Dyrker vi børn som små guder?

"At kalde en kulturel opmærksomhed på børn for religiøs er tåbeligt. Vores kulturelle interesse for barndommen har indlysende nok biologiske rødder," siger religionsforsker Mikael Rothstein.

- Colourbox.com

Læs også

flexblock

Tema

Interview

Religion og familieliv

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

1 debatindlæg Hold mig opdateret Del

Elsebeth Schiller | 10. november 2011

Det er en myte, at børn i dagens samfund bliver behandlet som små guder, mener en børnepsykolog og en religionshistoriker, mens en teolog indvender, at vi sætter vores børn op på en piedestal, hvor de ikke hører hjemme

Piedestalbørn, curlingbørn, projektbørn, idoliserede prinser og prinsesser. Forestillingen om, at barnet dyrkes, nævnes jævnligt i den offentlige debat under mange navne.

Også teolog og forfatter Sørine Gotfredsen mener, at børn fylder for meget:

”Børn er i centrum. Men det er vigtigt at signalere over for børn, at der er en grænse for, hvor meget de skal fylde”, siger Sørine Gotfredsen, som er aktuel med bogen ’Den åndløse dansker’ og af flere omgange har kritiseret danskernes forhold til deres børn.

Mange børnefamilier i dag er for egoistiske, og børn sættes op på en piedestal, mener hun:

Annonce

”Mange forældre bruger børn som en signalgivning på, hvordan de selv gerne vil opfattes. Det kan skabe et skævt billede af, hvad kærlighed er, for man glemmer, at omsorgen også skal omfatte andre end en selv. Og det store fokus på børn kan for eksempel også få barnløse til at føle, er de er forkerte, ufuldbyrdede mennesker.”

”Hvis voksne gerne vil føre meningsfulde samtaler, så skal børnene ikke altid være der,” siger Gotfredsen, der selv er barnløs og bygger sine udtalelser på erfaring:

”Det er, hvad jeg ser i mine omgivelser. Men denne tendens kan skabe åndløshed, fordi det på sin vis er mindre åndfuldt at have med børn at gøre. For at en samtale skal være åndfuld, kræver det, at der er tale om to ligeværdige parter. Børn lever i en fantasiverden, de er ikke i stand til som voksne at se sig selv udefra, i lyset af noget større.”

”Børn gøres ofte til små uskyldige rene væsner, men de har nøjagtig de samme selviske træk som voksne. Derfor skal vi passe på med den frie udfoldelse i opdragelsen – det kan ende med, at vi skaber små tyranner,” advarer Sørine Gotfredsen.

En myte
”Det bliver ikke mere sandt af at blive gentaget, men det bliver det jævnligt, både i pædagogiske kredse og i populærpsykologien, og det er problematisk”, siger Grethe Kragh-Müller, der er lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet med speciale i børn og udviklingspsykologi om fænomenet børnedyrkelse.

Hun har svært ved at se dyrkelsen. Fra 30 år som konsulent i daginstitutioner er hendes erfaring, at mange forældre prøver at give deres børn omsorg i et samfund, der samtidigt i de senere år har foretaget en tiltagende nedprioritering på børne-unge-området. Og som er indrettet sådan, at forældre kun har få timer med deres børn dagligt.

”Forældre prøver så at give opmærksomhed så godt, de kan, i den tid de er sammen som familie. I dag er børneopdragelse forskellig fra tidligere, så man skal finde ind til nye roller. I nogle familier kan det måske komme til at kamme over ind imellem, men jeg kan ikke se, hvordan det kan gøres så meget anderledes. I daginstitutionerne, hvor der eksempelvis har været massive nedskæringer, kan man ikke honorere de behov, børn har.”

”Samfundsudviklingen har ændret sig. Vi har de seneste 50 år bevæget os væk fra den autoritære opdragelse, og det er indskrevet i vores resolutioner og børnekonventioner, at børn skal behandles som ligeværdige individer, de skal kunne indgå i et demokratisk samfund. Men når man samtidig revser forældre for ikke at være konsekvente nok, så kan der opstå en uheldig cirkel af dårlig samvittighed, som ind imellem kan medføre forvirrede signaler”, mener Grethe Kragh-Müller.

Man kan ikke definere forældre som én stor masse, mener hun:

"Det kan da godt være, at der er nogle, der overbeskytter deres børn, men der er faktisk ingen undersøgelser, der viser, at børn i dag skulle være forkælede og opdraget til egoisme. Tværtimod viser nye undersøgelser, at danske børn scorer højt, når det kommer til at udvise demokratiske færdigheder.”

”Nogle gange opstår sådan nogle italesættelser, diskurser, fordi vi har brug for at forstå vores relationer. Alle kender barnet der flipper ud i supermarkedet efter en lang dag i institutionen. Det er så nemt at hæfte en hurtig mærkat på et fænomen, der er meget mere komplekst end ’dyrkelse’ og ’forkælelse’ og så videre. At børn og familie dyrkes og prioriteres i samfundet, kan jeg bestemt ikke se,” siger Grethe Kragh-Müller.

