Franske muslimer kæmper for en plads til deres tro i det offentlige rum. Imam Tareq Oubrou mener, at de religiøse spændinger kan løses ved fælles ansvar og rimelig tilpasning
- VANINA LUCCHESI/Scanpix Danmark
Tareq Oubrou |
28. november 2011
Det er både muslimerne og de politiske ledere i Frankrig, der skal påtage sig et gensidigt ansvar for at fremme integration og løse religiøse spændinger, mener imam Tareq Oubrou
Hvorfor er et offentligt udtryk for islam et problem – ikke kun i Frankrig, men i hele Europa? Sidst var det bygningen af minareter i Schweiz, og før det var det tørklædet. Nu er det kravet om halal-kød i kantiner og forbudte gadebønner, der skaber spændinger og en følelse af udstødelse fra det franske samfund.
Det er i denne kontekst, at en ny rapport blev udgivet i oktober. Den omhandler islam i de franske forstæder, der har en overvægt af arabere. Rapporten bærer titlen ”Suburbs of the Republic” [Republikkens forstæder, red.] og er skrevet af Gilles Kepel, en fransk analytiker med speciale i islam og den nutidige, arabiske verden. Den er udkommet et par måneder før det franske præsidentvalg, og den konfronterer både politikere og muslimer med et gensidigt ansvar.
”Suburbs of the Republic”-rapporten tager fat i nogle af områderne af muslimsk integration i Frankrig siden 1980’erne, og den konkluderer, at der har været en styrkelse af religiøsiteten i de fattigere distrikter. Den øgede religiøsitet i forstæderne skyldes delvist en ligegyldighed og skødesløshed fra politikere og offentlige myndigheder.
På grund af den isolerende boligpolitik, som både højre- og venstreorienterede regeringer har opretholdt i årtier, har muslimske immigranter eksempelvis været nødt til at leve i homogene samfund, i stedet for forskelligartede samfund.
At lede efter en identitetSer man nærmere på manglen på uddannelse i disse dele af Frankrig (mere end 50 procent af de studerende i de pågøldende forstæder tager ikke en videregående uddannelse), hvem er da ansvarlig? Af åbenlyse årsager understreger Kepel uddannelse som en væsentlig udfordring i sin konklusion, som han retter mod regeringen.
Disse socioøkonomiske emner vil uundgåeligt have en negativ indflydelse på muslimer, der leder efter en identitet, og de efterlades med en følelse af, at en muslimsk identitet kan betyde udelukkelse fra det franske samfund.
Dette fænomen kan dog ikke alene tilskrives en religiøs identitet; det ses også i forbindelse med uprivilegerede, sociale klasser. Kepel forklarer, at ”forfægtelsen af identitet skal ikke forstås alt for bogstaveligt. Det er også en måde at bede om integration i et samfund på, ikke en måde at afvise samfundet på.”
Det friskriver på ingen måde de franske muslimer deres ansvar. Faktisk er det de religiøse, intellektuelle eller kulturelle muslimske ledere, som bør adressere den anden side af problemet. Det nylige udbrud af muslimsk tro i det offentlige rum har været pludseligt, ofte kaotisk, identitetsbaseret og til tider reaktivt. Størstedelen af muslimske ledere har endnu ikke indset, hvor stor bekymring det skaber i et sekulært samfund som det franske.
Tilpasning som løsning
En ting er sikker: alle er enige om værdierne i den franske republik. De aspekter, der sættes spørgsmålstegn ved, er tekniske og etiske af natur. Jeg foreslår to principper, som måske kan hjælpe os med at finde holdbare etiske og tekniske løsninger.
Diskursetik er et begreb formuleret af den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas, der forstod gensidig forståelse som et resultat af debat og diskussion. Derudover kan 'rimelig tilpasning', et juridisk koncept opfundet af canadiere for at forhindre diskrimination af minoriteter, også bruges som baggrund for at løse den store sociale opgave: integration.
Tag for eksempel muslimer, som beder på gaden. Da gadebøn blev forbudt i september, skabte det overskrifter. Løsningen på problemet, der indebærer en dominans af det offentlige rum, er utrolig simpel og kan udføres ved hjælp af det canadiske princip om tilpasning. Siden fredagsbønnen er forholdsvis kort, kunne borgmesteren, for eksempel, leje et værelse til de tilstedeværende, mens bønnen foregår, indtil de kan købe deres egne faciliteter.
I mangel på en anden løsning og for at imødekomme de troendes behov, kan en muslimsk menighed også udføre to eller tre fredagsbønner hver fredag, i stedet for kun én hvor folk breder sig ud på gaden. Dette anerkendte alternativ er i høj grad muligt.
Med en smule sympati og sund fornuft kan man altid finde en løsning, sålænge ideologi, politik og fanatisme ikke blandes sammen. Det essentielle er ønsket om at ville leve sammen med respekt og i broderskab – som det nationale motto i Frankrig siger.
Tareq Oubrou er iman i Bordeaux i Frankrig og formand for de franske imamer. Artiklen er skrevet til Common Ground News Service.Artiklen er oversat fra engelsk af Therese Fischer-Larsen.
FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk