“Det er en religiøs pligt at værne om menneskerettigheder”

Biletzki konkluderer, at der ikke findes nogle ægte “menneskerettigheder” i Guds befaling, fordi hvis Gud befaler os at frasige os menneskerettighederne, så er det nødvendigt, at vi gør det. Som hun siger, ”Hvis Guds engel ikke havde råbt ’Abraham! Abraham!’, så ville Abraham have slået Isak ihjel.”

Jøder må godt argumentere med Gud
Kan det være rigtigt, at religiøse mennesker per automatik retter sig efter Guds lune? Ville en religiøs person ignorere sin samvittighed og andre menneskers lidelser, hvis Gud befalede det?

Selvom jeg ikke kan tale på vegne af alle trosretninger, er svaret tydeligt: ”Nej.” I den jødiske tradition er der klare fortilfælde på at argumentere med Gud. I modsætning til Biletzkis reference til beretningen om Abrahams blinde lydighed, findes der en anden fortælling i Første Mosebog, kapitel 18, hvor vi hører Abraham diskutere med Gud om ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra.

Abraham spørger Gud, ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?” I den del af Toraen, som jøder læste for nylig, Parshat Pinchas (25:10 – 30:1), finder man fem unge kvinder, som protesterede mod en arvefølgelov fra Toraen. Gud eftergav dem kravet og ændrede loven. I den jødiske tradition, der starter med Toraen, findes altså en stærk strøm af billigelse mod den tro jøde, som udfordrer Gud.

Hvis religion ikke gør os til robotter, kan den verdslige verden da give os en bedre basis for moral og ”ægte” menneskerettigheder? Filosoffer inden for etikken har været frygteligt gode til at finde frem til en rationel base for etisk korrekt opførelse. Verdslig moral har ikke mere at gøre med fornuft – måske faktisk mindre– end hos et religiøst menneske.

Med religion kan vi forstå kulturer
Hver og en af os lever i et samfund, der bestemmer vores opfattelse af ”naturlig”, ”rigtig” og ”rationel.” Disse kulturelle fordomme er så svære at undersøge, fordi de er en del af vores verdensopfattelse – så allestedsnærværende og så gennemtrængende at vi simpelthen ikke lægger mærke til dem. Er vores samfundsnormer, der ligger så dybt i os, at de føles ”naturlige”, et kompas der viser, hvilken retning er den rigtige og den gode?

Religion giver os et ståsted, hvorfra vi kan undersøge de kulturer, vi lever i. Når vi lever og ånder for vores religion, har vi en ramme, der kan måle hvilke samfundsnormer, der adskiller sig fra vores.

Måske er det derfor, at det var troende mennesker, der gik forrest i kampen for almen stemmeret i USA; derfor at Gandhi bliver hædret for sit ikke-voldige oprør mod Britisk Indien; og derfor at Martin Luther King Jr. er en helt for mennesker i alle farver og i hele verden, fordi han ville forene afroamerikanere og støtte deres kamp for værdighed og borgerrettigheder.

Især i Vesten har kampen for lighed og værdighed dybe rødder i de abrahamitiske traditioner inden for lov og retfærdighed. Ville vores samfund være et sted, hvor kampen for menneskerettigheder var mulig, hvis ikke vi havde en tradition, der spørger ”Skulle han, der dømmer hele jorden, ikke øve ret?”

Kan Guds befaling være umoralsk, eller misforstår vi?
Og mit sidste argument, hvis Gud befalede (for eksempel) en rettroende jøde at gøre noget umoralsk, ville han så gøre det? Hvis ham, der dømmer hele jorden, ikke er retfærdig, så bør vi tænke grundigt over, om hans befaling ikke også er umoralsk. Hvis vi kan konkludere, at den er det, bør vi også spørge os selv, om vi har misforstået noget. Og vi ser jo ganske vist, at den jødiske lovs historie ikke kun er skrevet i Toraens ruller, men nærmere er en udvikling af en samling love, som svarer til historien i rullerne, og som konstant spørger: Er det retfærdigt? Er det retfærdigt?

Religiøs praksis er baseret på den antagelse, at Gud ønsker det retfærdige og det gode. Derfor giver det ikke mening at antyde, at religiøse mennesker er bundet til at gøre alt, hvad Gud siger, også hvis Gud befaler os at gøre noget umoralsk. Det er, som filosofferne kalder det, en antagelse mod virkeligheden.

Taget i betragtning, at vi er mennesker, der fejler, kan vi også tage fejl i vores forståelse af, hvad der er retfærdigt, men sådan en befaling findes bare ikke. Jeg håber ikke, at jeg er for overmodig, hvis jeg siger, at det måske også gælder for andre religioner. Min religiøse tradition kræver igen og igen, at vi skal være hellige, fordi Gud er hellig, at vi skal være retfærdige, fordi Gud er retfærdig, og at vi er forpligtet til at sørge for de fattige, løfte de svage og befri de bundne. Er det ikke basis for menneskerettigheder?

Religiøse mennesker har en pligt til at værne om menneskerettigheder, hvilket er langt vigtigere, end dem der vælger at forsvare dem.

Alana Suskin er rabbiner og forfatter. Hun arbejder blandt andet for flere menneskerettighedsorganisationer og er redaktør for hjemmesiden Jew School.

Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.