Tidliger indlæg.

En muslim er altså en person, som totalt underkaster sig Allahs vilje og lov,som den er åbenbaret for muslimernes profet Muhammed. Ifølge islam er alle ting i universet, både narturlove, himmelrummet og jordens levende væsener underlagt Allahs vilje. Mennesker er forpligtede på at leve efter hans lov(se sura 30:30), men da Allah også har givet mennesket fri vilje, bliver ingen af ham tvunget til at leve som muslim. Det er der islam også giver et "valg" om du vil være muslim eller ej(følgerne kommer så bagefter) eller om du vil vælge et frit liv, baseret på Demokratiet, valg og frihed. Muslimer hævder, at total underkastelse under Allahs vilje uundgåeligt vil resultere i et perfekt samfund. At være muslim er nemlig ikke et individualistisk projekt, men en fælles kamp for at etablere Allahs vilje på jorden i form af den universelle og overnationale islamiske umma(de troendes fællesskab i islam) Alle muslimske troende, uandset hvor i verden de bor, er en del af denne umma. Det er altså muligt for muslimer at leve, så de realiserer det gode i verden, og det er også deres pligt som Allahs slaver eller tjenere.

Islam og demokrati.
Spørgsmålet om, hvorvidt islam og demokrati overhovedet er forenelige størrelser, er ofte fremme i debatten. Kan der nogensinde findes en demokratisk form for islam, eller er islam en ideologi, der står i direkte modsætning til alle vestlige, demokratiske værdier og livanskuelser?
For muslimer vil det altid suverænt være Allah, der fastsætter loven(sura 5:44), og menneskene er forpligtede til at håndhæve hans lov. I demokratiet er det derimod mennesket, der både lovgiver og håndhæver loven ud fra sine egne ideer og politiske præferencer. Et demokrati amderkender flertallets vilje, mens en islamisk stat kun anderkender Allahs vilje, som den er åbenbaret i koranen og hadith. Suveræniteten, magten og autoriteten i den islamiske stat tilhørder hverken regenten eller folket, men udelukkende Allah. I demokratiet er der to parter individet/folket på den ene side regeringen og den anden. I Islam er der tre parter: individet/folket og regeringen på den ene side og Allah på den anden. Der kan kun være én suveræn part i islam, og det er Allah. Derfor vil der aldrig kunne indføres demokrati i den form, vi kender det i Vesten, i et islamisk samfund. Islam er og bliver et teokrati, hvor Allah Styrer suverænt. Alligevel er der elementer af demokrati i islam. I tanken om kalifatet, som er den oprindelige styrefrom i islam, der begyndte med de retledte kaliffer umiddelbart efter Muhammeds Død, der er flere ting, der kan minde om demokrati: Folkets valg af kaliffen, folkets ret, og pligt til at afsætte en kalif, der ikke regerer i overenstemmelese med islam, og ikke mindst begreberne shura(samråd) og idjma (konsensus)(se sura 3:159;42:38). Liberale muslimer mener , at sura begrebet indbefatter en form for repræsentativt demokrati, hvor man vælger et råd, som så skal vælge og rådgive kaliffen. Mere radikale, traditionalistiske muslimer mener, at shura udelukkende betyder rådgivning af kaliffen, som derudover ubetinget skal adlydes, så længe han regerer i overenstemmelse med sharialoven. Shura er altså ikke nødvendigvis demokratisk funderet, og idjma har gennem det meste af islams historie været begrænset til de retslærde, mens folkelig konsensus har betydet mindre. Mange moderne muslimer hævder, at demokratiets idealer også er den oprindelige islam idealer, og grunden til, at så mange muslimske lande ikke er demokratiske, er historisk, politisk, kulturel eller økonomisk, men ikke nødvendigvis religiøs. undertrykkelse i islamiske lande skyldes ikke islam, hævder de, men hovedsageligt en række korrupte regimer, som sidder for fast i sadlen. De mener, at shuraprinsippet netop er kilden til demokratisk etik i islam. Mange vestlige samfundsforskere er dog meget lidt sikre på, at kalifat, shura og demokrati, når det kommer til stykket, har ret meget med hinanden at gøre. Islams overherredømme er universelt (nonterritorialt), transcendentalt, udeleligt og absolut. Allah er den suveræne lovergiver, og kaliffen skal håndhæve denne lov, også selv om den går imod demokratiske principper. Al magt er et tillidshverv fra Allah, og selv om regenten er valgt af folket, er hans primære ansvar atid overfor Allah.

Islam i Vesten er på jagt efter sin nye identitet, siger man. Der er efterhånden kommet mange muslimr til Europa, og deres forskellige holdninger på somme måde som et politisk system de har kulturelle baggrunde der til at præge mødet med den europæiske mainstreamkultur og kristendommen. De muslimer, der lever i Vesten, kan (meget) groft inddeles i fire grupper.

1.Traditionalisterne. som ser Koranen, sunna (Muahmmads sædvane) og sharialoven som helt fundamentale. Denne gruppe ønsker og tillader ingen udvikling eller fornyelse af islam overhovedet. De udøver streng, traditional religiøs praksis og engagerer sig hverken politisk, kulturelt eller socialt i de nye samfund, de nu lever i.

2.Islamisterne, som ønsker at etablere en rent islamisk stat og på længere sigt genoprette kalfatet i den form, det havde under de første kaliffer( fx gruppen Hizb ut Tahrir). De engagerer sig politisk for at opnå mest mulig magt og autoritet, men yderligere engagement i samfundet anses for forrræderi mod islam.

3.Reformisterne, som lægger vægt på fornuften i (ny) fortolkning af koranen og hadith, som de mener skal kunne anvendes overalt i verden og til alle tider. De engagerer sig aktivt i deres nye samfunds sociale, økonomiske og politiske udvikling.

4.Sekulær liberalisterne, som er strækt influeret af vestlig tankegang og støtter indførelse af sekulære sociale og politiske organisationer. De ønsker en fuldstændig tilpasning til det samfund, de lever i, og engagerer sig på alle områder i den nyre kultur. Dette afspejles blandt andet i deres påklædning, som oftes er vestlig. De anser ikke koranen og sunnaen for autoritativ for deres levemåde og har heller ikke samme reliøse praksis.

Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.

Man taler ofte om en ny, vestlig/europæisk form for islam, som går under betegnelsen euroislam. Der findes dog ikke nogen entydig deginition af dette begreb, som nok snarere må ses som en igangværende dynamisk proces end en fast størrelse. I denne proces sker der hele tiden en gensidig påvirkning og tilpasning mellem islam og Europa.
Mange moderne, reformvenlige muslimer mener faktisk, at det er muligt for muslimer at fastholde koranen profetiske lære og samtidig se den europæiske virkelighed i øjnene. De mener, at islam er en verdensreligion, der kan efterleves i enhver kultur, også i et moderne demokratisk samfund(naivt). Koranen kan ikke påtvinges ét enkelt kulturelt perspektiv, hævder de, men kan udmærket tolkes ind i alle de eksisterende kulturer, hvor islam efterhåden er repræsenteret. Soheib Bencheikh, doktor i religions videnskab og Marseilles tidligere stormufti mener oven i købet, at islam bedst kan genvinde sin oprindelige status, når den er minoritær, fordi den da ofte går fra at være statsligt anliggende til at være et personligt valg.
Mohammed Talbi, islamisk historiker, mener endog, at den islamiske tradition bliver blandt unge muslimer, fordi man i den grad er bange for at rokke ved religionen. Nye tider stiller nye sprøgsmål- også til religionen. De nutidige forhold kræver en ny og kritisk fortolkning, mener han. Og en sådan kritisk nytolkning kan sagtens ske i koranens ånd, fordi dens tekst har en etisk bærekraft, som gør den værdifuld i alle mellemmenneskelige forhold i et moderne samfund. Muslimer gør både islam sig mere skade end gavn, hævder han, ved ukritisk at overføre klassisk, traditionelle islamfortolkninger til en nutidig europæisk kultur uden at tage hensyn til tiders og sæders skiften. Euroislam betyder ikke, at man skal gå på kompromis med islamiske principper eller tilpasse islam til vestlige værdier, men at man tolker islams kilder ind i den europæiske virkelighed, man nu engang lever i. Euroislam praktiseres af unge anden og trediegenerations muslimer, der er født i vesteuropæiske lande. Mange af disse unge muslimer er gået fra den kulturbunde islamtolkning, som ikke længere er relevant for dem, fordi de lever så fjernt fra den kultur, deres forældere eller bedsteforældere voksede op i. De har i stedet antaget en tolkning af islam, der stemmer overens med deres nye levevilkår i et moderne sekulært Europa. Disse unge er ofte kritiske over for forældergenerationers livsstil og udforder islams traditioner for at finde frem til en mere autentisk form for islam. For dem er islam også i grad et valg, end det var for deres forældere, der oftest var underlagt et massivt socialt pres for at antage islam. Og for dermed forhåbtlig vil de unge muslimer vende sig væk fra islam og konverter til kristendommen.
http://www.wikiislam.net/wiki/Concerns_with_Islam:_Democracy_is_not_Compati...

Kristendommen og demokratiet.
De vestlige demokratier skylder kristendommen deres eksistens, fordi de kristne værdier har placeret indiviet i fokus, ikke staten. Kristendommens kerne er demokratisk i den forstand, at kristendommens centrum, forkyndelsen af evangeliet, ikke giver guddommelige direktiver for, hvordan et samfund eller en stat skal indrettes. Det vigtigste er den enkeltes forhold til Gud og afledt heraf hans/hendes forhold til sine medmennesker.(der er forskellen mellem kristendommen og islam stor, fordi islam har et sæt regler til sig selv og et sæt regler til ikke muslimer, der forsvinder medmenneskeligheden til hver person i islam fordi den andvender duelistisk etik, og er dermed anderledes med vestlig menneskerettigheder) Dette danner baggrunden for al kristen etik og dermed indirekte for de vestlige demokratiers menneskerettigheder. Ikke mindst protestantisk teologi har støttet etableringen af demokratiske samfund med religionsfrihed ud fra en henvisning til Luthers toregimentelære, der indbefatter respekt for den politiske magt, så længe den garanterer alle borgers lige ret. Ifølge Luthers lære om to regimenter har kirken ingen direkte myndighed over staten, men skal undervise øvrigheden i at være retfærdig og følge Guds ord. Staten skal til gængæld sørge for gode rammer for kirken og må ikke hindre evangeliets frie forkyndelse.
Jesus efterlog ikke nogen politisk lovgivning, men den gyldne regel(Matt 7,12)(Islam fornægter den gyldne regl og deler mennesker op.) Denne regel danner baggrund for kristnes måde at behandle hinanden på, hvad enten det dejer sig om handel, socialt samvær eller politik.

http://www.politicalislam.com/blog/ethics/
http://www.gotquestions.org/freedom-of-religion.html
http://www.gotquestions.org/Bible-government.html

Assalamoaleikom Søstre og Brødre i Islam:)
Meget godt indlæg Bror Martin.
Okay jeg er ret nysgerrig nu, har et spørgesmål er du egentlig muslim?:)