Send artiklen Tilsløret kvinde vil være Frankrigs næste præsident til din ven.
Tilsløret kvinde vil være Frankrigs næste præsident
Kenza Drider bærer niqab på trods af niqab-borbud i Frankrig. Hun har erklæret sit ønske om at blive Frankrigs næste præsident ved valget i 2012. For at føre valgkamp kræver det støtte fra 500 af Frankrigs 36000 borgmestre.
Mens de første kvinder er blevet dømt under Frankrigs forbud mod at tilsløre ansigtet offentligt, annoncerer niqab-klædt kvinde, at hun vil vælte præsident Nicolas Sarkozy af pinden
To muslimske kvinder blev i sidste uge, som de første i Frankrigs historie, dømt for at bære niqab offentligt. De to kvinder Hind Ahmas og Najate Nait Ali var ikke selv til stede, da dommen blev afsagt, fordi de nægtede at tage deres niqab af i retssalen. Det skriver DailyMail.
Loven, som trådte i kraft i april 2011, forbyder kvinder at tildække deres ansigt offentligt. Straffen for ikke at følge loven er en bøde på op til 1.000 kroner og i værste fald fratagelse af ens statsborgerskab.
Hvis en mand derimod tvinger en kvinde til at tildække sit ansigt, kan han idømmes en bøde på op til 250.000 kroner, og hvis han gentagne gange gør det, kan han idømmes en fængselsstraf.
Baggrunden for loven er, at præsident Nicolas Sarkozy mener, at burkaen er ”et udtryk for nedværdigelse” og immigrationsminister Eric Besson, at den er en ”vandrende kiste”.
Samtidig er islam den næststørste religion i Frankrig, og flere politikere har udtryk bekymring for, at praksisser som denne kan åbne døren for radikal islamisme og underminere ligheden mellem kønnene og nationens sekulære fundament.
Meningsmålinger viser, at størstedelen af franskmændene støtter op om loven, på trods af at myndighederne anslår, at under 2.000 franske kvinder bar burka eller niqab, da loven trådte i kraft.
De to kvinder blev idømt bødestraffe på henholdsvis 950 kroner og 650 kroner, fordi de under en demonstration mod burka-forbuddet i maj, begge bar deres niqab offentligt. Dommeren nægtede dog at følge anklagerens forespørgsel om, at de to kvinder skulle sendes på et ”borger-trænings” kursus.
Efter høringen forklarede kvindernes advokat, at de ville anke dommen, da de mener, at loven er forfatningsstridig. Hvis de ikke har held med appellerne, vil de i sidste ende bringe dommen for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, forklarede han.
Uden for retssalen fortalte den 32-årige mor til fire, Kenza Drider, som også selv går med niqab og to gange er blevet anholdt af politiet, at hun vil stille op til præsidentvalget næste år og kæmpe for franske kvinders ret til at gå klædt, som de ønsker:
”Min ambition i dag er at tjene alle kvinder, som er udsat for stigmatisering eller social, økonomisk eller politisk diskrimination. Det er vigtigt at vise, at vi er her, vi er franske statsborgere, og at vi også kan bringe løsninger til det franske folk,” udtalte hun til The Associated Press.
”Målet med mit kandidatur er at vise, at de egentlige problemer i Frankrig er ikke os …. Det egentlige problem er kvinders frihed … uanset hvilken religion, de tilhører. Så lad os ikke fokusere på, hvordan jeg klæder mig. Lad os håndtere de rigtige problemer,” fortsatte hun.
Mangemillionæren Rachid Nekkaz udtalte, at han sammen med mange andre, vil finansiere Driders valgkampagne. Derudover har han oprettet et fond, som skal betale for de bøder, burka-klædte muslimer vil få i fremtiden.
For at kunne stille op til præsidentvalget skal Drider, som alle andre kandidater, skaffe støtte fra 500 borgmestre. Med flere end 36.000 borgmestre i Frankrig mener hun ikke, det bliver et problem, selvom hun officielt bryder loven.
Selvom det franske politi har proklameret, at burka-loven er umulig at håndhæve, og at de har for travlt med at fange kriminelle, bekræfter en kilde fra det franske indenrigsministerium, at 91 kvinder er blevet stoppet siden burka-forbuddet trådte i kraft. Han tilføjer dog, at under 10 procent af sagerne vil nå i retten. Det skriver ReligionNewsBlog.
Belgien vedtog en lignende lov, der trådte i kraft i juli, og hollandske myndigheder annoncerede forrige fredag, at de også vil indføre et forbud mod burka og niqab. Et udkast til en lignende lov er blevet godkendt i Italien.
Efter hvad man forstår på en anden KD artikel 'Islam vinder frem i Frankrig' - har hun snart gode chancer for at blive valgt.
Det er selvfølgelig en provokation i et sekulært post-kristent land, en provokation, med modsat fortegn, som ingen ville slippe godt fra i et muslimsk land. Her slipper hun med en bøde, hvis hun overhovedet får en.