“Familien bliver beriget af at møde livet i fattigdom”

I familien tilstræber vi en balance, hvor næstekærligheden får et dobbelt sigte på både familielivet og livet i vores omverden, skriver  missionær i Kairo Jonas Norgaard Mortensen

"Far, far, nu skyder de nede på gaden igen. Hvorfor arbejder du hele tiden, vi skal hygge!"

Sætningen kom fra min datter under revolutionen i Egypten og viser, at hverdagslivets udfordringer ikke bliver grundlæggende forandret i et missionsliv i en urolig region, men forstærket.

Hvordan engagerer vi os, bruger vores talenter og lever passioneret uden at brænde os selv og familien ud? Hvordan plejer vi relationer til andre uden at forsømme de nære relationer?

Rejsen gik fra Nordsjælland til Mellemøsten
I februar 2010 valgte vi at flytte fra et trygt liv i Allerød i Nordsjælland til Kairo i Mellemøsten, hvor vi arbejder for Danmission med kirkeliv, dialog og udvikling.

I Allerød, som netop af Ugebrevet A4 er kåret som Danmarks bedste kommune, havde vi 5 minutters gang til skoven, S-toget og vores to pigers skole.

Vores familie-, samfunds- og arbejdsliv var i sammenligning med flertallet af verdens snart 7 milliarder mennesker fyldt til overmål med sikkerhed, rigdom og overskud.

I Kairo lever størstedelen af byens 20 millioner mennesker i fattigdom. Lov og orden er delvist forsvundet siden revolutionen. Det tager timer at trænge igennem den infernalske trafik, og religiøse konflikter truer sammen med frustration og magtmisbrug egypternes liv og landets transition til demokrati.

Under revolutionen i januar og februar tog vi begejstrede del i egypternes fredelige kamp for værdighed og demokrati, men befandt os omvendt i en krigslignende situation med reel fare.

Kærligheden har et dobbelte sigte
Vores valg kan forklares med det, som Folkekirkens Nødhjælps stifter A. T. Jørgensen kalder filantropiens dobbelte sigte: ét mod mennesket og ét mod samfundet. Filantropi betyder kærlighed til mennesket, og denne næstekærlighed skal engageret favne alle medmennesker og deres samfund.

Næstekærligheden er en engagementets ”filosofi,” fordi ord uden handling er døde. Ord kan naturligvis omsættes lige godt til handling i både Allerød og Kairo, men som familie følte vi, at vi var nået til et punkt i vores liv, hvor vores handlinger ville gøre større gavn i Mellemøsten, og hvor vi havde et privilegeret overskud og mulighed for at gøre det. Kærlighedens dobbelte sigte retter sig både mod det nære og det fjerne.

Næstekærlighedens dobbelte sigte retter sig omvendt også både ud mod verden og ind mod familien. Det er et dilemma, når verden omkring en lider, og vi oplever dagligt paradokset mellem at arbejde for trivsel, udvikling og fred i samfundet - og forsømme det på hjemmefronten.

Hvornår har du ydet nok, når behovene skriger efter mere, og du ikke bare som arbejdstager står til regnskab overfor din arbejdsgiver, men som tjener står til regnskab overfor Gud?

I gamle dage var mange missionærer nødsaget til at sende deres børn langt væk på engelske kostskoler. Det slipper vi heldigvis for. Vi ønsker og oplever, at livet i det, man kan kalde moderne mission, bringer os tættere sammen og ikke længere fra hinanden.

Næstekærligheden har også et dobbelt sigte på både det korte og lange perspektiv. Vi efterlever ikke vores forståelse af næstekærlighed, hvis vi slider os selv ned på kort sigt, eller hvis vores børn betaler en så høj pris for vores valg, at de ikke kommer til at trives på langt sigt.

Vi får, når vi giver
Kærligheden og engagementet er heldigvis ikke et nulsumsspil. Vi modtager i overmål, når vi møder, giver til og indgår i relationer med andre mennesker. Vores børn får en berigende indsigt i sprog, religion og kultur.

I vores liv i Mellemøsten er vi dagligt vidne til ødelæggende relationsbrud forårsaget af religiøs frygt, fordomme og fjendskab mellem araberne og mellem Vesten og Mellemøsten.

Men vi er også vidne til en kulturrigdom i synet på relationerne i den udvidede familie, som forpligtet tager vare på hinanden. En rigdom i ærbødighed og ydmyghed overfor livet som en gave. En utrolig venlighed. Og kollegaer, som arbejder med en passion, ydmyghed og en flid, som man sjældent møder i Danmark. Det er dybt berigende for os at opleve og lære af.

Vores kristne tro og familie bliver også beriget af at komme i arbejdstøjet og møde livet i fattigdom, uretfærdighed og konflikt. Vi bliver udfordret til at brede kaldet om næstekærlighed omsorgsfuldt ud til alle mennesker og folde det virksomt ud i konteksten.

Familielivet kræver paradoksale afvejninger
Kærlighedens dobbelte sigte er en fordring fyldt med paradokser og dilemmaer. Og den idealistiske filantropi står ikke rent og purt. Den bliver blandet op med og afvejet mod andre mere egoistiske motivationer. Ønsket om at lære om verden, leve eventyrligt, få privilegier og skabe en kompetenceprofil, som sikrer den fremtidige karriere.

Vi tilstræber derfor en balance, hvor næstekærligheden får et dobbelt sigte på både familielivet og livet i vores omverden; omslutter både det nære og fjerne, det kortsigtede og langsigtede.

Vi skal have nærværende hygge, selv når de skyder nede på gaden, som min pige sagde. Og vi har i praksis lært, at balancen kun kan opretholdes, når vi også regelmæssigt som familie holder helt fri sammen – i tillid til, at noget kan vente til næste uge, eller gøres endog bedre af andre.

Jonas Norgaard Mortensen arbejder som Danmissions regionskoordinator for Mellemøsten og bor i Kairo med sin kone og tre børn.