Gudebørn i Jalsøe
Mikael Rothstein, religionshistoriker ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet, mener også, at debatten er unuanceret, når for eksempel Sørine Gotfredsen under overskriften "Danskerne mangler ånd" udtaler: ”Vores dyrkelse af familien – især relationen mellem forældre og børn – helliggøres og ophøjes over alle andre relationer.”

”At kalde en kulturel opmærksomhed på børn for religiøs er tåbeligt. Vores kulturelle interesse for barndommen har indlysende nok biologiske rødder. Ved at promovere vores børn promoverer vi vores egne gener. På et mere umiddelbart niveau handler det næppe så meget om børnene selv, som det handler om forældrenes identitet: Hvis det går dit barn godt, er det fordi, du er en god mor eller far. At udstille børnene som idealobjekter peger derfor tilbage på ønsket om selv at være noget”.

Men hvorfor sniger de religiøse medbetydninger sig så ind i debatten?

”Religionsdiskursen benyttes på to måder; I én forstand betyder det nærmest "fanatisk" eller noget folk går alt, alt for højt op i. Det kan vi kalde en slags sekulær brug af begrebet religion/religiøst. Den anden måde er kritisk på en anden måde, hvor folks synspunkter eller adfærd betragtes som en slags falsk religion. Det er indlysende nok hovedsagelig teologer, der taler på den måde, som for eksempel når begejstring for børn gøres til en erstatningsreligion for den sande religion, det vil sige deres”, mener Mikael Rothstein.

”Barndommen er ikke en given ting, men en social konstruktion. Man kan sagtens forestille sig, at barnets status, og omtalen af barnet, i vores samfund er inspireret af myten om det perfekte Jesusbarn, præcis som i Indien, hvor småbørn ofte identificeres med gudebørn.
Det gør dog ikke turen til Jalsøe til en pilgrimsfærd. Vi iscenesætter os selv, og en måde at gøre det på er at vise overskud i relation til vores børn. Det kan, indrømmet, blive ret kvalmt, men det kan ting sagtens være, uden at de er religiøse. Først som sidst handler det om, at vi elsker vores børn.”

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

2 indlæg det seneste døgn

Læserdebat

Trådet overblik | Fladt overblik

Myten om kærligheden til børnene

Bent Laursen, publiceret d.10/11 13:41 (for 6 mnd. siden)

Læs artiklen bag debatten her: Dyrker vi børn som små guder?

Mikael Rothstein slutter med at påstå, at "vi elsker vore børn". Og det er en passende slutning på en artikel, hvis hovedformål er at dække over, at vi netop ikke elsker vore børn og derfor iscenesætter os selv som gode forældre.

Og dertil har vi jo brug for eksperter, der kan berolige os med, at den virkelighed, der indlysende bider os i halen, ikke eksisterer.

Børn udsættes gennem tv, videofilm, spil, og sociale medier som Facebook og Arto for en personlighedsopløsende egokult, der isolerer dem og umenneskeliggør dem. Alle børn får indprentet at de har x-factor - og forældre og samfund gør deres til at bestyrke dem heri - igen en løgn, der hindrer børnene i at vokse op og blive tilfredse.

For at bibeholde forældrenes og børnenes illusioner præges samfundet af den falske forestilling at børn er gode og uskyldige væsener (lidt ligesom deres mødre). En krænkelse af et barn medfører en sand heksejagt i presse og justitsvæsen, mens børns krænkelser af børn og voksne anses for utænkelige. Dermed har børnene fået magten i relation til voksne - og mange af dem er begavede eller ondsindede nok til også at gøre brug af den.

Og så er der jo den økonomiske fordel ved at være "børnefamilie" eller "enlig mor". Og fordelen for forældrene, der med henvisning til forældreværdigheden, kan pjække fra arbejde (i forb graviditet og barnets første sygedag), terrorisere supermarkeder og offentlig transport og unddrage sig sociale forpligtelser, der rækker ud over at bringe og hente børnene til og fra instutionerne.

Det er derfor et politisk klogt træk når den såkaldte regering profilerer sig ved at ville rulle den kriminelle lavalder et helt år tilbage. En kriminel lavalder er i det hele taget noget vrøvl. Hvis et barn begår en forbrydelse, så må det som alle andre stå til ansvar for dette i en retssal - gerne en specialiseret og med skyldig hensyntagen til alder og forbrydelsens karakter.

Men den, der piller ved glansbilledet af barndommen og børnene, farer ilde i vort børnehaveland. Om man som voksen skulle have lyst til at være fri for støjende børn og ammende mødre, så må der vist være noget galt. Men ikke med børn og forældre.

Del Link

2 indlæg det seneste døgn