Når først folk er blevet bidt af kultens budskab, bruger de ofte langt flere ressourcer og mere tid på at studere og lade sig påvirke af dette, end de bruger på deres familie og nære relationer. Omgangskredsen bliver stadigt mere og mere dem, der tænker ligesom en selv.

”Vækst er løsningen”
De er altså tale om en ganske farlig bevægelse. Og kultens medlemmer skyer ingen midler for at nå deres mål. De kan med rette beskrives som nogle af de mest fanatiske kultdyrkere, vi kender. Kultens mål helliger midlerne, og dens tilhængere er villige til at drive rovdrift på Jordens ressourcer, øve overgreb på dyr og planter, truede som ikke truede, fordrive folkeslag og sågar gå i krig for kultens højeste mål: vækst!

Derfor kan vi passende kalde bevægelsen for vækst-kulten. Dens profeter, der ofte optræder som politiske aktører fra højre til venstre i det politiske spektrum, og fra Øst til Vest i det globale storpolitiske spil, messer dens mantra igen og igen: vækst, vækst, vækst! Vækst er løsningen på alle vores problemer. Vækst kan gøre os lykkelige, vækst kan give os magten over vores tilværelse og fjerne vores bekymringer for fremtiden.

Kulten har sine helligdomme i de store finansinstitutioner. Dogmerne er troen på, at de frie markedskræfter altid vælger det bedste og skiller det dårligste fra. For konkurrencen lader kun det overleve, som har vækst-potentiale i sig – og vækst er jo per definition godt.

Af hensyn til væksten fælder vi regnskovene. Af hensyn til væksten accepterer vi voldsomt forurenende olieboringsprojekter og fastholder livsfarlige atom- og kulkraftværker. Af hensyn til væksten ser vi igennem fingre med tyranner i råstofrige lande i årtier, og vi ofrer gerne vores børns barndom til fordel for skoleterperi.

Af hensyn til væksten undlader vi at sætte en stopper for forgiftningen af vores grundvand, og som et af verdens rigeste lande skærer vi i ulandsbistanden. Af hensyn til væksten synes vi, det er et problem, at befolkningstallet falder, selv om vi dybest set godt ved, at vi allerede er alt for mange til, at Jorden kan brødføde os alle på et niveau, vi selv ville finde acceptabelt.

Af hensyn til væksten undlader vi at opkræve skatter af store multinationale selskaber, og af hensyn til væksten skal vi arbejde mere og mere, men få mindre og mindre ud af det i service- og omsorgsydelser. Troen på vækst, som det vigtigste mål for al vor færd, er urokkelig.

Taknemmelighed er svaghed
Det hævdes ofte af folk, som vil have religion ud af det offentlige rum, at religiøst begrundede argumenter ikke bør accepteres, da ikke-troende ikke har mulighed for at forstå dem eller forholde sig til dem.

Vækst-kultens enøjede og selvforstærkende lovprisning af materiel vækst forstår jeg ikke, for jeg tror ikke på dens mål og hensigt. Bør vækst-fanatismen så ikke forbydes i den politiske debat? Tænketanke i alle farver gentager vækst-kultens dogmer igen og igen, så det næsten føles helt blasfemisk at tillade sig at sige noget andet. Jeg vover alligevel kætterens rolle:

Ville det ikke være et langt rigere liv, hvis vi gav slip på den materielle vækstjagt og i stedet begyndte at finde nogle af tidligere tiders dyder frem igen? Også selv om de måske har været religiøst motiverede?

Ville vi ikke blive langt rigere, hvis vi igen lærte at være taknemmelige? Taknemmelighed er i vækst-kulten en svaghed, fordi den sætter fokus på det, du får givet, frem for det, du gør dig fortjent til.

Ville vi ikke grundlæggende blive langt mere tilfredse, hvis vi igen lærte at sætte pris på nøjsomhed? Nøjsomhed betyder ikke at kræve mere end det, jeg med rimelighed kan forlange og har brug for. Dermed bliver der bedre plads til at dele med andre, som har større behov. Vækst-kultens medlemmer frygter nøjsomheden, for den bremser både viljen til vækst hos fabrikanten og lysten til at købe hos forbrugeren. Nul-vækst er lig med tilbagegang, lyder et andet af vækst-kultens dogmer.

Er dimser og dutter lykken?
Ville vi ikke få langt stærkere fællesskaber og relationer, hvis vi droppede at måle os selv og hinanden så meget på vore materielle statussymboler? Tænk, hvis vi tog Jesu ord alvorligt og begyndte at værdsætte vore medmennesker på grundlag af deres hjertes indstilling, frem for deres ydre og påtagede fortræffeligheder.

Ville vi ikke få et langt rarere samfund, hvis vi turde satse på at give mere omsorg og nærvær, frem for flere dimser og dutter?

Der er grænser for, hvor meget vi kan trække os selv op ved håret. Der er grænser for, hvor mange ressourcer en rund og begrænset Jord kan give os. Når vi vinder i konkurrencen og skaber vækst hos os, er der andre, som betaler prisen med udbytning og negativ vækst. Lad os hellere arbejde på en fair fordeling og en besindig brug af verdens ressourcer, hvilket blandt andet betyder, at vores vækst nok bør være negativ i en række år fremover.

”For da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”. (Grundtvig)

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i missionsstiftelsen Areopagos