Der hvor ingen oplever forskelsbehandling, fordi de møder med en anden baggrund!

nobody knew skrev:
Det kristne håb handler om kærlighedens håb ikke begærets krav.

Ikke floskler, men udmøntet i praksis, så vi ikke korsfæster, medicinerer Jesus!

Det kristne håb er håbet om Guds ubetingede kærlighed, og Kristi kærlighedsbudskab er næstekærlighed.

Den næstekærlighed Kristus talte om er at hjælpe mennesker i nød ikke at tilfredsstille de krav andre stiller med en anden baggrund.

Det er essensen, at lade mandens indre barn få lov til at gro!

Lena spørger blandt andet:
"Hvad gør det kristne håb egentlig for det kristne menneske i dag, hvis kun kærligheden tilskyndes de allernærmeste "næster," og troen er et privat anliggende?"

Der er noget meget tidstypisk ved dette spørgsmål.
Og for mig at se viser det desværre en temmelig udbredt mangel på forståelse af kristendom og tro i det hele taget.

Det er i virkeligheden en komplet umulighed at spørge:
"Hvad gør det kristne håb for det kristne menneske?"
Spørgsmålet forudsætter, at det kristne håb kan eksistere som en filosofisk størrelse.
Som sådan skulle det enkelte menneske så kunne prøve at lukke "det kristne håb" ind i sin tilværelse for efterfølgende at anstille betragtninger over forskellen mellem før og efter "det kristne håb". Og på den måde afgøre, om man vil tro på det eller ej.
Og vel at mærke er det noget, man kun kan tillade sig at gøre i sin helt "privat sfære".

Efter min mening kan man i virkeligheden slet ikke være længere fra en forståelse af kristendom og kristen tro.

Mette Madsen er inde på, at Kierkegaard siger, troen kun er optaget af nutidens relationer, hvis den er ret tro.
Det betyder bl.a., at troen på ingen som helst måde kan være et privat anliggende. Den er derimod er helt og fuldt personligt anliggende.
Når troen er et personligt anliggende, så betyder det, at troen omfatter den troende i alle aspekter af hendes tilværelse.
Det er her ikke muligt at skelne mellem den troendes optræden i det offentlige og det private.

Når der alligevel forsøges talt om troen som et privat anliggende, så skyldes det alene, at kristendom er blevet forvansket til en sekulær kristendom, som i vid udstrækning er uden tro, men fuld af filosofi.

Den kristne tro giver sig nødvendigvis til kende for omverdenen bl.a. gennem trossætninger (dogmatik), men den er ikke en tro på denne dogmatik.
Den kristne tro er en tro på en historisk persons betydning - hverken mere eller mindre.
Det siges i den formidable prolog til Johs.evg. bl.a. på følgende måde:
"Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed." (Johs 1,14)

Dette vidnesbyrd grunder sig på menneskers erfaring med den levende Guds ord, som blev menneske i Jesus fra Nazareth, men det udtrykker ikke blot en passiv eller passiviserende skuen. Der er tale om, at mennesker, som "ser" hans herlighed så at sige flyttes åndeligt.
Det udtrykkes i samme prolog således:

"Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud." (Johs. 1,9-13)

At tro og at se hans herlighed udtrykker ét og det samme og er i virkeligheden udtryk for kristendommens evige begyndelse, for dette at "se" hans herlighed er ikke forbeholdt Jesu samtidige.
Der er altså ikke blot tale om at "se" med den fysiske sans, for hvis det var troens lakmusprøve, så ville det indebære, at den kristne tro alene var en tro på Jesu disciple og de evangelieforfattere, som hver på sin måde søger at overlevere disciplenes vidnesbyrd til eftertiden.

Den kristne tro ville i så fald ene og alene være en menneskelig, intellektuel anstrengelse. Den ville være udtryk for en anerkendelse af sandhedsværdien i en argumentation.
Og det er lige nøjagtig denne tilgang til den kristne tro, som er tidstypisk og i høj grad præger det indledende spørgsmål.
Det er samtidig en helt forkert opfattelse af den kristne tro og derfor en helt forkert tilgang til begrebet om "det kristne håb".

Den kristne tro er netop en personlig og ikke en privat tro, fordi troen omfatter hele personen.
Det er det, forfatteren til Johs.prologen udtrykker ved at omtale dem, der tager imod Jesus som Kristus (Ordet) med ordene:

"de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud."

Der er sket noget med dem, men det er ikke sket som et resultat af deres egen intellektuelle anstrengelse i forhold til forskellige filosofiske størrelser.
Det, der sker med dem, er et resultat af Gud handlen med dem, for troen er ikke menneskets gerning.
Hvis den var, så ville de være "født af blod, af køds vilje og af mands vilje", men det er de netop ikke.
De er født af Gud.

Det er troen, der er Guds gave til mennesket, og som sådan er det troen, som "gør noget for mennesket".
I relation til spørgsmålet indeholder troen først og fremmest et dennesidigt håb, men det er bagvendt at spørge om, hvad dette håb gør for mennesket.
Det er ikke håbet, der tvinger til eller fordrer tro.
Det er troen, der indeholder og giver håbet.

nobody knew skrev:
Ikke kun mandens indre barn også kvindens indre barn.

