Religiøse regler og normer, der bliver en autoritet i sig selv, kan ende med at skabe et hjem uden kærlighed, mener tidligere Jehovas Vidne Kristian Molbo

For mange kristne familier er Bibelen og bibelske værdier og normer retningsgivende for det familieliv, de betragter som det optimale og det rigtige.

Bibelen var i centrum i familien
Som tidligere Jehovas Vidne har jeg oplevet, hvordan Bibelen i vid udstrækning dannede rammen for det gode familieliv og det gode liv i det hele taget.

Som udgangspunkt søgte man svarene i Bibelen for sig selv, og det som gjaldt for en selv, gjaldt i lige så høj grad for ens familie.

Jehovas Vidner udgav jævnligt bøger og artikler om familielivet set i lyset af forskellige bibelske perspektiver, og der var råd og vejledning til familiefaderen, familiens overhoved, moderen, sønnen, datteren, teenageren, de forlovede og de nygifte, de, der netop havde fået små børn.

LÆS OGSÅ: Regler fører til et godt liv

Alle familielivets aspekter var dækket ind, og alle emner var belyst i forhold til Bibelen. Troskab, sammenhold, respekt, kærlighed, autoritet, kønsmoral, kristent sammenhold og mange flere emner.

Hovedsagen var, at et godt familieliv ærede Gud og styrkede en selv og alle familiemedlemmers tro og åndelighed, og en velfungerende familie var et godt aktiv i menigheden, der blev stærkere og rigere af det.

Og så var familieordningen og forholdet mellem kønnene jo indstiftet af Gud, og det var menneskets vilkår at leve, som Gud havde anskrevet, hvis man ønskede sig et rigt og velsignet liv uden problemer, og Gud ønskede kun det bedste for sine tjenere. Når begge parter var indstillet på denne tilgang, så kunne det kun gå godt. What’s not to like?

Enhver afvigelse fra normerne blev set som unormalt
Enhver ramme er sin egen begrænsning, og som udgangspunkt har jeg ikke personligt noget imod, at man vælger at indrette sit familieliv efter nogle fælles normer. Det må være op til den enkelte familie. Lige børn leger bedst, og jeg oplevede selv mange lykkelige familier, hvor disse normer var gældende.

For Jehovas Vidner var ægtemanden og familiefaren den toneangivende alene i kraft af sit køn, men i praksis havde jeg indtryk af, at familien som oftest var et fælles projekt. Der er jo ikke meget at skulle bestemme over, hvis man i kraft af fælles idealer i realiteten er enige.

Den mand, der satte sig igennem i kraft af sin rolle som ægtemand og far, var ofte usikker på sin egen rolle i familien og dækkede sig i stedet bag den autoritet, som idealerne var, i stedet for at træde i karakter som menneske. Den mand kunne iklæde sig den autoritet, der var givet ham, og træde i karakter gennem den.

Han var ikke et afklaret menneske, og den familie, der havde sådan en ægtemand og far, var ikke en lykkelig familie. Og det havde familien nok ikke været under andre omstændigheder.

Når alle er opdraget af fællesskabet, så er det alles ansvar at udleve normerne i praksis. I princippet er der derfor ikke uenighed.

Men der var naturligvis uenigheder og konflikter, og en række af konflikterne skyldtes netop også normerne og de mennesker, der til tider praktiserede dem. Efter min mening skyldtes de ofte, at normerne blev betragtet som udtryk for den rigtige menneskelige praksis, og enhver afvigelse blev derfor unormal.

En konfliktsøgende teenager blev betragtet som uvorn og ukristen, fordi han ikke ærede sine forældre eller søgte selskab med verdslige kammerater. En hustru, der svarede sin mand igen eller forsømte sine pligter i hjemmet, opførte sig ukristent, mens en mand, der tyranniserede sin familie til at holde familiebibelstudium, forberede sig til menighedsmøderne og sled sålerne flade med at trække børn og kone rundt fra hus til hus og forkynde, blev betragtet som et kristent forbillede.

Hvad er problemet? Først og fremmest at normerne i sig selv blev betragtet som toneangivende og ikke kun vejledende. Der var ikke plads til forståelse af almindelige menneskelige afvigelser, og en slavisk efterfølgelse af reglerne blev opfattet som noget positivt.

Det var sjældent en overvejelse om, hvorvidt der bag en umiddelbart forkert adfærd kunne være følelsesmæssige årsager, som kunne løses ved kærlig omsorg.

For eksempel blev en kvinde, der gav udtryk for sit raseri over, at hendes mand havde været hende utro, irettesat med bemærkningen om, at "Gud afskyr vreden". Det er jo sandt og i overensstemmelse med normerne. Men var det kærligt – og var det med forståelse for hendes situation?

I sig selv mener jeg ikke, at idealer, normer og regler for familielivet er noget dårligt. De kan være udmærkede, men normer, der bliver en autoritet i sig selv, og hvor det vigtigste er at leve op til dem, ender med at skabe et hjem uden kærlighed.

Men hvad gør en familie, hvor hver person mener, at det rigtige at gøre er at leve op til normerne, fordi det nu engang er det, der skal til for at opnå lykken, men hvor ingen bliver særligt lykkelige?

I virkeligheden synes de nok heller ikke, at de er specielt ulykkelige. De mener bare, de er på vej mod lykken, og som Jesus jo sagde, så var det også hårdt at være kristen, og hvilken kristen vil ikke gerne være som Jesus?

Mennesker er vigtigere end regler
Selvom jeg ikke længere er troende, så synes jeg stadig, at Jesus havde fat i noget rigtigt, når han kritiserede farisæerne for at lægge tunge byrder på folks skuldre, byrder der efter datidens normer var til, for at man kunne leve det gode liv.

Men reglerne var blevet vigtigere end de mennesker, de skulle gælde for, og han ville tilbage til hensynet til mennesket og ikke hensynet til loven. Jehovas Vidner lægger tunge byrder på hinanden ud fra forestillingen om, at det er lykkebringende, og sådan har jeg erfaret, at det i større eller mindre grad er ret menneskeligt at gøre.

Embedsmænd gør noget lignende: ’Jamen, loven siger…’. Eller hvad med os selv, når vi i almindelighed dunker hinanden i hovedet med normer omkring, hvad det gode og sunde liv er: "Behøver hende den fede spise den is?"

Jeg er i dag tilhænger af at forsøge at se mennesket, før den ugerning som givende normer gerne vil se personen med og dømme ud fra. Sådan bør det være i enhver relation og derfor også i familien. Regler og idealer kan være gode retningsgivere og pejlemærker for noget, man er enige om, men de kan aldrig erstatte kærligheden og evnen til at se mennesket bag handlingerne.

Evnen til at se mennesket kan man ikke få ved at leve efter regler eller ved at læse i Bibelen, men alene få ved at være sammen med mennesker og se dem, når man har taget bjælken ud af sit eget øje.

Man bør spørge sig selv, hvad reglerne skal nytte, og hvis svaret ender med at blive noget i retning af ’Gud’ eller ’reglerne er til for os’ eller ’reglerne er gode i sig selv’ og ikke ’dig, næsten, ægtefællen, barnet’, så er det ikke kærlighed, men lovtyranni. Menneske først, kristen så.

Kristian Molbo er tidligere Jehovas Vidne og fuldmægtig i Arbejdstilsynet