Tre spørgsmål til islamisterne

I de forandringer, som Nordafrika og Mellemøsten gennemgår i øjeblikket, er der stærk konkurrence om politisk popularitet på ideernes nye markedsplads. Når man vurderer en politisk personlighed eller bevægelse, som hævder at være legitimeret af islam, bør man stille flere spørgsmål og kræve utvetydige svar.

Islam kræver social retfærdighed for alle
Det første spørgsmål er: Støtter I lige politiske, sociale og økonomiske rettigheder for alle borgere i jeres land, uanset etnicitet, køn eller religion?
Svaret bør være ja. Koranen og den profetiske tradition fremlægger en vision for alle former for social retfærdighed - ikke kun for mænd, men også for kvinder; ikke kun for arabere, men også for andre etniske grupper; og ikke kun for muslimer, men for hele menneskeheden. Det er min overbevisning, efter at jeg har studeret islam et helt liv.

Der er mange tekster, som beviser dette, men det er tilstrækkeligt at sige, at Koranens vision om retfærdighed ikke kun henvender sig til en del af menneskeheden, men til alle "Adams børn" (sura 7,26).

Fortolkninger af Koranen og den profetiske tradition har forandret sig gennem århundrederne, og nogle af disse fortolkninger har været uforenelige med Koranens grundlæggende værdier. Den mest præcise fortolkning kan aldrig afvige fra princippet om universel retfærdighed - og heller ikke nægte nogen politiske eller økonomiske muligheder.

En sådan fortolkning kan og skal findes ved hjælp af princippet om ijtihad, den menneskelige forstands praktiske anvendelse på verdens altid omskiftelige omstændigheder.

Sharia fortrænger ikke andre retssystemer
Det andet spørgsmål er: Mener I, at islam kan forenes med en definition af retsregler, der går ud over en bestemt religions juridiske forskrifter?

Svaret bør være ja. I et nutidigt islamisk perspektiv er sharia ikke et dokument, der fortrænger et givent lands retssystem. Det er tværtimod en samling principper, som kræver af troende muslimer, at de respekterer lovene i det land, de lever i, forudsat at lovene kan forenes med de universelle værdier social retfærdighed og menneskerettigheder.

I tilfælde af at en lov er uretfærdig, kræver sharia desuden, at troende muslimer arbejder for at ændre loven inden for en lovlig og demokratisk ramme. Islam lægger vægt på princippet om shura (rådslagning) som et middel til at nå frem til beslutninger, der vedrører staten. De, ”hvis sag kommer til rådslagning” (42:38), bliver anset for værdige til en guddommelig belønning.

Politikere kan ikke tale på islams vegne
Endelig er det tredje spørgsmål: Fastholder I, at jeres politiske program er en fejlfri gengivelse af islams forskrifter?

Svaret bør være nej. Koranen bevidner, at når menneskeheden får jordisk magt, har den en tendens til fejl og fordærv: [Menneskeheden er tilbøjelig til at bryde] pagten med Gud, efter at den er blevet sluttet; dem, der kløver det, som efter Guds befaling skulle være forenet, og skaber fordærv på jorden” (2:27).

Islam har på sin side ingen skyld i fejl begået af dem, som vover at fortolke eller anvende den. Fordi det er overmodigt og suspekt at antyde, at nogen er uden fejl, er det ligeså overmodigt og suspekt at hævde at tale på islams vegne.

At hævde tale på islams vegne er desuden at påstå, at man er andre politiske programmer overlegen. Dette standpunkt fører til totalitarisme.

Som jeg forstår det, kræver Islam, at menneskeheden forhandler om sine forskelle og styrer i enighed. Der er ingen nutidige profeter eller retledede kaliffer. Vi må bestræbe os på at samarbejde for at helbrede vores region og vores verden, så godt vi kan.

Mustafa Husayn Abu Rumman er imam ved Ibn Sinan Moskeen i Amman, Jordan.

Artiklen er skrevet til Common Ground News Service og er oversat af Elisabeth Alster.