“Der er salg i religion”

Religiøse artefakter er ikke kun beregnet til forbrug
Det interessante, hvilket måske var lidt utilsigtet for tilrettelæggernes side, var, at der blev givet et eksempel på, hvordan religiøse artefakter bruges og forbruges. Og hvor grænsen går for, hvad der bruges og forbruges, afhænger tilsyneladende af, hvilken betydning et religiøst symbol tillægges både af dem, som giver det trosmæssig betydning og dem, der bare synes de er flotte, farverige og eksotiske.

Vi har inden for de sidste 10 år haft mange eksempler på, hvordan de der tror, og som tillægger et religiøst artefakt en bestemt religiøs betydning, og de, der blot forbruger det, har kollideret.

Som eksempler kan nævnes Kvicklys salg af sandaler med Jesus-motiv, hvor kritikken fra mange forskellige kirkelige retninger og enkeltpersoner gik på, at man ikke kan træde på Jesus; et andet, der kan trækkes frem, er et hollandsk modehus der pludselig mødte stor modstand fra flere hindugruppers side, da de fremstillede en badedragt og en bikini med hindugudinden Laxmi på. Her reagerede hindugrupperne på, at Laxmi, som blandt andet inkarnerer moderlighed og trofasthed og er guden Vishnus loyale hustru, ikke kunne beklæde kvinder, der viste det meste af deres krop frem og derfor indbød til alt andet end det, Laxmi for dem står for. Det hollandske modehus blev rystede over de stærke reaktioner og trak deres store parti af kvindeligt badetøj tilbage.

Religiøs symbolik har tiltrækningskraft
Det kan godt være, at de religiøse institutioner alias den danske folkekirkes kirkerum står tomme, men det gør supermarkedets hylder med religiøse artefakter også. Det er fordi religiøs symbolik har tiltrækningskraft og derfor sælger. Det har de altid gjort. Det er den meget bredere vifte af betydning, de tillægges, der har ændret karakter.

Det skyldes måske, at de ikke længere kun sælges i eller ved de religiøse helligsteder. De løftes med andre ord op og væk fra den tradition, som de i første omgang er udsprunget fra og derfor repræsenterede. Nogle gange for langt i nogens smag, hvorfor der reageres.

Der er altså ingen tvivl om, at religion på den ene eller anden måde stadig sælger. Der er utvivlsomt også et behov, som ikke tilfredsstilles. Det er man bevidst om i de store danske bolighuse og i reklameindustrien.

Det er den danske folkekirke også, men hvordan den sælges, er den tilsyneladende ikke så god til. Måske er det indpakningen eller mangel på artefakter? Eller også skal kirkerummet som et multifunktionelt rum, sådan som domkirkerne i middelalderen ofte var det, genoplives?

Marianne Qvortrup Fibiger
Lektor, ph.d. i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet