Der er intet forbud i Koranen imod at afbilde Profeten Muhammed. Dog opfordrer Koranen til civiliseret og respektfuld omgang mennesker imellem, skriver forfatter Aminah Tønnsen
To dage efter offentliggørelsen af en forsideillustration af profeten Muhammed er det franske satiriske magasin Charlie Hebdo blevet angrebet af en benzinbombe.
Hvorfor har illustrationen af Muhammed udløst en så voldsom reaktion?Skal joken blot opfattes som en harmløs joke eller som et angreb mod muslimer?
Religion.dk har spurgt forfatter Aminah Tønnsen:
Hvad er din reaktion på den franske avis’ Muhammed-joke?
"En plat og barnlig handling som denne fortjener ikke mere end et skuldertræk. Og hvis nogle muslimer skulle finde tegningen sårende, bør de huske, at Koranen opfordrer til at ignorere sårende udtalelser (33:48), til at tilgive og bære over med de formastelige (2:109) og vende ryggen til dem, der forhåner ens tro (6:68)."
Hvad er din reaktion på angrebet på avisen?
"Hvem der står bag attentatet, kan man kun gisne om. I skrivende stund er der faktisk ingen, der har taget ansvar for aktionen, og politiets eneste spor er en molotovcocktail i form af en flaske vin. Derfor er det tankevækkende (men ikke spor overraskende), at medier og andet godtfolk har udpeget syndebukkene med så stor skråsikkerhed, som tilfældet er."
'Man terroriserer muslimerne, for at de skal opfattes som terrorister,' har den franske forfatter Edouard Nabe engang sagt. Hvem ved, måske har Charlie Hebdos redaktion villet provokere for efterfølgende at kunne fremstå som ytringsfrihedens vogtere kontra såkaldte islamiske terrorister? Eller er deres økonomi i bund?
I begyndelsen af 2011 udsendte avisen en indtrængende appel på internettet i håb om at øge salget. Da de for nogle år siden gengav Jyllands-Postens famøse tegninger, solgte de en halv million eksemplarer mere af særudgaven end normalt, og det må alt andet lige have skæppet godt i kassen.
Og mens medierne skriver spalte op og spalte ned om "islamisternes terroraktion," ignorerer de stort set hændelser foran Paris' Théâtre de la Ville, hvor katolske såkaldte fundamentalister i alle aldre aften efter aften har demonstreret imod opførelsen af et stykke om "Guds søns ansigt" ved at råbe "Kristenfobi, nu er det nok!" og "Frankrig er kristen og bør forblive det!"
Og til manges store undren har også en gruppe muslimer sluttet sig til protesterne, fordi også de føler deres profet Jesus krænket. Muslimer, der demonstrerer fredeligt side om side med katolikker, passer åbenbart ikke ind i mediernes dagsorden. Man spührt die Absicht und wird verstimmt! som Goethe skrev."
Mener du, at denne Muhammed-joke vil udløse samme reaktioner som Jyllandspostens Muhammed-tegninger?
"
www.islamfrance.fr har gjort grin med angrebet mod Charlie Hebdo ved selv at gengive de billeder, der efter sigende skulle have opildnet visse muslimer til vold og giver en række muligheder for gengældelsesaktioner:
'Lad os brænde vore eksemplarer af Charlie Hebdo - for sjov naturligvis. Eller skulle vi...?
– Opkøbe denne sprøjte en masse og brænde dem i fuld offentlighed?
– Organisere sit-ins foran Charlie Hebdo?
– Storme Charlie Hebdo på fredelig vis?
– Blokere trykkeriet, der står for distributionen?
– Karikere deres dårlige journalistik?
– Foretage en politianmeldelse for tilskyndelse til had?
– Ikke gøre noget?
Lad os gå i tænkeboks i morgen, så får vi se...'
Lad os håbe, at muslimerne er kloge nok til at slå koldt vand i blodet og ignorere provokationen. Det burde ikke være så svært, når man tror på, at ethvert menneske engang skal stå til ansvar for sine handlinger på jorden, og at enhver vil få løn efter fortjeneste.
Til slut vil jeg lige præcisere: Der er intet forbud i Koranen imod at afbilde Profeten Muhammed, og der findes en masse afbildninger af ham lavet af muslimer. De findes eksempelvis i Davids Samlings miniaturesamling i København.
Jeg har selv gengivet flere af dem i min bog "
Islam. Tro og livsforståelse" fra 2003; men han er gengivet på en respektfuld måde.
Koranen opfordrer til civiliseret og respektfuld omgang mennesker imellem, idet den forbyder at bespotte, bagvaske og tale nedsættende om mennesker generelt (49:11-12)."
Aminah Tønnsen, forfatter og foredragsholder