Det kan vi lære af mediekonflikter om bryllupper i folkekirken

Bryllup uden grænser
Afvisningens psykologi udstiller gang på gang konflikter af teologisk art i folkekirken i medierne, ikke mindst når afvisningen kommer på tale i sager, der handler om køn, kærlighed og kristentro.

Nutidens journalister er børn af 1968-generationen, der vil bestemme selv og har gjort op med autoriteter, der siger nej eller vil gøre sig til moralsk dommer over, hvad der er rigtigt og forkert.

Derfor er det også en god historie, når biskopper fra flere stifter siger nej til bryllupper uden for kirkerummet. Her er der vel at mærke ikke tale om en traditionel teologisk afvisning. Når biskopperne siger nej, begrundes det gerne officielt med hensynet til præstens og organistens arbejdsforhold eller andre praktiske omstændigheder. Men bundlinjen i pressen er den samme: Folkekirken siger nej, og det er synd for dem, det går ud over.

Og så kaster journalisterne sig over historier om alternative bryllupper, om bryllupper i det fri, om præster fra frimenigheder, der gerne vil alt det, som biskoppen ikke vil have, om borgmestre, der tager på skovtur eller ud på et skib for at sikre brudeparret den unikke, uforglemmelige og helt enestående bryllupsoplevelse. Det nye er det interessante og det smarte, og så kan kirken næsten kun komme til at spille rollen som bagstræberisk, fodslæbende og koblet af.

I spørgsmålet om anderledes bryllupper bliver folkekirkens rummelighed tilført en ny dimension. Hidtil har spørgsmålet om rummelighed jo handlet om, at i kirken skulle der være plads til alle.

Nu kommer det i stedet til at handle om, at kirken helt bogstaveligt skal komme alle i møde, at kirkerummet skal flyttes ud i naturen, at kirken skal komme til folket, i stedet for at folk skal komme i kirke.

Kirken mister mange vielser
I 1974 blev 57,2 procent af alle vielser i Danmark gennemført i folkekirken. De nyeste tal fra Kirkeministeriet og Danmarks Statistik viser, at blot 35,4 procent af vielserne nu finder sted i kirkerummet.

Det er med andre ord kun få årtier siden, at kirkerummet var den naturlige og almindelige ramme omkring brylluppet i Danmark. Men den
situation er ikke bare ved at ændre sig. Den har, hvis man skal tro på
tallene, allerede ændret sig.

Denne udvikling sætter de to forskellige typer af medieslagsmål om folkekirken og bryllupper i relief. Den store bryllupsstrid fra Kolding viser tilbage til fortidens store skel inden for folkekirken mellem grundtvigianere og missionsfolk. Medievirakken om biskoppers nej til bryllupper uden for kirkerummet peger derimod frem mod fremtidens store udfordringer, som handler om folkekirken som sådan over for resten af samfundet.

Folkekirkens nye kampplads
I de kommende år kommer vi formentlig til at se mindre af det første og meget mere af det sidste, altså mindre fløjkamp, mere opbygning af en selvstændig folkekirkelig identitet.

For folkekirken er presset i en tid med globalisering, kritiske medier og myndige borgere, der i stigende grad vil bestemme helt selv. Det bliver stadig sværere overhovedet at argumentere for, at kirkerummet er relevant, at salmer giver mening, at ritualer, som ligger fast, skal omgærde livets allerstørste øjeblikke.

Kirkens folk vil med andre ord - uanset hvilken kirkelig forgrening eller fløj, de identificerer sig med - i flere og flere sager opleve, at de står i opposition til det øvrige samfund, at de skal sige nej til noget, som nogle andre gerne vil have.

Medierne vil forvente af en presset organisation, at den følger med tiden, tilpasser sig og siger ja til det meste. Kirkens udfordring vil være at finde ud af, hvad der er tilbage, når journalisterne har fået alt det, de vil have.

Morten Thomsen Højsgaard er ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet