8. DECEMBER Vi skal huske at være til stede i andre menneskers liv. Det er vi afhængige af, for hvis vi kun er til stede i vores eget liv, er der ikke så meget at leve for, skriver cand.scient.pol og debattør Charlotte Dyremose

Hvad er meningen med livet?

Jeg tror der er en grund til, at vi ikke ved hvad meningen med livet er, eller hvorfor vi er her. Bibelens ord havde nok været mere præcise, hvis vi skulle vide alt."

Man kan læse sig til meget. Men jeg tror, kærlighed mellem mennesker må være det vigtigste. For det værste for et menneske må være at være ensom og ikke føle sig elsket.

Hvorfor er vi her?

Også det er umuligt at svare skråsikkert på. Men jeg tror, vi er sat her på Jorden for at tage vare på hinanden. For hvis der ikke var andre omkring os, ville det hele ende i ligegyldighed.

Vi er her for at være noget for hinanden. Moder Teresa og Gandhi er eksempler på mennesker, der har gjort en kæmpe forskel. Men at være noget for hinanden kan være mange ting og behøver ikke være så stort.

Det spiller en vigtig rolle at være en god mor, at kunne lytte til venner i nød eller lige at kunne hjælpe med noget, der synes uoverskueligt. Det vigtige er, at det vi gør, faktisk stort som småt kan skabe en afgørende forskel i andre menneskers liv. Så vi skal have kærligheden med.

Hvad er menneskets vigtigste opgave?

Det korte svar er, at vi skal overholde kærlighedsbudet. Det kræver, at vi husker at være til stede i andre menneskers liv. Det er vi afhængige af, for hvis vi kun er til stede i vores eget liv, er der ikke så meget at leve for.

Hvad sker der, efter livet er til ende?

Jeg har gået og haft en interesant diskussion med mig selv om det. Ender vi i himlen med det samme, eller ligger vi og afventer den yderste dag? Jeg tror ikke, at vi venter til den yderste dag, for hvor skulle sjælen så være i mellemtiden? Skulle sjælen ligge i jorden, efter man er blevet begravet? Så mit bud er, at vi mødes med vore kære umiddelbart efter døden.

Jeg har også overvejet, om de døde kigger ned på os. Og f.eks. da min mormor døde, kunne det jo synes hyggeligt at tænke, at hun fulgte med i hvor pæn en begravelse, vi lavede.

Men der er bare så mange situationer, hvor det pludselig er mindre smukt. Hvis det nu drejer sig om et lille barn, der døde alt for tidligt, eller hvis det er en ung mor, der døde fra børn og forældre, så er det jo ikke særlig hyggeligt at se den sorg, som man giver videre til de efterladte. Og så giver det pludselig ikke mening, at de døde kan følge med i vores liv.

Jeg tror derfor ikke, at der er en forbindelse, hvor de kan følge med her hos os. Og hvis de kan, så må de nødvendigvis leve i en helt anden form for bevidsthed, hvor de forstår alle de ting, der virker så uforklarlige og tit også urimelige på os.

Hvad er dit livsmotto?

Jeg har egentlig ikke umiddelbart et livsmotto eller en vending, der betegner mit liv. Men hvis jeg skal vælge, skal det nok være "carpe diem." Jeg har gjort mig dette bevidst: At man skal gribe dagen. For det er ikke sikkert, at vi har alt det dejlige i morgen. Så det gælder om at sætte pris på, hvad vi har her og nu.

Charlotte Dyremose cand.scient.pol, debattør og tidligere medlem af Folketinget (K)