“Tilgivelse spiller en stor rolle i mit familieliv”

I mit familieliv er kristne værdier som tilgivelse, bøn, kærlighed og lydighed mod Guds vejledning i centrum, skriver teolog Carsten Korsholm Poulsen

Skal man opdrage sine børn i ens egen tro, eller skal de have lov til selv frit at vælge? Dette spørgsmål møder jeg jævnligt i den offentlige debat.

Der findes ikke nogen neutral opdragelse
Som far til fire har jeg jo selv måtte finde en praktisk stillingtagen til spørgsmålet. Min kone og jeg er gudskelov enige om, at vi vil opdrage dem i den kristne tro. Men hvorfor vælger vi ikke at give dem et frit valg?

Jeg tror ikke på dette ”frie” valg. Og jeg mener, at en ”neutral” opdragelse er komplet umulig. Vi opdrager langt mere vores børn ved det, vi gør (eller ikke gør) end ved det, vi siger.

Så den religion, vi udøver i hverdagen, vil helt uundgåeligt præge børnene. Og det er helt naturligt, sådan har det været fra tidernes morgen. Nogen vil så sige, at de ikke selv tror på noget, og derfor opdrager deres børn ”neutralt,” men man opdrager på den måde små ateister – og det er vel ikke mere ”neutralt” end alt andet?

Frit valg findes ikke
Og et ”frit” valg har intet menneske. Det vil altid træffe sine valg, blandt andet ud fra den information, der er tilgængelig. Det kan kun træffe sine valg mellem ting, det véd findes. Ethvert samfund indeholder et bestemt informationsmateriale, og dette vil altid påvirke det opvoksende barns valg af religion. Så et ”frit” valg findes efter min mening ikke.

Kristen opdragelse betyder frihed
Vi opdrager åbent og ærligt vore børn i den kristne tro. Dels altså fordi vi simpelthen er bevidste om den prægning, der uundgåelig sker og dels fordi vi mener, at den kristne tro er verdens bedste.

Men samtidig kommer begrebet ”frihed” alligevel ind. Vi håber virkelig, at vi aldrig har sagt eller gjort noget, der kunne få vore børn til at tro, at vi vil tvinge dem til at have den kristne tro.

Da de var små, var kirkegang og bordbøn og aftenbøn en del af familiens faste rytme, ligesom naturture og fredagsslik og rengøringstjanser og alt andet.

Men efterhånden som de blev større, har vi forsøgt at hjælpe dem til at leve i den virkelighed, at mennesker tror på mange forskellige ting. Og at vi må respektere hinanden – også hvis et menneske skifter tro.

Ubetinget kærlighed er det vigtigste
Vore børn ved helt sikkert, at deres forældres brændende ønske er, at de selv lever i den kristne tro. Men vi håber også, at de lige så sikkert ved, at vores kærlighed til dem ikke afhænger af, hvilken tro, de knytter til ved. De vil altid være vore elskede børn, og vi vil altid prøve at holde kontakt med dem, uanset deres religiøse valg i livet.

En ”kristen” opdragelse er ikke bare et familieliv, hvor de kristne traditioner i ord og handlinger spiller en rolle. Det er først og fremmest et familieliv, hvor de kristne værdier som tilgivelse, bøn, kærlighed, menneskeligt fællesskab, omsorg og lydighed mod Guds vejledning mærkes i det daglige liv.

Det er med stor ydmyghed, vi prøver at praktisere dette. Ofte slår vi ikke til – men det giver så muligheden for at lade vore børn opleve noget af det mest bærende i kristendommen i praksis: at vi tør stå ved vore fejl og sige undskyld og derefter forsøge at leve videre i kraft af tilgivelsen.

Dette har jeg ikke altid haft modet til – men jeg har også gyldne øjeblikke at mindes, hvor det er lykkedes og jeg så ind i et par barneøjne, der både forstod, tilgav og smilede.

Carsten Korsholm Poulsen er teolog og undervisningskonsulent i Indre Mission