Pilgrimsvandring i de fem verdensreligioner

Den muslimske pilgrimsvandring foretages for at opfylde islams femte trossøjle, som er påkrævet for at være troende muslim.

Den store valfart, hadj, foretages i den muslimske års sidste måned dhu al-hijja. Pilgrimsrejsen skal foretages mindst en gang i livet med mindre, man er forhindret på grund af sygdom eller af økonomiske årsager.

Pilgrimsrejsen indebærer en række ritualer, der anses for at være symbolske mindehandlinger, der skal minde om, at patriarken Ibrahim byggede Kabaen som angiver bederetningen, qibla, i islam.

Valfartsritualerne indledes uden for Mekka med, at mændene iklæder sig hvide pilgrimsdragter, der kaldes ihram. Kvinderne iklæder sig ikke samme dragt, men der er tradition for, at kvinderne bærer enkle, hvide klæder. Det hvide tøj er med til at få pilgrimmene til at fremstå ens for Allah, når de når til Mekka.

Når muslimer bærer ihram, må de ikke klippe og barbere sig, bruge parfume, have seksuel omgang, dræbe dyr eller trække planter op af jorden.

På vejen til Mekka fremsiges en særlig bøn til Allah, Labbayka, der betyder ’til Din tjeneste’ på arabisk. Herefter udføres tre ritualer:

• Når pilgrimmene når frem til Mekka, udfører de tawaf, som er den rituelle cirkulation rund om kabaen. Pilgrimmene går syv gange rundt om helligdommen mod uret. Herefter kysser de en sort sten, som er muret inde i kabaens østlige hjørne.
• På den niende dag i måneden afholdes en prædiken for alle pilgrimme på Barmhjertighedens Bjerg på Arafat-sletten, hvor Muhammed på sin sidste valfart holdte prædiken siddende på sin kamel.
• På den tiende dag udføres ritualet ’at stene Satan’ i dalen Minâ. Djævelen bliver her symboliseret ved fire søjler, og ritualet udføres for at mindes, hvordan Ibrahim modstod Satans fristelser og jagede ham bort ved at kaste sten på ham.

Læs mere om pilgrimsvandring i islam

Hinduisme – pilgrimsvandring for at opnå frelse
Pilgrimsfærd, tirthayatra, har altid været centralt i hinduismen, og praktiseres også i dag. Tirtha betyder vadested eller krydsningspunkt og symboliserer, at det på disse steder er muligt at krydse over til den anden side.

Pilgrimsstederne i hinduismen kan klassificeres på forskellige måder.
Nogle destinationer bruges til at bede om ting fra guderne, mens andre besøges for ens egen skyld og uden forventning om særlig belønning.

Pilgrimsstederne kan også klassificeres efter, hvilken af hinduismens mange guder, templet er tilegnet.

De pilgrimssteder, hvor der er vand, anses for at have en rensende og frelsende kraft. Hvis man bader på et af disse helligsteder, bliver man renset for moralske urenheder.

De mest populære pilgrimsdestinationer i Indien er den nordindiske by Varanasi, også kendt som Benares, samt Ganga Sagar ved Sagar-øen, hvor floden Ganges og det indiske hav mødes.

Helligsteder, Tirtha, i Indien er ifølge hinduer steder, hvor det guddommelige er tilgængeligt, og hvor renhed og frelse, moksha, er opnåeligt.

Indiens helligste by, Varanasi, er mål for mange ældre hinduer, der er ved at dø. Det anses for at være særligt rensende at blive badet ved en af de mange trappenedgange til Gangesfloden, der kaldes gahts, efter sin død og derefter blive kremeret i et bål på bredden af Ganges-floden.

Mange pilgrimsdestinationer kræver gentagende besøg, før den troende kan opnå frelse. Men hinduerne tror, at den frelsende kraft ved Sagar-øen er så stærk, at hvis man bader i vandet omkring den sydlige del af øen, vil man med garanti blive frelst.

Læs mere om pilgrimsvandring i hinduismen

 
Jødedom – Pilgrimsvandring er ikke en religiøs tradition
I jødedommen findes begrebet Aliyah, som betyder ”at gå op”. I dag bruges udtrykket på to måder:

• Når en jøde går op til Torah-rullen og læser op af den i gudstjenesten.
• Når en jøde flytter fra diasporaen, som er de steder, hvor jøderne flyttede hen efter de blev tvunget i eksil, og tilbage til Israel for at bo der.

Mange jøder besøger i dag Grædemuren, fordi den har historisk betydning, og ortodokse jøder besøger den også for at bede ved den og lægge små bønnesedler ind i murens sprækker.

I jødedom er der ikke nogen egentlig religiøs tradition for pilgrimsvandring. Men på Templets tid, det vil sige før dets ødelæggelse omkring år 70, valfartede jøder til Jerusalem for at deltage i valfartsfester, der markerede højtiderne: De usyrede brøds fest, matzot, Kornhøstfesten, shavout, og Løvhyttefesten, sukkôt.

Heller ikke disse ritualer kan sættes i direkte forbindelse med en pilgrimsvandring, hvor formålet skulle være at blive mere religiøs eller råde bod på sine synder, som i andre religioner.

LÆS OGSÅ:Historien om Tempelbjerget

Læs mere om pilgrimsvandring i jødedommen
 
Buddhisme – Pilgrimsvandring i Buddhas fodspor
De vigtigste pilgrimsdestinationer i buddhismen er placeret omkring Ganges-sletterne i det nordlige Indien og sydlige Nepal. I dette område boede og underviste Gautama Buddha, hvis ideer og tanker, buddhismen er bygget på.

Gautama Buddha udpegede fire pilgrimssteder, der skulle have en særlig indvirkning på den spirituelle følelse. Disse fire steder er:

• Lumbini i Nepal, hvor Buddha blev født.
• Bodhgaya i Indien, hvor Buddha blev oplyst.
• Rådyrparken, Sarnath, i Nordindien, hvor Buddha første gang lærte dharmaen, som er kernen buddhisters livsfilosofi og religion.
• Kushinagar i Nordindien, hvor det siges, at Buddha indgik i parinirvana, som er det endelige nirvana, der kun kan opnås af den, der har opnået oplysning, bodhi, efter døden.

Buddhister bruger pilgrimsvandringer til at gå i Buddhas fodspor og opleve den stærke spiritualitet, der er forbundet med de helligsteder, hvor Gautama Buddha grundlagde fundamentet for buddhismen.