Ultimativt er din næste den person du møder i livets nu.

At møde livets nu er den ultimative udfordring. Kan du (man) se eller kan du ikke se? Kan du handle eller kan du ikke handle?

Hvis du kan, hvem andre end dig selv kender så din handling?

Flemming Vang bliver fornærmet, hvis man anfægter hans tankebygning og prøver at gå bagom begreberne. HansKrist fantaserer sig til en stilhed uden indhold.

Men tanken er erindringens samlede sum også kaldet forstanden.

Man reagerer på livets udfordringer med den samlede sum af éns erfaring, med sin egen begrænsede baggrund. Ser man dette mens det sker, at man handler begrænset, er denne seen i sig selv en mulighed for at handle udover denne begrænsning. Denne mulighed er intelligensens handling.

Hvis tanken er stille og hvis legemet er stille er der alligevel en bevægelse. Tankens stilhed er opmærksomhedens bevægelse. Denne bevægelse er intelligens, godhed og kærlighed.

Det er så let at lade sig narre af tanken. Den bringer bud fra lle verdenshjørner om nød og elendighed. Men bliver den stille så er der kun det, som er.

Og det, som er, er skønhed og kærlighed.

jmp skrev:

Jeg kan se, du fortsætter med dit snik-snak, jmp.
Hvorfor i alverden skulle jeg dog blive fornærmet på dig?

Jeg er derimod nået til et punkt, hvor jeg er blevet godt og grundigt træt af dine indlæg, som for mig fremstår mere og mere forvrøvlede.
Den rationelle reaktion på dette er, at jeg fortæller dig det og herefter undlader at spilde mere tid på dine indlæg.
Og det er, hvad jeg har gjort, men det er på ingen måde udtryk for, at jeg er fornærmet.

Og så bliver jeg altså lige nødt til at opponere mod, at dine udgydelser skulle være udtryk for, at du "går bag om begreberne".
For mig at se bliver det derimod mere og mere tydeligt, at du slet ikke har fattet begreberne, selvom du ikke viger tilbage fra at klistre dine fantasier på Jesus Kristus.

Du slutter med at skrive:

"Det er så let at lade sig narre af tanken. Den bringer bud fra lle verdenshjørner om nød og elendighed. Men bliver den stille så er der kun det, som er.

Og det, som er, er skønhed og kærlighed"

Mere verdens- og virkelighedsfjern kan en filosofi (religion) da næppe blive.
"Det, som er" er identisk med "virkeligheden", har du tidligere skrevet, men det er tydeligt, at du ikke ønsker at forholde dig til "det, som er".
I stedet ønsker du at forholde dig identificerende til Gud, og ud fra denne navlebeskuende selvtilstrækkelighed kan du udtale:
"Og det som er, er skønhed og kærlighed".

I kristendommen gælder det på ingen som helst måde om at meditere sig bort fra virkeligheden, men at se den i øjnene uanset hvor hæslig den måtte være.
Og dernæst gælder det om at handle ud fra troen, som indeholder det håb, at det kan nytte noget at handle, selvom opgaven kan se håbløs ud.
For det er ikke mig eller min egen intelligens, der skal udregne den måde, hvorpå det skal gå i opfyldelse, som indeholdes i Fadervor:
"Ske din vilje på jorden, som den sker i himlen".

Men troen indeholder det håb, at det vil komme til at blive til virkelighed, og troen indgyder den kristne det håb, at det kan nytte noget at handle, selvom "det, som er" på ingen måde endnu er "skønhed og kærlighed"

Fl. Vang skrev:
Dette er en sandhed med modifikationer. Den erfaring, som de mennesker der levede tæt på den historiske person, Jesus fra Nazareth, var ikke, at den levende Guds ord blev kød i Guds enbårne, Jesus fra Nazareth, men at Jesus som profet meddelte mennesker sandheden om vejen til Guds rige. Kristendommen har gjort Jesus fra Nazareth betydningsfuld ved Paulus’ påstand om, at Jesus Kristus ved sin stedfortrædende død har forløst den synd menneskene arvede efter syndefaldet, da Adam spiste af kundskabets træ

At betragte de evangeliske tekster som et vidnesbyrd om Guds ord er at bedrage sig selv, og den, der lokker andre til at tro at disse tekster er Guds ord til mennesker, er en bedrager og vil, når regnskabet på dommens dag skal gøres op jfr. Matt 12,36, blive fordømt som en bedrager. Gud dømmer ingen men samvittighedens dom er streng.

De NT’lige evangelier er skrevet af mennesker der ikke stod Jesus nær. Disse forfattere har tolket de overleveringer som de var blevet bekendt med og tilføjet tekst som underbyggede deres tolkning.

At tro, at Gud har udvalgt og med sin handling gjort den kristne tro til noget særligt, der bevirker at de kristne ikke er fødet af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud, er en tro, som er en anden tro end det, Jesus talte om og sendte sine udvalgte disciple ud som apostle at forkynde.

De kristne har ifølge kristendommen Guds beskyttelse og kan leve bekymringsfrit i troen på Guds nåde. Den tvivlende behøver håbet og spørgsmålet er, om den kristen som er tvivlende også ifølge den paulinske kristendom kan forvente Guds nåde?