En af de største forhindringer for en meningsfuld dialog mellem islam og kristendom er den mangelende viden på begge sider om både ens egen og de andres religion. De færreste danskere har et særlig dybt kendskab til kristendommen, selv om de er medlemmer af folkekirken. På samme måde ved mange muslimer ikke om hvad der står i deres egne hellige skrifter,koranen og hadith. Og kendskabet til de andres religion er endnu ringere. Hvis man ikke kender sig selv godt nok, bliver man ofte usikker overfor den anden og ser vedkommende som en trussel. Kender man ikke den anden godt nok, forfalder man ofte til at skabe fjendebilleder. Derfor er religionsundervisning en vigtig forudsætning for en meningsfuld dialog. Først og fremmest er det vigtigt at vide, hvor ens egne grænser går, både som menneske og kultur, så dialogen ikke ender som et uopfyldeligt krav om at nå til enighed. Man skal vide noget om, hvornår det er frugtbart at gå i dialog, og hvornår det vil skabe endnu større skel. Og man skal frem for alt holde sig de menneskelige relationder og værdier for øje. Dialogen sker jo ikke mellem islam og kristendommen, som er to helt abstrakte størrelser, men mellem kristne og muslimske medborgere, der trods trosmæssige forskelligheder har fælles samfundsmæssige og mellemmenneskelige problemer at løse.
En anden forhindring for en meningsfuld dialog med muslimer er, at danske teologer- i en velmenede, som helt misforstået søgen efter ligheder mellem islam og kristendommen- fuldstændig overser eller tilslører de betydningsfulde forskelle, der er mellem dem. Man gør dialogen en jagt på enighed, og på den måde svigter man på begge fronter. Islam har ganske vist nogle overfladiske lighedspunkter med kristendommen men i bund og grund er de to religioner så forskellige som olie og vand og kan aldrig forenes. En alt for konsensussøgende dialog er i mine øjne mangel på respekt for begge religioner.


Islam kritik.

Koranen fortæller i mange suraer om Muhammeds problemer med hedningerne i hans egen stamme.I Mekka, som han ihærdigt forsøgte at omvende til islam. Men de holdt fast i tilbedelsen af de gudinder, de plejede at dyrke. På et tidspunkt fik Muhammed en åbenbaring, der så ud til at kunne løse nogle af hans problemer: han fik faktisk en tilladelse, fra Allah, troede han, til at tilbede og søge forbøn hos de tre hedenske gudinder, al-Lat, al- Uzza og Manat, som hans egen stamme tilbad. Den åbenbaring, der dog er erstattet af en anden ordlyd i den nuværende version af koranen, lød således: Disse er de ophøjede traner, hvis forbøn man kan håbe på.Det er næsten den samme ordlyd, Hans stamme brugte, når de gik rundt om Kabaen. Muhammed fik tilladelse af Allah til at inddrage disse tre gudinder i den nye religion,islam, og anråbe dem om at gå i forbøn for deres tilbedere hos Allah. På den måde accepterede Muhammed, at Allah ikke var den endeste gud men den højeste. (Se den nuværende tekst i sura 53:19-22 se også 17:73-75.)
Efter denne åbenbaring begyndte flere af de tidliger hedninger at konvertere til islam, og situationen lettedes så meget i området omkring Mekka, at Muhammed kaldte sine tilhængere hjem fra Abyssinien(det nuvæende Etiopien), hvor de havde søgt tilflugt fra forfølgelserne i Mekka. Kort tid efter fik Muhammed dog en ny åbenbaring, hvor Allah sagde, at tilbedelsen af de tre hedenske gudinder var kommet fra Satan, ikke fra Allah selv. Samtidig beroligede Allah Muhammed med, at den slags skam også var sket for alle de andre tidligere profeter(sura 22:52). Accepten af de tre gudinder blev altså trukket tilbage igen, og Muhammed var igen på kant med sine stammefæller. De var hele denne episode, som gav Salman Rushdie inspiration til at skrive bogen De sataniske vers, som endte med en dødsfatwa imod ham.