Det vigtigste at vide om romersk religion

Kult og ritual spillede en afgørende rolle i den romerske religion. Her kan du læse om den

Romersk religion er den religion, der eksisterede i det romerske rige fra cirka 754 f.Kr. til kristendommens triumf omkring 394 e.Kr.

Den romerske religion var en polyteistisk religion (en religion med mange guder, red.), og det var med et komplekst netværk af mange guddomme, romerne udøvede deres religiøse praksis.

Romersk religion var stærkt påvirket af elementer fra etruskisk og græsk, hellensk religion og kultur.

Store dele af den græske religion og kultur blev for eksempel løbende indoptaget eller lånt i det romerske religiøse kompleks, og flere lighedstræk med græske guder og helte er derfor at spore i romersk religion.

LÆS OGSÅ: De klassiske religioner: Nordiske guder på den flade jord

Der findes i dag kun sporadiske kilder til den tidlige romerske religion.

Kilderne er for størsteparten historiske optegnelser fra for eksempel Titus Livius, Plinius den Ældre eller historikeren og senatoren Tacitus.

Desuden findes forskellige poetiske fremstillinger som digteren Vergils 'Æneiden', der blandt andet fortæller om grundlæggelsen af Rom

Også i digteren Ovids 'Fasti' - om den romerske kalender - kan man finde forskellige beskrivelser af ritualer omkring den romerske gudsdyrkelse.

Roms grundlæggelse: Romulus og Remus
Der findes flere forskellige myter om grundlæggelsen af Rom. Den nok mest kendte er fortællingen om tvillingebrødrene Romulus og Remus.

Romulus og Remus var sønner en mandlig gud og prinsessen Rhea Silvia, en slægtning til den trojanske Aeneas.

Rheas onde onkel Amulius vil forhindre hende i at få arvinger til faderens trone, som han har kapret.

Med guddommelig hjælp lykkes det Rhea at gemme tvillingerne, som overlever ved at die hos en hunulv.

Senere dræber de Amulius og beslutter at bygge en by. Uoverensstemmelser om byens beliggenhed fører dog til at Romulus dræber Remus, og Rom bliver grundlagt.

LÆS OGSÅ: De klassiske religioner: Græske guder og helte

Guderne
Den romerske religion bestod først og fremmest af et væld af personlige – altså til den enkelte tilknyttede - guddomme.

Familieguder, husguder, agerbrugs- og arbejdsguder udgjorde således et væsentligt fundament i romernes hverdag.

Gennem nøje strukturerede rituelle ofringer, tilbedelse og renselse var den kultiske dyrkelse central, og det personlige gudsforhold var af største vigtighed.

Guderne var ikke at betragte som fjerne. De spillede en altid nærværende rolle i dagligdagen, og gennem ritualet sikredes den fredelige omgang med dem.

Forholdet til guderne var altså det centrale, der skulle passes, hvis man ønskede fred og gode leveomstændigheder - et såkaldt 'do ut des'-forhold (jeg giver, for at du skal give, red.), altså et noget-for-noget-forhold.

Man kan for overblikkets skyld i romersk religion skelne mellem to typer guddomme - de private og de offentlige guder.

Private guder
I den romerske husstand havde man som udgangspunkt en række husguder, 'penater', til hvem man gav små gaver i form af ofringer af mad, tøj osv. for at sikre husstandens overlevelse.

Familieguder, 'larer', var en form for skytsånder, der ligeledes beskyttede familien.

Desuden havde familiens mandlige overhoved tilknytning til en eller flere 'genius' – et personligt bindeled til forfædrene, der også symboliserede manddommen og maskuline aspekter.

De kvindelige modstykke til genius sås i tilbedelsen og kulten af gudinden 'Juno'.

Herudover tilbad man forskellige aspekter af de såkaldte 'Di Manes', som var en form for dødsånder, der havde forbindelse til afdøde familiemedlemmer.

Guden 'Janus' var også tilknyttet husstanden. Janus var portens eller dørens gud, og har symbolsk været et værn, som skulle holde ondskab og uvedkommende for døren.

Offentlige guder
Mens de private guder var særligt knyttet til hjemmet, familien og slægten, var de offentlige, statslige guder tilbedt i templer og havde ofte forskellige præsteskaber tilknyttet.

