Faderbeundring og himmelfrygt er grundlaget for menneskets religiøse forestillingsverden, skriver præst og journalist Svend Løbner

”Fader vor, du som er i himlene…”

Sådan begynder den bøn, Jesus lærte sine disciple - en bøn, der om noget forener alverdens kristne, både op gennem kirkehistorien og ud over hele verden.

Men bønnen kan meget vel forene mange flere. For den opfylder den beundring og det håb, som mennesker har næret over for det guddommelige siden stenalderen. I Fadervor kompletterer religionsvidenskab og teologi hinanden, idet mennesket længes efter Gud og Gud møder mennesker.

Gud er en far
Lad os starte med religionsvidenskaben. Fadervor opfylder to tolkninger af religionshistorien. Først den ene: At kalde Gud for ”Fader” henviser til menneskets beundring for fædre og forfædre, en beundring, der efter nogle generationer ophøjede forfædrene til guder.

Familier blev til slægter, der blev til stammer og folk. I samme takt blev lokale forfædre til slægtsguder, der blev til byguder og endelig imperieguder.

Men bag disse gudsforestillinger lå en gudslængsel, der i bund og grund stammer fra et barns beundring for sin far og en slægts beundring for sine forfædre. Ifølge religionsvidenskaben, altså.

Religionsvidenskaben henter blandt andet sin viden fra religionshistorien, der bygger på arkæologiske udgravninger, analyser af religionsudviklingen i verdensreligionernes skrifter og - ikke mindst – antropologiske studier af oprindelige folkeslag i dag.

I bogen ”Religioner og Kulturer” står den danske religionshistoriker Arild Hvidtfeldt for den tolkning, at menneskets gudsforestillinger stammer fra forfædredyrkelse:

Det er ”et gennemgående træk i alle religioner, at samfundets almindelige organisation overhovedet har stærk tilbøjelighed til at sætte sig tydelige spor i religionen. I samfund bestående af løst forbundne slægter finder vi en række slægtsforfædre, eventuelt 'guder,' som mere eller mindre er ligestillede… i byreligionerne har vi de egentlige gudeforestillinger foreliggende som kendsgerninger."

Det sker ifølge Hvidtfeldt i "den overgangsperiode, hvori de nye forestillinger udformes, og som åbenbart falder sammen med den periode, hvori landsbyen bliver til en stad, og til en bystat."

Der sker en udvikling fra forfædre til slægtsguder og videre til byguder og guder for hele imperier. Faderbeundring bliver til gudslængsel og gudslængsel til mytedannelse og organiseret religion.

Kristendommen går den modsatte vej. I Fadervor springer Jesus flere led over og kommer menneskets oprindelige gudslængsel i møde ved at kalde den åbenbarede Gud for ”Fader” og føre os ind i et fader-barn-forhold til denne mægtige Gud.

Kristendommen er en åbenbaringsreligion, hvor åbenbaringen matcher og mætter menneskets gudslængsel. Den længsel, der alligevel aldrig kan blive tilfredsstillet af romantiserede forestillinger om forfædres bedrifter, bliver mættet af mødet med den almægtige Gud,  "efter hvem ethvert faderforhold i himlen og på jorden har sit navn” (Paulus i Efeserbrevet 3:14-15)

Himlen er det uberegnelige
”Fader vor” må vi bede. Men vi må også gerne fortsætte: ”Du som er i himlene.”

For en anden gren af religionshistorien udleder nemlig af tidlig historie, ældgamle skrifter og antropologiske studier, at mennesket oprindelig har skuet mod himlen efter det guddommelige.

Det var fra himlen, det uventede og ukontrollerbare kom. Herfra kom lys, varme, regn, lyn, torden og uvejr, så heroppe måtte Gud eller guderne bo.

Dette prægede i allerhøjeste grad den nordiske mytologi, og i den tidlige hinduisme – vedareligionen – møder vi Gud som Indra, der som tordengud sørger for lys og ild.

Der er også levn af denne forestilling i moderne sprogbrug, hvor vi tit hører udtrykket ”vejrguder.”

