“Som kristen skal man bruge sin fornuft”

VALG: Gud viser sig gennem almenmenneskelige, fornuftsbaserede og demokratiske statsindretninger, skriver teolog Ricardt Riis

Min religion tilsiger mig, at Gud kommer til udtryk i den politiske side af menneskelivet gennem den måde, mennesker bruger deres fornuft på.

Gud viser sig i de fornuftige løsninger
Det vil for det første sige, at Gud ikke viser sig gennem særlige åbenbaringer (torahen eller Koranen) eller gennem særlige kirkeordninger, men gennem almindelige, almenmenneskelige, fornuftsbaserede og derfor demokratiske statsindretninger.

Men det vil for det andet sige, at disse ordninger hele tiden trænger til finjusteringer, nogle steder måske endda til grovjusteringer, som vi må finde frem til gennem vores indbyrdes diskussion.

Det sted, hvor vor vestlige verdens ordninger især trænger til justeringer, er på det økonomiske område. Mærkeligt er det jo, at vi på så at sige alle andre områder har formået med vor videnskab og vore mange tænkere på diverse universiteter at afklare tingene så nogenlunde; selv det sprælske klima har vi fået ganske stor indsigt i. Men økonomien? Herre Jemini! Her lades næsten alt håb ude.

Og formentlig er årsagen til, at alt håb om forudsigelighed indenfor økonomien næsten er udslukket, den, at vi mennesker på netop det område har meget stærke interesser at varetage.

Økonomernes teorier er alt for stærkt påvirkede af politikernes forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre og hvad der ikke kan.

Det er forholdvis let at indse, at havde man haft en ejendomsskat, der steg med prisen på ejendomme, så ville der aldrig være opstået nogen boligboble, og så ville der heller aldrig have været en boligboble, der var bristet, og så ville der måske (måske – det er her, vi mangler den økonomiske ekspertise til at afklare tingene) heller aldrig være opstået en finanskrise.

Men det er lige så let at indse, at med den leflen for boligejerne, som næsten alle partier udviser, vil en sådan boligskat, som endda skal stige med den almindelige velstand, være umulig at gennemføre.

Man må derfor håbe, at borgerne vover at fortælle deres politikere, at de godt kan tåle at betale skat og også godt vil være villige til at skulle betale ejendomsskat, og at politikerne tilsvarende vover i det mindste at overveje den mulighed, om ikke en sådan kunne forhindre den næste krise i at opstå.

Hvad har nu det med Gud at gøre?

Temmelig meget. For den religion, der er den underliggende grund under vort samfund, kristendommen, siger netop, at på det politiske plan skal alt ordnes efter fornuften, ”giv kejseren, hvad kejserens er.”

Men den opfordrer os også til ikke kun at tænke på os selv og vore egne interesser. Den opfordrer os også til at se på helheden og ikke kæmpe for ”vores egen lille Hassan,” (udtryk fra Adam Oehlenschlägers "Aladdin." Betyder at stikke hovedet i busken, red.) 

Den opfordrer os også til, når vi står i stemmeboksen, så vidt muligt ikke at ”snyde på vægten,” så vi udgiver det for samfundsinteresser, som i virkeligheden er vor egen interesse.

Lad fornuften sejre
Fornuften fik i sin tid netop vor verdensdel til at opgive slaveriet, fordi enhver kan indse, at skal den gyldne regel gælde, at hvad vi vil, at andre skal gøre mod os, det skal vi gøre mod dem, så kan ingen være slave, for hvem vil ønske at være ejet af en anden? Det ønsker naturligvis ingen. Og derfor måtte vi lade dette ønske være basis for det, vi gør mod andre.

Sådan vil det være at håbe, at fornuften engang i fremtiden vil indse, at ingen kan eje den jord, som andre skal leve af og på, eller, at enhver har lige så stor ret til den jord, jeg beslaglægger, og at jeg derfor må holde alle de andre skadesløse, hvis jeg vil have min jord for mig og for mig alene.

Det kunne man for eksempel gøre gennem en form for boligskat, for det må kunne indses, at man godt kan indrette sig anderledes på boligområdet end gennem det lotteri, som enhver boligsøgende i dag deltager i, når han køber bolig.

Så er det sandt, at vi har en kirke, som er sat til at forkynde frimodighed og håb, også på alle andre områder end det økonomiske. Og det er også sandt, at denne kirkes ydre ramme er lagt i hænderne på folketinget.

Den ordning kunne man godt ønske sig ændret, så vi fik valgene til en kirkeforsamling adskilt fra valgene til folketinget. Men min religiøse overbevisning er, at dette er småting i sammenligning med det andet.

Ricardt Riis er tidligere sognepræst og panelist på religion.dk