Eksperter: Unuanceret syn på Tea Party-bevægelsen præger medierne

Forfatterne til artiklen peger på flere kendetegn ved Tea Party-bevægelsen og mulige årsager til den voksende afstandtagen. Én ting har været gennemgående fra bevægelsens start, og det har været ønsket om at lade religion få en fremtrædende rolle i politik. Bevægelsen ønsker, som de selv udtrykker det, ”dybt religiøse” ledere i politik, højrefløjskristne, og de vil have religion med i enhver politisk debat.

Og det er netop denne insisteren på at blande religion og politik, som amerikanerne nu vender sig mod. Undersøgelser viser, at vælgerskaren i de senere år godt nok er gået mere til højre, når det handler om synet på den førte økonomiske politik. Men når det kommer til politik og religion, mener flere og flere, at de to størrelser må adskilles. Førende højrefløjspolitikere fra Tea Party-bevægelsen kommer mere og mere ud af trit med vælgerskaren i deres fortsatte insisteren på at blande politik og religion.Mediernes ansvar
Det, som medierne afspejler, er i virkeligheden ikke altid Tea Party-bevægelsens sejre, men i lige så høj grad dens nederlag. At tolke den megen omtale som popularitet er en forsimpling af virkeligheden.

Ross Douthat, klummeskribent i New York Times, sætter i en klumme ord på det kristne højres udtryksformer som blandt andet manikæisk retorik, grandiose ambitioner, og apokalyptiske entusiasme. Han skriver, at det er udtryksformer, der ofte misfortolkes for hvad de i virkeligheden er: ikke tegn på religiøs konservatismes voksende styrke og truende triumf, men bevis for dens vedholdende skuffelser og nederlag.

Han advarer om fire punkter, som journalister altid bør huske på, når de skriver om konservative kristne, hvis holdninger de måske ikke selv deler:

For det første, så er grupperinger indenfor konservativ kristendom, som nu Tea Party-bevægelsen, en stor og kompliceret størrelse. Det kan være sin sag at uddrage sammenhænge og fremkomme med meningsfyldte konklusioner. Derfor forfalder nogle til at referere de mest skingre og radikale repræsentanter og dermed frembringe et mere ekstremt billede af virkeligheden, end hvad sandt er.

For det andet mener han, at nogle journalister har det med at operere med dobbelte standarder. Som eksempel nævner han, at præsident Obama sjældent slås i hartkorn med pastor Jeremiah Wright og hans ekstreme befrielsesteologi. Jeremiah Wright er præst for den menighed i Chicago, som Obama i sin tid tilhørte, men valgte at træde ud af i forbindelse med sin opstilling til præsidentposten. Konservative kristne politikere som Rick Perry og Michelle Bachmann nævnes derimod tit i forbindelse med ekstremister.

For det tredje skal journalister passe på med at tænke i sammensværgelser. Når journalister støder på noget, der for dem virker ukendt og ekstremt, beskriver de det ofte, som var det en sammensværgelse. Konservative kristne politikere bruger oftere udtryk fra Bibelen end andre politikere, og de bliver beskyldt for at anvende et særligt kristent ”kodesprog”. Normal stræben efter politisk indflydelse bliver i den sammenhæng nemt til ”infiltration”.

Endelig, som det fjerde og sidste punkt, så er det snarere de republikanske kristent konservative politikere, der mobiliserer de kristne vælgere end omvendt. Med andre ord er det ikke politikerne, som er underlagt en religiøs bevægelse, men ofte dem, som tiltrækker de religiøse vælgere.