Jeg vågnede med et sæt. Det må have været midt om natten. Den skærende hovedpine var der stadig. Jeg var alene hjemme. Min kone og to døtre på to og ni år var taget på en uges ferie for at give mig tid til at montere nyt køkken. Mine øjne forsøgte at vænne sig til mørket. Jeg lå helt stille med en følelse af angst rislende igennem hele kroppen. Den angst, jeg ikke havde haft siden barndommens mareridt om trolde og uhyrer.

Jeg lyttede anspændt. Jeg var overbevist om, at der var nogen i huset. Det, der havde vækket mig, var en tydelig fornemmelse af at blive iagttaget, men jeg kunne ikke høre noget, og de konturer, der langsomt begyndte at tegne sig for mine øjne, var de sædvanlige; skabet, døråbningen, væglampen. Der var ikke noget, der var anderledes. Måske var det bare en drøm. Der var intet at høre ud over grenen, som bankede mod tagudhænget i blæsten. Jeg faldt i søvn, men det var en urolig søvn, og jeg var træt og ør i hele kroppen, da jeg stod op næste morgen.

Det var juni måned 2003, og vejret var smukt. Jeg arbejdede udendørs med at save og bore for at tilpasse de nye køkkenelementer. Det var den slags arbejde, som jeg normalt nød at lave i min fritid. En god kontrast til mit civile job som salgskonsulent, hvor dagen gik med at snakke med kunder, beregne tilbud og holde møder og den slags stillesiddende arbejde.

Jeg havde faktisk glædet mig til denne uges ferie, hvor jeg uforstyrret og uden stress kunne gå og hygge mig med det nye køkken. Men jeg nød det ikke denne gang. Ikke spor. Jeg sad ved computeren til ud på natten, kom sent i seng og vågnede flere gange hver nat med mareridt. Mareridt, hvor jeg følte mig overvåget og hele tiden var lige ved at blive pågrebet af en mørk overmagt. En ansigtsløs sort silhuet, der ville tage mig væk fra min familie og dømme mig til døden, uanset om jeg var skyldig eller ej, og jeg ville hverken kunne gøre fra eller til.