyder faktisk at ’skæbnen tilhører Allah’.

En anden pointe er, at selv hvis vi siger at ’lovgivningen tilhører Allah’ er korrekt oversat, så er spørgsmålet: Kommer Allah ned på jorden og lovgiver? Hvem skal fortolke budskabet, og hvordan? Hvordan forstår vi lovgivningen i dag i dagens Danmark? Disse spørgsmål bliver aldrig stillet.

Så har denne lille gruppe dogmatiske muslimer også en retorik, hvor alt bliver delt op i Halal (tilladt) og haraam (forbudt). Denne tankegang er begrænset og er imod Koranen, Profeten og de tidligere lærdes praksis. Hvad med alt det, som er mellem det tilladte og forbudte, som ønskværdige handlinger (mustahab), neutrale handlinger (mubah) og ubehagelige handlinger (makruh) med videre?

Som muslimer i Danmark lever vi i ’Dar ul aqd’ (pagtens område). Dette betyder blandt andet, at muslimer skal gøre det let for sig selv ved at finde løsninger, som kan forene deres tro med den pagt, som de har indgået med Danmark. Med pagt menes der ’aftalen’, de skrevne og uskrevne regler i form af love, forpligtelser, normer og så videre, som enhver i samfundet idealt set burde følge. 

Da en gruppe af de tidligere muslimer, som blev mishandlet af polyteisterne i Mekka, i Profetens tid tog til det område, som vi kender som Etiopien i dag med Ja’far Ibn Abu Talib i spidsen og søgte beskyttelse hos en kristen konge, var der ikke tale om at være modborger i det samfund. Det var omvendt. Som medborgere respekteret de landets love. De havde ytringsfrihed, religionsfrihed og fik beskyttelse. Krævede de sharia-lovgivning indført, praktiserede de civil ulydighed eller væltede de kongedømmet? Svaret er et stort nej.            
Koranen bruger et koncept der hedder ’Shura’ som kan oversættes som rådslagning. Det er et princip (ikke en system), som indeholder elementer som diskussion, dialog og medinddragelse. Koranen siger:

"Rådfør dig med dem om sagen! Når du så har taget en beslutning, skal du sætte din lid til Gud! Gud elsker de tillidsfulde." (3:159)

 Et andet sted siger Koranen det mere indirekte:

" ... der lytter til deres Herre og holder bøn; hvis sag kommer til rådslagning iblandt dem; der giver bort af det, som Vi forsørger dem med." (42:37-38)

Både den direkte og indirekte opfordring til rådføring gør, at de muslimske retslærde er enig i, at Shura er i det mindste ’ønskværdigt’ og i bedste fald ’obligatorisk’.   

Shura-begrebet sammen med principperne om adl (retfærdighed), amn (fredsommelighed), ideen om decentralisering og holde lederne ansvarlige, samt islams positive forhold til andre religioner gør, at der faktisk er nogle vigtige komponenter til et system, som ligner en demokratisk model, sådan som vi kender den i dag. Det er ikke meningen her at gøre rede for forholdet mellem islam og demokrati, men blot konstatere at de to ikke er af uforenelige størrelser - selvom der er nogle gnidningspunkter.      

Mange af de samfundsforpligtelser, som påligger en muslim, såsom oprettelse af fred, social retfærdighed og lighed, er allerede inkorporeret i den danske lovgivning. De to muslimske søjler, som står over de fem kendte søjler, nemlig retfærdighed og fred, er eksisterende langt hen af vejen.