Denne tolkning af primitive religioners mere himmelvendte og abstrakte gudsforestillinger kalder Karen Armstrong i bogen ”Myternes historie” en myte om et tabt paradis. 

"Når de så op mod himlen – endeløs, fjern og helt adskilt fra deres egen lille tilværelse – fik de en religiøs oplevelse. Himlen rejste sig over dem og var ufattelig stor, utilgængelig og evig."

Endvidere skriver hun:

"På himlen udspillede der sig et endeløst drama med lyn og solformørkelse, storm og solnedgange, regnbuer og meteorer. Alt vidnede om en uudtømmelig aktiv dimension, som rummede et dynamisk selvstændigt liv. Når folk betragtede himlen, fyldtes de af rædsel og fortrøstning, af beundring og frygt.”

Igen passer den åbenbarede kristendom som fod i hose til den menneskelige gudslængsel. Her får vi vished for, at den uberegnelige og lunefulde vejrgud, mennesker har slået sig til tåls med i generationer, i virkeligheden er vores himmelske far.

Den Gud, vi har spejdet op mod himlen efter, kommer os i møde, når vi beder som salmisten: ”Jeg løfter mine øjne op til bjergene, hvorfra kommer min hjælp?” Og svarer: ”Fra Herren kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber!” (Salmernes bog 121: 1 ff.)

Erkendelsen udvides
På den måde opfylder Fadervor menneskets oprindelige gudslængsel, enten den kommer fra faderbeundring eller himmelfrygt. Uvished og mytedannelse erstattes af tro og relation til den levende gud gennem Jesus. Her forenes religionsvidenskab og teologi.

Ny Testamentes store teolog Paulus havde ingen problemer med at forene menneskelig religionsudvikling med guddommelig åbenbaring. I Romerbrevet gennemgår han menneskets voksende erkendelse i fire faser, som kan navngives ved de 4 s’er: Samvittigheden, Skaberværket, Skrifterne og Sønnen (altså: Jesus).

Det er samvittigheden, Paulus henviser til, når han skriver i Romerne 1:
”… det som kan erkendes om Gud ligger nemlig åbent for dem; Gud har jo åbenbaret det for dem”. (I grundteksten står: ”Gud har jo åbenbaret det i dem…”)

Og i Romerne 2 fortsætter Paulus:

”… den gerning, som loven kræver, står skrevet i deres hjerter, idet deres samvittighed vidner derom, og deres tanker indbyrdes anklager og forsvarer hverandre…”

Samvittigheden er menneskets indbyggede moralske kodeks, som for en stor dels vedkommende er indgivet gennem forældrenes opdragelse. Opdragelsen bygger på idealer, der er overleveret fra tidligere generationer, idealer, der er udledt af et livssyn, og livssynet er ofte grundlagt på fortællinger af forfædrenes bedrifter eller etableret religion.

Fadervor er for alle
Der er altså både et mikro- og et makroperspektiv på menneskets oprindelige gudsopfattelse. Mikroperspektivet er familie, slægt og forfædre. Makroperspektivet er himmel og abstrakte gudsbegreber.
Også dette finder vi hos Paulus, her i Romerne 1:

”Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger…”

Det ligger altså åbent i mennesket (gennem samvittigheden), og åbent for mennesket (gennem skaberværket), at der findes en Gud. Forestillingerne kan variere, og det samme kan reaktionerne på denne grundlæggende åbenbaring.

Men helt sikkert er det, at de næste to faser, Skrifterne og Sønnen, bygger videre på denne oprindelige erkendelse. Det lægger op til, at mennesker, som følger den erkendelse, de har fået gennem Samvittighed og Skaberværk, sandsynligvis også vil reagere positivt på den åbenbaring, de møder i Skrifterne og Sønnen.

Derfor forbinder Fadervor flere mennesker end blot de historie og universelle kristne. Fadervor mætter så at sige alle menneskers gudslængsel ved at lede dem til den nye erkendelse: Den Gud, de instinktivt har villet tilbede, den Gud, hvis gerninger de vagt har kunnet tolke, den Gud er deres Far i himlen, åbenbaret gennem Jesus Kristus.

Svend Løbner er præst og journalist og leder af Kirkeligt Medieakademi