De offentlige guder var desuden, modsat de private, ofte navngivne og repræsenterede forskellige funktioner, der alle i en eller anden forstand hjalp til opretholdelse af samfundet.

De fleste af de 'store', offentlige guder blev desuden fejret ved festivaller, som organiseredes af den romerske ypperstepræst 'Pontifex Maximus'.

Her skal nævnes nogle af de vigtigste.

SATURN
Saturn eller Saturnus er en romersk urgud. Han er fader til flere af guderne, heriblandt Jupiter og Juno.

Han har været gud for velfærd og vækst og havde sit tempel ved Forum Romanum, hvor den statens skatkammer også var.

Han ses gerne som en romersk parallel til den græske urgud Kronos.

JUPITER
Jupiter er at betragte som den højeste af de romerske guder. Han er søn af urguden Saturn.

Sammen med hustruen og søsteren Juno tilbad romerne ham i et tempel på højen 'Capitol'.

Jupiter var blandt andet himmel- eller tordengud og kan dermed ses som en romersk udgave af græske Zeus.

De vejrguddommelige aspekter af Jupiter gjorde desuden, at han med regn hjalp agerbruget.

Samtidig tilbad romerne ham i forbindelse med krigsførelse, hvor han hjalp til sejr.

MARS
Mars er krigsgud, søn af Juno og blev tilbedt i de romerske legioner.

Desuden havde han tilknytning til landbruget, og blev tilbedt her som en agerbrugsgud, der beskyttede.

Mars kan oplagt sammenlignes med den græske krigsgud Ares.

I mange myter er Mars desuden fader til Roms grundlæggere Romulus og Remus.

Mars' festivalsmåned var i øvrigt ganske belejligt marts.

QUIRINUS
Quirinus udgjorde efter Jupiter og Mars de sidste blad i trekløveret, som var de højeste guder i romersk religion.

Der er ikke mange kilder, der beskriver hans funktioner, men hans navn er formodentlig beslægtet med ordet 'quirites', borger eller 'quiris', spyd, og han har sandsynligvis været tilknyttet arbejdslivet og den romerske borger.

JUNO
Gudinden Juno er datter til Saturn, Jupiters hustru og søster og moder til Mars.

Hun er beskytter af staten og samtidig gudinde for feminine aspekter og både genstand for privat og offentlig kult.

Sammen med Jupiter blev hun tilbedt i sit tempel på Capitol-højen.

VENUS
Venus er kærlighedsgudinde og gudinde for seksualitet. Hun er modstykke til den græske gudinde Afrodite.

Myter fortæller, hvordan hun fødes som fuldt udviklet kvinde af havet. Fortællingen er blandt andet motiv for maleren Sandro Botticellis berømte billede 'Nascita di Venere', 'Venus' fødsel',

Den romerske kejser, Julius Caesar skal desuden have proklameret at have været en slægtning af Venus.

CERES
Ceres er datter af Saturn. Hun er landbrugsgudinde og gud for jordbrug.

Ceres har spillet i væsentlig rolle i den romerske kult. Hun er en tredjedel af den Aventine Triade-kult, hvor hun sammen med guderne Liber og Libera dyrkedes ved Aventiner-højen i Rom.

NEPTUN
Neptun er søn af Saturn og gud for ferskvandet og havet.

Han kan sammenlignes med den græske gud Poseidon og kan kendes på sin trefork.

PLUTO
Pluto er søn af Saturn. Han er dødsgud og hersker i underverdenen, Hades, hvorfor han også kaldes Hades ligesom sin græske udgave.

JANUS
Janus er gud for begyndelser og slutninger. Han blev tilbedt både privat og offentligt.

Privat var han dørens gud, der beskyttede husstanden mod ubudne gæster, og offentligt benyttedes hans tempel ofte i krigstid.

Janus kan kendes på sine to ansigter, der vender hver sin retning.

DIANA
Diana er gudinde for jagten, månen og den vilde natur.

Kulten af Diana har været vidt udbredt både i og uden for Rom.

APOLLO
Apollo eller Apollon er genganger i romersk og græsk religion.

I begge religioner har han været tilbedt og haft alsidig tilknytning til poesi, musik, kunst, mirakler, helbredelse, bueskydning.

LÆS OGSÅ: De klassiske religioner: Den nordiske religion