I katolsk optik betragtes familien ikke bare som en livsform, men som en del af kirken og som det basale forum for trosformidlingen, skriver den katolske biskop Czeslaw Kozon
På religion.dk ser vi nærmere på forholdet mellem religion, familieliv og ægteskab. Sætter religionen en god ramme for familielivet, eller kan den opleves som en begrænsning? Hvordan kan religionen være en autoritet i familielivet? Og er det nødvendigt at gifte sig for at stifte familie?
Katolsk biskop Czeslaw Kozon svarer:
Omsorg for familien er en vigtig mission for Den katolske Kirke. Den betragter ikke familien som noget, den bare forefinder og skal forholde sig til, men som en institution, der er villet af Gud.
Den hellige familie er forbilledet for alle familierFamilien bygger på ægteskabet, som er grundlagt allerede ved skabelsen, da Gud sagde til Adam og Eva:
"Derfor forlader en mand sin far og mor og holder sig til sin hustru." (1. Mos. 2,24a).
Ikke alle ægteskaber bliver til en familie; men enhver familie skal have ægteskabet som udgangspunkt.
LÆS OGSÅ:
Familiens betydning i verdensreligionerneI sin promovering af ægteskab og familie fremhæver kirken Den hellige Familie - Jesus, Maria og Josef – som forbillede. Dette kan for nogen virke uforståeligt, fordi familien i Nazareth ikke virker særligt typisk: Marias og Josefs planer om at stifte en almindelig familie bliver forandret af Guds indgriben. Barnet i familien, Jesus, undfanges ikke på naturlig måde, og af forældrene er kun Maria biologisk ophav til Jesus.
Når Den hellige Familie nævnes som forbillede, er det fordi Gud valgte at lade sin Søn blive menneske i en familie. Både hans opståen og start på livet skulle være så identisk med andre menneskers som muligt.
Herved underbygger Gud familien som rammen om forældrenes kærlighed og den sammenhæng, børn skal opstå og vokse op i.
Det kristne familieliv er udfordret Selv om ægteskab og familie udtrykker menneskers kærlighed og ønske om efterkommere, er det en institution, der er udfordret som aldrig før.
Terminologisk udstrækkes begreberne "ægteskab" og "familie" til at omfatte andre former for menneskelige relationer og fællesskaber. Også når ægteskab og familie betragtes som et ideal, opleves det samtidig ofte som en livsform, det er urealistisk, nogle vil sige umuligt, at påtage sig i kristen og traditionel forstand.
LÆS OGSÅ:
10 vigtigste ting om katolicismeDet er ikke primært for at forsvare dogmer og morallære, at kirken værner om den traditionelle familie, men for at hjælpe mennesker med deres liv og støtte dem, der ønsker tryghed og stabilitet.
Alle mennesker - uanset tro eller mangel på samme– længes efter kærlighed, troskab og fællesskab som sikre holdepunkter i livet. Selv individualister og de mest frisindede opfatter skilsmisse og familieopløsning som noget tragisk, ikke mindst for børnene.
Hvordan skal man da - trods store udfordringer – leve det kristne familieliv? Gud har skabt mennesket i sit billede (1. Mos. 1,27) og derved lagt en masse godt i os. Gud giver os rige muligheder (1. Mos. 1,28-30), men sætter samtidig grænser (1. Mos. 2,15-17) Menneskelig lykke skal således bygges på at følge Guds skaberorden, også vedrørende ægteskab og familie.
Hvordan tager vi os så af mennesker i ulykkelige ægteskabelige og familiære situationer, der opstår på grund af svigt eller nederlag? Og hvordan imødegår vi de omdefineringer af ægteskab og familie, som mange søger at presse igennem, for eksempel ved at kalde forhold mellem mennesker af samme køn for ægteskab og yderligere muliggøre adoption og befrugtning for dem?
Vi bør ikke droppe Guds model for menneskelige relationerOfte siges det, at de utraditionelle familiemønstre er nutidens realitet, og mange vil påstå, at de fungerer, og at alt før heller ikke var ideelt. Det er rigtigt, at der altid har været enlige mødre, uønskede børn, ulykkelige ægteskaber. Ofte har de enlige mødre og svigtede ægtefæller alligevel heroisk formået at stable en ny tilværelse på benene.
De såkaldte uønskede børn har deres værd og værdighed uanset måden, de er blevet undfanget på. Noget, der begyndte dårligt og irregulært, kan således ende godt; men det betyder ikke, at vi så kan droppe den model for menneskelighed og menneskelige relationer, som Gud har givet os, heller ikke ægteskabet og familien.
Derfor er det livsformer, man skal stræbe efter at etablere og forblive trofaste i, også i modgang. Trofastheden opfylder ikke kun Guds lov, men ærer også medmennesket.
Familien er kirkens mindste celleI katolsk optik betragtes familien ikke bare som en livsform, men som en del af kirken, dens mindste celle, ofte kaldet huskirken. Her skal troen leves konkret, og her skal børnene have den kristne læres første og grundlæggende input, underbygget af forældrenes eksempel. Uden familiens medvirken kommer kirken ikke langt med sin forkyndelse.
Heldigvis møder mennesker også individuelt kirken og troen; men det er familien, der er det basale forum for trosformidlingen.
Czeslaw Kozon er katolsk biskop i Danmark