Måske skal man ikke altid tilgive

Hvis fjenden viser tilbøjelighed til fred, er man forpligtet til at tilgive ham, skriver Lillian Risum.

- arkiv

Svaret giver udtryk for panelistens holdning

Religion.dk har inviteret religionsforskere og repræsentanter fra forskellige religioner og religiøse grupperinger til at besvare de spørgsmål, som sendes til "Spørg om religion". Alle svar i "Spørg om religion" giver udtryk for panelisternes egen holdning, ikke for hvad religion.dk mener.

flexblock

Tema

Spørg om islam

Koranen og islam

flexblock

Seneste billedserier

Religiøse protester aflyser Lady Gaga-koncert i Indonesien

Billedserie: Buddhas fødselsdag fejret med lys, vand og farver

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

{176} | 21. marts 2006

TILGIVELSE I ISLAM: Koranens begreb om tilgivelse er kompleks. Lillian Risum forklarer om tilgivelsens rolle for en muslim

Spørgsmål:

Hej Lillian

Findes der tilgivelse hos islam?

I bekræftende fald hvor og hvad står der?

Er det forkert at påstå, at udgangspunktet i kristendom og islam er modsatrettet? Således at man i kristendommen skal elske selv sine fjender og i islam skal dræbe dem, som ikke tror op koranen?

Annonce

Henrik Nis-Hanssen

Svar:

Tilgivelse i islam.

Spørgsmålet om tilgivelse mellem mennesker indbyrdes anser jeg som et af de sværeste og mest komplicerede inden for islam. Hvad, jeg er kommet frem til, er derfor også kun et brudstykke af et svar.

På det personlige plan og i forholdet til Allâh er tilgivelsen måske ikke så kompliceret. Noget andet gør sig efter min opfattelse gældende, når det drejer sig om noget afgørende principielt, der angår islam som religion og dermed hele det islamiske samfund (eller måske mere præcist de forskellige islamiske fællesskaber).

Jeg skal tilføje, at jeg i det følgende alene forholder mig til Koranen. Jeg har ikke inddraget de vigtige og for mange næsten autoritative skrifter, overleveringerne (ahadîth), der fortæller om profeten Muhammeds sædvane, da det vil blive for omfattende i denne sammenhæng.

Der kan næppe være tvivl om, at Koranen ofte nævner Allâh (Gud) som den Tilgivende, der tilgiver dem, der tror ham og giver sig hen til ham (jf. 33,35).

Han er faktisk den eneste, der kan tilgive mennesker, når de har forsyndet sig mod Allâhs gode anordninger, for "for hvem kan tilgive synder undtagen Allâh?" (3,135). Men det er svært at bestemme indholdet af denne tilgivelse, for den går næppe på forholdet til Allâh, idet mennesket ikke per definition er en synder, der behøver tilgivelse eller forsoning; blot er det ikke perfekt (hvad kun Allâh er).

Og da Allâh er den ophøjede, som er fjern fra al menneskeligt, så kan han i egentligste forstand vel ikke krænkes. Men han forventer eller kræver lydighed af dem, der følger de guddommelige åbenbaringer, der er givet til menneskeheden i Koranen, og at de ærer ham ud fra det, de ser i det skabte og har kendskab til ud fra disse åbenbaringer.

Mennesker, og det vil sige muslimer, viser deres lydighed mod Allâh, den ophøjede hersker ved at tro og ære ham og ved at følge de etiske retningslinjer, der er åbenbaret og som udtrykker Allâhs vilje.

Overtrædes disse retningslinjer både i forhold til troen og til troens udfoldelse i lydighed mod Allâh og hans anordninger, så kan tilgivelse komme på tale. Allâh tilgiver den angrende muslim, tjeneren, når denne ikke udfører sine forpligtelser, men han har også mulighed for at tilbageholde sin barmhjertighed.

Når det drejer sig om tilgivelse mellem mennesker, så er det, så vidt jeg kan se, mere komplekst, idet Koranen tilsyneladende ikke taler så meget herom.

Måske skyldes det to ting, (1): Al tilgivelse kommer i sidste ende fra Allâh, og når der begås fejltrin mod et medlem af det islamiske fællesskab (umma), så er det først og fremmest Allâhs vilje og retningslinjer, der tilsidesættes.

Der venter da en straf på dommedag, med mindre synderen beder om tilgivelse fra Allâh og f.eks. gør bod ved at gøre gode gerninger, der ophæver de onde. Nu venter der i stedet en stor belønning (jf. 5,9).

(2): I et islamisk fællesskab forudsættes det, at dets medlemmer i lydighed mod Allâh og hans profet Muhammed (jf. bl.a. 4,80: "Den, der adlyder sendebuddet, adlyder Allâh.") alle tilstræber at følge de guddommelige vejledninger eller etiske retningslinjer (jf. også 9,71). Når de gør det, så handler de ideelt set korrekt over for deres medmennesker.

Og dog: Den troende opfordres (med dommedag for øje?) til at tilgive: "tilgiv derfor [deres overtrædelser] med den skønneste tilgivelse" (15,85; 24,22). Det forudsættes, at de tilgiver, når de bliver vrede (jf. 42,37). At kunne tilgive og vise tålmodighed er et tegn på mod (i forhold til offeret?) (jf. 42,43), og selv de mennesker, der (endnu) ikke venter på dommedag, skal den troende tilgive (jf. 45,14).

Men nu er alle i denne verden jo ikke muslimer, og hvordan bør en muslim forholde sig til deres ikke-muslimske medborgere, der forsynder sig mod muslimer og det islamiske fællesskab (både på det individuelle og samfundsmæssige plan)?

Ideelt set bør (troende) muslimer ikke tale nedsættende om dem, der tilbeder andre end Allâh (jf. 6,108); de må ikke forledes til synd, så de ikke handler retfærdigt på grund af fjendskab til eller fra andre (f.eks. et folk) (jf. 5,8).

De skal gøre godt mod fremmede, vandringsmænd og krigsfangere (jf. 4,36). De formanes til at lægge sig efter tilgivelse, fortælle andre, hvad der er godt og holde sig fra dem, der er uvidende (7,199).

Så vidt jeg kan se, vil det ud fra Koranens ord være legitimt, om det islamiske samfund nægter at tilgive et menneske, en organisation eller et land, som har ringeagtet islam som religion, bl.a. ved offentligt ikke at vise respekt for profeten Muhammed.

Når Muhammed eller islam (og dermed også muslimer) bliver angrebet, så har muslimer ret til at forsvare sig selv med modangreb, med midler, som står i forhold til den uretfærdighed, fejltagelse, fornærmelse eller forbrydelse, der er tale om.
I det følgende anføres nogle vers fra Koranen, der antyder, at tilgivelse, tålmodighed og overbærenhed ikke i alle tilfælde er den primære norm i forhold til mennesker (individuelt eller kollektivt), der forsynder sig mod det islamiske fællesskab:

"Lønnen for noget ondt skal være i rette forhold til det onde. Men den, som tilgiver og (derved) forbedrer (synderen), har sin belønning hos Allâh, thi han elsker ikke dem, der handler uretfærdigt" (42,40).

"Og hvis I øver gengæld (for overgreb), så gengæld dem i samme mål, som de begik overgreb mod jer. Men hvis I er udholdende, så er det visselig bedre for de udholdende" (16,126).

Betyder det så, at der er valgfrihed mellem at svare igen ved angreb eller ved at vise overbærenhed?

Det ser umiddelbart sådan ud. Men da det er en pligt at forsvare islam, når elementer, der har med religionen at gøre, bliver angrebet – så er selvforsvar en åben mulighed. En mulighed, der kan betyde angreb:

"Kæmp for Allâhs sag mod dem, som bekæmper jer, men vær ikke angribere, thi Allâh elsker ikke angriberne" (2,190).

"De....som, når overgreb rammer dem, forsvarer sig" (42,39) og videre i v. 41: "Men mod den/dem, der forsvarer sig, efter at der er øvet uret mod ham/dem, er der ikke nogen vej (til anklage)." Anklagen og straffen rammer til gengæld dem, "..der øver uret mod mennesker og begår overgreb på jorden uden nogen ret. De vil få en smertelig straf " (v. 42).

Set med islamiske briller er det vel logisk, at et menneske ikke slipper godt fra et angreb på den eneste religion, der er acceptabelt i Allâhs øjne (3,19,85).

I den forstand er de, der angriber islam at betragte som vantro og som fjender, som det islamiske samfund skal kunne se i øjnene for ikke at pådrage sig Allâhs vrede (jf. 8,15, der fortæller, at den troende ikke skal vende ryggen til de fjender, der er på krigsstien).

Hvis fjenden viser tilbøjelighed til fred, er man forpligtet til at tilgive ham (8,61). Og så kan det jo endelig være, at "... Allâh vil skabe kærlighed mellem jer og de af dem, som I er fjender med. Allâh er Almægtig, og Allâh er Tilgivende, Barmhjertig" (60,7)!

Til sidst et åbent spørgsmål: Hvad er en autentisk tolkning af følgende vers: "Muhammad er Allâhs sendebud. De, som er med ham, er hårde imod de vantro, men milde i deres indbyrdes forhold" (48,29)?

Med venlig hilsen

Lillian Risum
Islam-konsulent

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5

FACEBOOK: Bliv ven med religion.dk

Del Hold mig opdateret

flexblock