“Alle mennesker har samme uendelige værdi”

Hvis Gud ikke findes, bliver menneskers værdi relativ og afhængig alene af, hvad de er værd for mig eller samfundet, skriver dialogsekretær Lars Mollerup-Degn

Hvor meget er et menneske egentlig værd? Og er alle mennesker lige meget værd? Mine idealistiske intuitive svar på de to spørgsmål vil være henholdsvis ”Uendeligt meget værd” og ”Ja, alle mennesker har lige høj værdi.”

Men når jeg ser mig omkring, kan jeg jo ret hurtigt konstatere, at sådan er virkeligheden ikke, ikke bare i verden omkring mig og i de politiske og sociale strukturer, men også i min egen måde at tænke om andre mennesker på. Og det bryder jeg mig ikke om, samtidig med at jeg ikke ved, hvordan det kan blive anderledes.

Værdifuld genforening
I disse dage hører vi om stor fest og begejstring i både den israelske og palæstinænsiske befolkning. Den israelske soldat Gilad Shalit er efter 5 års fangenskab og uvished om sin egen overlevelse blevet sat fri og genforenet med sin familie.

Det må være en helt fantastisk og ubeskrivelig glæde og lettelse, der i disse dage fylder Gilad og hans familie. Han var bare en stor dreng – 19 år – da han blev taget til fange.

Som far til flere teenagebørn kan jeg slet ikke begribe, hvordan familien har kunnet holde de 5 år ud. Er der et område, hvor jeg oplever mig sårbar og let at berøre (indrømmet, jeg kan godt knibe en tåre under en god film) så er det, når temaet er om forældre, der mister deres børn; eller bare lever med truslen om det. Det går lige ind. Tanken er ikke til at holde ud.

Var det et af mine børn, tror jeg, at jeg ville tænke, at ingen pris var for høj, for at redde dem ud af faren og tilbage til trygheden og livet. Jeg synes deres værdi er uendelig!

I Gilads tilfælde kom frigivelsen efter en forhandlingsaftale. I ”bytte” for frigivelsen af Gilad frigiver Israel 1027 palæstinensiske fanger.

Min første reaktion var, at det var en meget ”dårlig handel”, israelerne havde gjort. Er Gilad virkelig lige så meget værd som 1027 palæstinensere? Hvorfor skulle et israelsk liv være over tusinde gange mere værd end et palæstinensisk?

Svaret er, at det er det heller ikke. For Gilads familie og nærmeste er det selvfølgelig. Og for det israelske folk er det over årene blevet det, fordi Gilads liv har fået en merværdi i takt med, at han er blevet et symbol for Israel på, at de er sårbare i kampen mod Hamas.

At få ham frigivet beviser, at Israel gør alt, hvad der står i dets magt for at beskytte sine borgere – også den enkelte. Det styrker moralen hos alle Israels øvrige soldater og deres familier. Gilad var lige så meget værd som 1027 palæstinensere, fordi andre mennesker, hans familie, hans land og hans medborgere, tillagde ham den værdi.

Værdi er noget, vi får af andre
Hver eneste af de 1027 frigivne palæstinensere er også en eller andens søn eller datter. Mange af dem regnes af deres landsmænd for frihedskæmpere og soldater. Nogle af dem har siddet i fangeskab i 20-25 år!

Hvilke savn og lidelser har de og deres pårørende ikke gået igennem i årevis? Jeg ved godt, at mange af dem er dømt for meget alvorlige og voldelige handlinger. Og jeg har ingen baggrund for at vide, om det var retfærdige domme eller ikke.

Men jeg kan forstå, at de for nogle opleves som gemene forbrydere, voldsmænd eller mordere, mens de for andre er helte. Vores liv har tilsyneladende den værdi, andre sætter på det – eller har det også en værdi uafhængig af andres vurdering? En absolut eller iboende eller ukrænkelig værdi?

Selvværd er den værdi, vi sætter på os selv
Hvis et menneskelivs grundlæggende værdi ikke er afhængig af den værdi og vurdering, man får fra sine medmennesker, er det nærliggende at tænke, at den i stedet afhænger af den værdi, vi sætter på os selv.

Men man skal kun tænke sig om et kort øjeblik, før man bliver klar over, at det ikke er nogen særlig pålidelig målestok for ens sande værdi.

Det er sundt og godt, når mennesker har en høj grad af selvværd. Man oplever, at de hviler i sig selv og har overskud til andre. De har ikke et usundt behov for at søge bekræftelse fra andre eller prale urimeligt om sig selv for at stive deres selvværd af.

Omvendt forsøger de heller ikke at gå i ét med tapetet eller krybe i et musehul, hver gang nogen siger noget anerkendende til dem, fordi de ikke føler sig værdige til den ros eller bekræftelse, de får.

Men mennesker med stort selvværd har jo netop fået det gennem en sund anerkendelse fra andre mennesker og manglende selvværd kommer af, at man ikke har lært sin sande værdi at kende i samværet med andre mennesker.

Selvværdet er altså ikke en indre eller absolut værdi, det enkelte menneske har, men er dybt afhængigt af ydre faktorer og andre menneskers værdsættelse eller værdisættelse af den enkelte person.

Gud sætter værdi på os
Jeg ønsker at fastholde mine intuitive svar i begyndelsen af denne kommentar: "Ja! Det enkelte menneske har en uendelig og ukrænkelig værdi" og: "Ja! Alle mennesker er lige meget værd."

Og jeg tror, at mange intuitivt vil tænke eller ønske det samme. Men de svar giver ikke mening, hvis vores værdi er afhængig eller påvirkelig af den værdi andre mennesker sætter på os.

En ukrænkelig menneskelig værdi må bygge på noget urokkeligt andet end mennesker selv. For mig er mine intuitive svar et antropologisk gudsbevis.

Tanken om, at ethvert menneske må have samme uendelige værdi som jeg selv, kan kun opstå, hvis Gud findes og sætter uendelig værdi på mig og alle andre. Hvis Gud ikke findes, bliver menneskers værdi relativ og afhængig alene af, hvad de er værd for mig eller samfundet.

Mennesker bliver en handelsvare, et forskningsobjekt, en arbejdskraft, en forsørgerbyrde eller en reservelsfabrik for andre. Lad os få Gud langt mere på banen – vi er det værd!

Lars Mollerup-Degn er dialogsekretær i missionsselskabet Areopagos