7. DECEMBER Når man har erkendt sin sande identitet, forstår man, at man ikke kan dø, skriver zen-buddhist og forfatter Tim Pallis

Store spørgsmål som "hvorfor er vi her?", "hvad er menneskets vigtigste opgave i livet?" og "hvad sker der, efter livet er til ende?" ville gestaltterapiens grundlægger Fritz Perls (1893-1970) nok kalde "elephant shit".

Han var en meget karismatisk terapeut på Esalen Instituttet i tresserne, som havde snuset til zen-buddhismen i Japan. Livets store spørgsmål er ikke meningsfulde uden for et spirituelt liv, fordi de er ubesvarlige for det rationelle intellekt.

Vi behøver ikke spørge, hvorfor vi er her
Zen-buddhismen er en spirituel ateisme, som afviser at formulere eller besvare den slags spørgsmål. Hvis man i mødet med zen-mesteren spørger på den måde eller giver et svar, som man har hentet fra de hellige skrifter, vil man straks blive ringet ud. Det har nemlig ikke noget med zen at gøre.

Jeg har aldrig mødt et spørgsmål som "Hvorfor er vi her?" i zen. Der findes nok nogle populære misforståelser af buddhismen, som vil henvise til læren om "karma og genfødsel", men det kan ikke bruges i zen.

Det, at vi er her og er bevidste, er nok det mest underfulde mysterium i livet. Det er simpelthen så fantastisk, at det er værd at fryde sig over hvert øjeblik i livet.

Man skal kende sin egen natur
Derimod er spørgsmålet om, hvad der er menneskets vigtigste opgave i livet, måske det allervigtigste spørgsmål for en buddhist. Den vigtigste opgave i livet er at kende sin egentlige natur. Det kaldes "Bodhi", "oplysning" eller "Satori".

Det er en særlig erkendelse eller eksistentiel indsigt i "meningen med livet" - en opvågnen til en ny bevidsthed, som gør én fri. Derfor er det den vigtigste opgave i livet, et menneske har.

Grunden til, at det er så vigtigt, er, at det er ensbetydende med at kende sin egen og alle tings Buddha-natur. Buddhismen har ingen Gud, men den har Buddha-naturen. Denne Buddha-natur er vor sande identitet, og den er fælles for alle levende væsner.

Men ikke nok med det, den er også fælles for alle uorganiske eksistenser og for hele universet som sådan. Måske kunne man kalde Buddha-naturen for det evige nuværs situationstotalitet.

I zen er der ingen død
Det bringer mig til spørgsmålet om, hvad der sker, efter livet er til ende? Her ville den folkelige buddhisme nok også henvise til læren om "karma og genfødsel".

Men i zen er der hverken fødsel eller død. Man dør slet ikke, fordi man aldrig er blevet født. Hvordan skal det forstås?

Når man har erkendt sin sande identitet, forstår man, at man ikke kan dø. Vi er alle udødelige og vil aldrig komme til at opleve vor egen død.

Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein har sagt:

"For livet i det nuværende er der ingen død. Død er ikke en begivenhed i livet. Man erfarer ikke død. Vort liv er endeløst på samme måde som vort synsfelt er grænseløst. Hvis der med evighed ikke forstås uendelig tidslig varighed, men ikke-tidslighed, så kan det siges, at en mand lever evigt, hvis han lever i nuet."

Vand i sig selv
Har ingen lyd
Løber det på en sten
Klukker det.

Tim Pallis
Zen-buddhist og forfatter