Mens det indtil for årtier siden var absurd at tale om, at religion skulle ud af det offentlige rum, enten fordi religionen var statens religion eller fordi religiøse foreninger og grupper var blandt de vigtigste aktører i civilsamfundet, så er der i disse år flere og flere, som agiterer for, at religion bør begrænses til den private sfære, skriver ph.d Mogens S. Mogensen
- Malene Korsgaard Lauritsen.
Mogens Mogensen |
31. oktober 2011
Graden af trosfrihed vil afhænge af kvaliteten af det retssamfund, der værner om de enkelte borgeres rettigheder som aktører i civilsamfundet, skriver interreligiøs konsulent Mogens Mogensen
Af mange gode grunde er der for tiden fokus på religionsfrihed og på religionsforfølgelse. Således har Folkekirkens Mellemkirkelige Råd netop lanceret en hjemmeside om ”Trosfrihed – Forfulgte kristne.”
I Danmark anno 2011 opleves trosfrihed som noget helt selvfølgeligt, men vi skal ikke langt væk fra Danmark, før trosfriheden er truet. Og vi skal heller ikke langt tilbage i vores egen historie, før det bliver svært at få øje på trosfriheden.
Trosfriheden – og manglen på samme – hænger sammen med religionens plads i samfundet. I middelalderens Danmark var kristendommen samfundets grundlæggende ideologi i den grad, at et menneske først fik arveret, når det var blevet døbt. Det fremgår for eksempel af Jyske Lov fra 1241.
Efter de religionskrige, som fulgte i kølvandet på reformationen, blev det bestemt, at befolkningen skulle tilhøre samme religion som deres fyrste (cuius regio, eius religio).
I forlængelse af denne tænkning slås det fast i Danske Lov af 1683, at straffen for at forlade den lutherske tro til fordel for eksempelvis den katolske tro er landsforvisning. Når religion er et statsanliggende, så er der tilbøjelighed til at sidestille apostasi med landsforræderi, så trosfrihed bliver illusorisk.
Så sent som i 1830’erne blev baptisternes trosfrihed trådt under fode, idet deres børn i flere tilfælde blev tvangsdøbt. Men i 1849 fik danskerne for første gang trosfrihed, så borgerne fik ret til i frihed at vælge at følge den trosretning eller religion, de ville, uden at blive udsat for statslig forfølgelse.
Selvom forbindelsen mellem stat og kirke opretholdtes med den nye grundlov, så blev religion nu i højere og højere grad et civilsamfundsanliggende.
Frihedsrettigheder såsom ytrings-, forenings- og forsamlingsfrihed dannede grundlag for det civilsamfund, som religiøse foreninger og grupper kom til at udgøre en væsentlig del af.
Lige som borgerne fik politisk frihed, fik de også trosfrihed til at udfolde sig religiøst i det offentlige rum.
Når religion bliver et civilsamfundsanliggende, er der håb om trosfrihed, og graden af trosfrihed vil afhænge af kvaliteten af det retssamfund, der værner om de enkelte borgeres rettigheder som aktører i civilsamfundet.
At kræve religionen ud af det offentlige rum begrænser trosfriheden
Mens det indtil for årtier siden var absurd at tale om, at religion skulle ud af det offentlige rum, enten fordi religionen var statens religion eller fordi religiøse foreninger og grupper var blandt de vigtigste aktører i civilsamfundet, så er der i disse år flere og flere, som agiterer for at religion bør begrænses til den private sfære.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde for eksempel, at der er for meget religion i det offentlige rum. Problemet er imidlertid, at når religion gøres til et privatanliggende, så fører det automatisk til en begrænsning af borgernes trosfrihed.
Ikke sådan, at de ikke må tilslutte sig den religion, men sådan, at der indføres begrænsninger i folks ret til at praktisere deres tro i det offentlige rum. De mest kendte eksempler er kravet om et forbud mod religiøse symboler i det offentlige rum og kravet om et forbud mod at bære visse religiøse klædedragter.
Et andet udslag af denne tænkning møder man, når asylmyndigheder argumenterer med, at konvertitter fra islam til kristendom uden risiko kan sendes hjem til lande, hvor apostasi straffes hårdt, fordi konvertitterne bare kan praktisere deres religion i privatlivet.
Skønt Danmark har været et kristent land i over 1000 år – og vi i dag ikke kan forestille os kristendom uden trosfrihed - har vi kun haft trosfrihed i det sidste halvandet århundrede. Trosfrihed er ikke nogen selvfølge, men en frihed, som det overalt er værd at kæmpe for at værne om eller indføre.
Mogens Mogensen er ph.d. og interreligiøs konsulent
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk
2 indlæg det seneste døgn
